MAN MÅ NØDVENDIGVIS gøre sig tanker, når man læser de tekster i Det Nye Testamente, der allermest udførligt nedgør det kropslige ved at være menneske. Når apostlen Paulus for eksempel laver den klare kobling mellem kød og fordærv, er det ikke så mystisk, at mange forbinder kristendom med en vis trang til at distancere sig fra den fysiske del af tilværelsen.
Det ligger også i luften blandt mange præster i dag, at denne legemligt skeptiske mentalitet skal manes i jorden for ikke at skræmme folk for langt væk, men samtidig skal vi huske, at den også rummer noget sandt.
Fordi noget af det allersværeste for os mennesker er at ramme balancen mellem krop og ånd, hvilket man i særlig grad fornemmer, hvis man bruger en vis mængde timer om ugen på at dyrke motion.
LÆS OGSÅ: Vandring gavner både kroppen og sindet
Vi får konstant at vide, at det er det, vi skal, og klogt er det oplagt også i et vist omfang. Men der er flere konsekvenser forbundet med det, for ikke alene mærker man, at kroppen bliver stærkere. Man berøres også af tomhed.
I et års tid har jeg trænet væsentligt oftere og mere intensivt end tidligere, fordi jeg gerne vil være stærk både nu, og når jeg bliver gammel. Og mens det burde gøre mig grundlæggende tilfreds, sker der også det, at jeg direkte plages ved tanken om de mange timer, jeg hver uge tilbringer i et træningslokale.
Det er svært ikke sådan lettere forstemt at spørge sig selv om, hvad al den tid ellers kunne bruges til, for sagen er, at træningstimerne virker indholdsløse. De føles monotone og selvcentrerede, og selvom man bagefter kan mærke sin fredfyldte samvittighed, kan det ikke opveje følelsen af igen at have tilbragt tid i tomhed.
Det nærmer sig en kliché at drive kritik af den moderne fokusering på krop og udvendighed, men der er ingen vej udenom. For den er ikke blot tungt ladet med narcissisme, den er også for selv et voksent menneske svær ikke at blive præget af.
Hver dag drives man til at vurdere sin egen fysiske tilstand, for legemet er afbildet overalt, det diskuteres endeløst, og alle ved, hvad man bør stræbe efter i en tid, hvor det ikke handler om at blive klogere, men strammere.
Paulus ville ikke være stolt af os, for vi sår i kroppen for at høste i kroppen, og der er stor anerkendelse til den, der kan fremvise en stærk fysik. Det er her, vi skal bremse tanken, for den flotte krop vidner kun om viljestyrke på ét plan, og således lærer vi i denne epoke, hvorfor kropsdyrkelsen kan komme til at stå i opposition til kristendom.
LÆS OGSÅ: Find din egen løbetype
Det kan den, fordi den så nemt trækker os i retning af en overdreven fokus på æstetik, forfængelighed og enstrenget selvopholdelsesdrift og væk fra det etiske.
Forstå mig ret. Det er kun prisværdigt gerne at ville være sund, ja, man kan ligefrem kalde det en borgerpligt, men jo mere vi ophøjer den ydre bestræbelse, desto større er risikoen for, at vi forsømmer den indre.
Det er det, Paulus ved, og det er det, man pludselig selv kan erfare, når man begynder at træne mere og hårdere og hver uge lægger timerne sammen. Hvormed et ganske frygteligt regnestykke tager form. Hvad vinder jeg, og hvad går jeg glip af? Er også jeg i færd med at miste balancen i forholdet mellem krop og ånd?
For nylig gennemførte Kronprinsen en såkaldt ironman, hvor man svømmer, cykler og løber cirka 230 kilometer, hvilket er imponerende. Samt på grænsen til det skrupskøre, må man jo nok sande. Men det var bestemt både viljestærkt og modigt af prinsen at stille op, da enhver ved, hvilken syndflod af satirisk støj der ville være skyllet ind over ham, hvis han havde givet op på halvvejen.
Men den største pointe ved Kronprinsens bedrift er, at den falder så eminent ind i tidsånden. Frederik fremstår som selve arketypen på det moderne vellykkede menneske, der først og fremmest skiller sig ud i kraft af sin krop.
Han er som endnu et sportsikon, der kan udholde meget, men som også uundgåeligt får én til at overveje, hvad der mon ikke bliver tænkt og sagt og gjort i alle de timer, hvor der bliver trænet.
Og lad os ikke glemme, at en stor grund til, at dronning Margrethe nyder så enorm respekt, er, at hun har læst meget og er så optaget af det religiøse, etiske og historiske, at hun repræsenterer tankegange, der ellers nærmer sig en sjældenhed.
Lidt ligefremt kan man derfor spørge, om vi i denne tid har brug for en konge, der primært skiller sig ud som endnu en veltrænet action-man? Eller om vi snarere har brug for en åndfuld konge, der kan sige nogle af de ord, der gradvist falmer i bevidstheden på de vestlige og velhavende. Mennesker som os, altså, i fuld gang med at erfare, at den kristne advarsel mod for megen dyrkelse af kroppen rummer noget sandt.
Enhver. der selv kaster sig ud i de tomme timer, kan blive mindet om det. For man bærer dem med sig.
Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, journalist og forfatter Kåre Gade og højskoleforstander Thue Kjærhus