Dagbog fra borgerkrigen: Flygtningelejrens Champs-Élysées

Kristeligt Dagblads journalist Else Marie Nygaard er rejst til Jordan for at møde nogle af de tusindvis af syriske flygtninge. Læs om hendes møde med flygtningelejrens Champs-Élysées

Hovedgaden i flygtningelejren al-Zaatari i Jordan hedder Avenue de Champs-Élysée. –
Hovedgaden i flygtningelejren al-Zaatari i Jordan hedder Avenue de Champs-Élysée. –. Foto: Else Marie Nygaard.

Champs-Élysées. Ordet vækker et væld af minder, men ingen af billederne i min indre biograf rimede på det Champs-Élysées, jeg mødte i dag. Hovedgaden i flygtningelejren al-Zaatari i Jordan, tæt ved grænsen til Syrien, hedder Avenue de Champs-Élysées.

Et skilt forkynder gadenavnet på fransk og arabisk, og nederst står der, at afstanden til Paris er 3305 kilometer. Det lader sig dårligt gøre at besøge Paris uden at slentre på den berømte gade. Og sådan er det også her i al-Zaatari, hvor vejen har udviklet sig til et strøg med trængsel.

DAGBOG DAG 1: Når telefonen ikke svarer

Mændene står bag diskene i de små butikker, og det er overvejende kvinderne, som slentrer her. Du kan vælge mellem mere end 10 forskellige slags shampoo, talrige tørklæder, mængder af kjoler og poser med syrisk kaffe. Sågar skønhedsbehandlinger og brudekjoler kan man få. Mange husholdninger er ledt af kvinder, som er enker eller har mænd, som kæmper i Syrien. Men kan livet aldrig gøre så ondt, at spørgsmål om valg af tørklæde bliver ligegyldigt?

Jeg kommer til at tænke på en veninde, som er en særdeles flittig forbruger. Hun siger, at hun ofte køber ind, når hun er trist. Måske kan hun her på flygtningelejrens Champs-Élysées finde bevis for at indkøb hjælper på humøret? Lejrens leder glæder sig i hvert fald over handelslivet, for når en mor bruger et par mønter og køber is til døtrene, får hun værdighed og en værdifuld erfaring af, at hun ikke blot er passiv modtager, argumenterer han.

DAGBOG DAG 2: Her bekymrer man sig ikke om madordninger

Der er et spørgsmål, som dukker op igen og igen, når man befinder sig her, hvor livet i den grad er i undtagelsestilstand:

Hvordan klarer de det? De har psykiske sår, men har alligevel opbygget en slags hverdag i den støvede ørken. Selvom de fleste kun har de ejendele, de har fået i lejren, og hvad de har byttet sig til, så bor de ikke ens. Som hjemme på min vej, hvor vi alle bor i ens huse, er indretning også her et individuelt valg. Nogle har byttet sig til mere plads, lavet små terrasser, hvor børnene kan lege og et sted har en mand anskaffet et springvand med et fjernsyn i. Som et livskraftigt modsvar svar på den ydre utryghed, forbedrer de deres simple telte og drømmer om at få en container. Snarest.

Og så er der dem, som mærker, at de får det bedre, hvis de hjælper. En del af flygtningene arbejder frivilligt. I det travle telt, hvor FNs Fødevareprogram distribuerer mad, er der en lille håndfuld af frivillige medarbejdere. 39-årige Jaseer, der er far til fire, møder hver morgen klokken fem i teltet og hjælper med at fordele kasserne med mad og arbejder mere end fuld tid, mens sveden driver. Før flugten bestred han et lederjob i luftfartsindustrien, og han drømmer om igen at være tilbage på jobbet. Jeg tror ham, da han siger, at han i sit job for fødevareprogrammet får noget, som er en mangelvare i al-Zaatari-lejren: En følelse af værdighed.

Dagbog fra en krig

Mere end to millioner mennesker er flygtet fra urolighederne i Syrien til nabolandene. Journalist Else Marie Nygaard skriver dagligt fra Jordan, som huser mere end 500.000 syriske flygtning.