Der er lys i hans øjne, og det frodige fuldskæg blander sig med hans lange, brune hår, da den anerkendte amerikanske sanger Matthew E. White roligt træder ned ad trapperne til backstagelokalet i Store Vega i København med et varmt smil i skægget.
Ser man bort fra brillerne, ligner han næsten de typiske søndagsskolebilleder af Jesus. Og med sine godt 30 år har han oven i købet nået den samme alder, hvor Jesus for alvor trådte frem som offentlig person. Det er også først for nylig, at den tidligere jazzmusiker er begyndt at samle større folkemængder omkring sig, efter at hans debutalbum Big Inner tidligere på året høstede sensationelle anmeldelser verden over.
LÆS OGSÅ: Det er en demokratisk ret at kunne bryde ud i sang
Albummet var egentlig kun tænkt som en lille produktion, som han ville trykke i nogle få hundrede eksemplarer som et slags musikalsk visitkort til venner og bekendte, men nu har millioner af begejstrede musikelskere allerede lyttet til hans sange, der på sin egen begavede måde blander pop med jazz, funk, gospel og folkemusik. Og teksterne er også finurlige fusioner af flittige bibelreferencer, samfundskritik, kærlighedssange og poetiske hverdagsbetragtninger.
Han er derfor allerede blevet sammenlignet med store navne som Otis Redding, Van Morrison og Curtis Mayfield. Og herhjemme fik han usædvanlige seks hjerter i Politiken og seks stjerner i Berlingske for sit album, der blandt andet blev kaldt balsam for sjælen med den velklingende basvokal og det dygtige band, der også tæller en blæsergruppe. Men Matthew E. White betragter ikke sig selv som en musikalsk messias, og han virker i det hele taget befriende ukrukket, da han ikke vil nøjes med et håndtryk, men hellere vil give et spontant bamsekram til den fremmede danske journalist, der har ventet på ham under lydprøverne til mandagens koncert i København.
Da vi lidt senere sidder i et tomt sminkerum for at tale i fred, forklarer han, at han er særligt begejstret for, at en avis, der kalder sig Kristeligt Dagblad, vil interviewe ham. For hans far er missionær, og hans svoger er præst. Men selvom han også åbent har talt om sin egen tro og tvivl i store aviser og musikmagasiner verden over, er han aldrig før blevet kontaktet af en kristen publikation.
Ikke engang en kristen blog, sukker han og tilføjer:
Men der findes en enorm mangel på opmærksomhed på, hvad der sker på kunst-scenen i de kristne miljøer i hvert fald i USA.
Det kan undre, når han ligefrem synger Jesus Christ is our lord, Jesus Christ is our friend i slutnummeret på sit anmelderroste album. Og han har heller aldrig forsøgt at skjule, at han var missionærbarn i både Japan og Filippinerne, hvor hans far stod i spidsen for et større kristent missionsarbejde, inden de flyttede tilbage til bibelbæltet i USA. Det var også dér, i den lokale kirke, at Matthew E. White som barn og ung begyndte at bruge sit talent som guitarist.
Senere blev han oven i købet en del af kirkens ledelse. Men da han var i begyndelsen af 20erne, kom det til et brud med en del af den øvrige ledelse, fortæller han og nøjes med at tilføje, at han havde en meget dårlig oplevelse med at være i en kirke i den forbindelse. Samtidig oplevede han nogle svære dødsfald blandt sine nærmeste venner. Og det førte ham ud i en form for troskrise, der ledte ham væk fra kirken og længere ind i det eksperimenterende musikmiljø, hvor han fik nye venner, mens han tog en uddannelse som jazzguitarist og jazzkomponist.
Musikmiljøet er overvejende ateistisk eller i hvert fald agnostisk, og det prægede mig. For efterhånden som jeg blev ældre, havde jeg stadig sværere ved at se mig selv som en del af det kirkelige miljø i USA, hvor man ofte blander politik og religion i en meget uskøn blanding. Men jeg kan heller ikke rigtig slippe troen. Den er bare blevet mere kompliceret for mig, forklarer han og ser ned, da han tilføjer:
Men hvorfor skriver jeg så stadigvæk Jesus Christ is our lord, Jesus Christ is our friend i en sang? Nogle læser det som en lovsang, mens andre synes, at det virker ironisk, men for mig er det mere et åbent spørgsmål. Sangen handler om et slavepar, der flygter fra sydstaterne. Og jeg kan faktisk godt identificere mig med den splittelse, som mange slaver må have følt ved kristendommen. På den ene side kunne de støtte sig til troen, men på den anden side var den blevet givet til dem af den samme hvide kultur, der piskede dem, slog dem ihjel og holdt dem som slaver.
Sådan har jeg også følt det lidt i mindre skala. På den ene side har jeg i kirkelige kredse oplevet nogle ufatteligt kærlige fællesskaber, som jeg ikke har set andre steder, men på den anden side har jeg set, hvordan konservative kristne har pisket andre med deres ensrettede holdninger, der mudrer religion, politik og kommercielle interesser sammen til én pakke, som man enten kunne tro på eller lade være.
Matthew E. White trækker vejret tungt, som om det gør en smule ondt, men så smiler han igen, mens han fjerner en hårtot, der er gledet ned foran brillerne, mens han fortsætter:
Jeg ved ikke, hvordan det er her. Men i USA er tro blevet en både kommerciel og politisk kultur, der gennemsyrer alt fra sprogbrug til musik, bøger, film og æstetisk bevidsthed. Og når folk kommer i de forskellige kirker, tror de alle sammen, at de befinder sig på midten af den brede kultur. Men det gør de altså ikke. Det er totalt selvomsluttende subkulturer. På den måde kan det være svært at finde sin egen tro i en så altomfattende fundamentalisme, der ikke giver plads til at tænke og tro frit, siger Matthew E. White og tøver et øjeblik, inden han tilføjer:
Som missionærbarn har jeg også tænkt en del over, hvor imperialistisk meget missionsarbejde kan virke. På det felt var min egen far mere progressiv, fordi han ledede et missionsarbejde, der tog udgangspunkt i at hjælpe lokale præster med penge, motorcykler og generatorer i stedet for at sende rige amerikanere ud for at lære folk i Den Tredje Verden, hvordan de skulle tro. Jeg har intet negativt at sige om mine egne forældre, der er dejlige mennesker. I deres kirkemiljø er de progressive, men i kunstkredse ville de blive opfattet som ekstremt konservative. Sådan ser folk så forskelligt på det, siger han og slår en latter op, inden han fortæller, at han faktisk synes, at det svært at beskrive sin egen religiøsitet:
Jeg er selv holdt op med at kalde mig kristen i hverdagen. For jeg er omgivet af folk, der hele tiden kalder sig kristne. Og jeg synes, at den kristne kultur har flyttet sig så meget fra den virkelige verden, at jeg ikke kan være med. Men jeg er heller ikke særlig aktiv åndeligt, så i praksis lever jeg nok som agnostiker. Men der er nogle ting, som jeg nægter at give slip på. Jeg tror for eksempel ikke, at noget menneske er en tilfældighed. Jeg tror, at vi er skabt med en mening og vil derfor bestemt heller ikke opfatte mig selv som ateist. Det tror jeg aldrig, at jeg bliver.
Det seneste år er Matthew E. White faktisk begyndt at tænke stadig mere på Gud, efter at udgivelsen af hans cd har givet ham en større bevidsthed omkring sin egen tro.
Succesen kom totalt bag på mig. Pludselig skulle jeg rejse rundt i verden og forklare, hvorfor jeg udfordrer troen ved at afslutte pladen med at synge Jesus Christ is our lord, Jesus Christ is our friend. Da jeg skrev det, havde det en bestemt mening, der nok var overvejende tvivlende, men jeg slutter showet af med det nummer hver eneste aften. Og det tvinger mig til at tænke over troen hver dag.
Samtidig er alle mine bedste venner kristne, ligesom min familie og kæreste er kristne. På den måde skubber jeg heller ikke det kristne miljø helt fra mig. Når jeg ikke er gået så meget i kirke, har det også været et forsøg på at træde et skridt tilbage for at finde en udgave af troen, som jeg kunne se mig selv i. Men det er svært. Nogle dage synes jeg ikke, at jeg kan se nogen sandhed i kristendommen, men andre dage har jeg det helt omvendt. Det gør det svært for mig at navigere i min egen tro, måske især fordi jeg ikke har gjort den til en høj prioritet i mit liv. Men den ligger hele tiden under overfladen og bliver ved med at poppe op.
Det oplever han også som sangskriver, hvor både troen og tvivlen popper op i hans sange af sig selv. Man mærker både ligheder med Leonard Cohen og gospelkongen Andrae Chouch i hans sange.
Det er så cool. Skriv det! Vil du ikke nok?, siger han og bryder ud i en vild latter, der sender bølger igennem hans enorme skæg og hår, inden han mere afdæmpet tilføjer:
Men det er faktisk rigtigt. De er der begge et sted. Den søgende kunstner og den overbevist troende. Og jeg prøver i hvert fald hele tiden at forene mine menneskelige og åndelige længsler i mine sange. Mine sange har en metafysisk åbenhed i sig, men de er ikke missionerende sange. For jeg ønsker heller ikke at presse min livsanskuelse ned over andre.
Alligevel er han ikke bange for at give sit bud på, hvad kærlighed er og kræver. For mens han pendler mellem tro og tvivl på Gud, er troen på kærlighed en konstant i hans sange.
For mig handler kærlighed først og fremmest om forpligtelse. Hvis man elsker noget eller nogen, må man også være parat til at ofre en del af sig selv og blive formet og dannet i det forhold, siger han og kigger et øjeblik ind i spejlet i sminkerummet, inden han lader lungerne med luft for at tilføje mere kraft og klang til sin sidste sætningssolo:
Forpligtelse er en helt afgørende ting at lære. Men det går mod vores natur som mennesker. Jeg tror, at vores natur dybest set er doven, så vi altid forsøger at gøre det nemme og det, der føles bedst i øjeblikket. Men det bliver bedst, hvis man dedikerer sig fuldt ud til det, man engagerer sig i. Sådan er det også med musik, som jeg også elsker dybt. Alt, man kan elske, er sådan. Hvis man kan blive ved det, uanset om det er en god eller dårlig dag, og sige til sig selv, at man har truffet en beslutning om at forpligte sig til det og give det opmærksomhed i modgang og medgang, så ender man til sidst med at have fat i noget, der er temmelig særligt. Men det er svært, siger den store sanger, inden han går på scenen i Vega for at synge sine særlige sange om tro, tvivl og kærlighed.