Måske var dråben, at den nye socialminister fik ansvaret for dagtilbud til alle børn i førskolealderen. Måske var det, at hun straks bebudede, at nu skal alle nye forældre tilbydes et kursus for at forebygge sociale problemer blandt de mindste børn.
I hvert fald fik jeg sådan lyst til at råbe, at vi er på en helt gal kurs, hvis vi ønsker at gøre noget godt for de allermest skrøbelige og udsatte små børn i Danmark. At selvom det lyder kønt at lade forebyggelse i almenområdet være indgangen til børn med behov for højt specialiseret behandling, så får det den stik modsatte virkning.
LÆS OGSÅ: I undskyldningen ligger forløsningen
Ikke mindst fordi de velmenende landspolitikere lukker øjnene for, at dagens kommunale beslutninger er styret af en benhård sparelogik, der ikke levner plads til, at erfarne sagsbehandlere får lov til at give de mest udsatte børn det, de har brug for, når forebyggelsen viser sig ikke at være nok.
Jeg har arbejdet på Bagsværd Observations- og Behandlingshjem i 26 år, de sidste 21 år som forstander. Vores institution er sat i verden for at udrede og behandle små børn fra 0-8 år, der er født med mange odds imod sig.
Det er børn, der er blevet voldsomt omsorgssvigtet siden fødslen, børn med alvorlige fysiske og psykiske skader på grund af for eksempel moderens misbrug og børn, hvis trivsel og senere livsudfoldelse er truet af pludseligt opståede, sociale katastrofer.
Mange af dem har levet måneder i vores hus på bredden af Bagsværd Sø for derefter at komme videre ud i verden. Enten hjem til forældrene med de støttetilbud, som vores udredning har peget på, til den helt rigtige plejefamilie eller til en behandlingsinstitution. Vi er en del af det såkaldt specialiserede anbringelsesområde, der med kommunalreformen overgik til kommunernes ansvar.
LÆS OGSÅ: Simpel test kan hindre alvorlige skader på børn
I disse år står vores telefoner næsten stille. Kommunerne bruger os kun i yderste nødstilfælde. Vi ved, at andre specialinstitutioner har det på samme måde og at nogle har drejet nøglen om.
Og det er ikke, fordi der på mirakuløs vis fødes færre børn med alvorlige problemer. Nej, forklaringen er nok nærmere, at mange ting er på spil i den enkelte børne- og familieafdeling, der får en underretning om et lille barn med alvorlige symptomer på misrøgt og dårlig trivsel.
For det første et vanvittigt besparelsespres og en djøfisering af de kommunale sagsgange, der fjerner beslutningerne fra de enkelte sagsbehandlere, der ved, hvad der er brug for. For det andet fortællingen om, at anbringelser ikke virker, der stammer fra en snart gammel forskningsoversigt fra SFI (Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, tidligere Socialforskningsinstituttet, red.), som efter min mening er blevet misfortolket og misbrugt af politikere og embedsværk. Og for det tredje hele filosofien om forebyggelse som det frelsende gloss, der kan få beslutningen om en anbringelse uden for hjemmet til at virke menneskefjendsk og krænkende.
Men det er jo ikke rigtigt! Der er børn, der fra starten af deres liv har brug for massiv døgnstøtte og omsorg samt en grundig udredning af dem og deres forældre. Børn, der har en grundlæggende udviklingsforstyrrelse, hvor nok så meget forebyggende indsats preller af.
Børn, der er så fortvivlede og svigtede, at de har trukket stikket til omverdenen og derfor har brug for en professionel indsats fra specialister i et roligt miljø for senere at kunne tage imod det langt mindre indgribende tilbud, som jeg er enig i, at de fleste børn skal have på lang sigt.
For disse børn og for os fagfolk ville det give langt mere mening, hvis Socialministeriet fik børne- og ungdomspsykiatrien ind under sig end det almene førskoleområde
I mine sorteste stunder tænker jeg, at det er, som om politikerne og de øverste embedsmænd har besluttet, at de kan ophæve tyngdekraften og at den tvangstanke breder sig nedad og helt ud til den sagsbehandler, der alene kontakter mig for at høre, om der dog ikke er et billigere alternativ end en placering hos os af et barn, der helt tydeligt har brug for en professionel døgnudredning i et omsorgsfuldt miljø.
Nogle gange spørger de på tillært konsulentsprog, om der ikke er en anden måde at gøre det på. Men, nej! Indimellem bør både de og deres chefer kunne forstå, at når et barn viser alvorlige tegn på omsorgssvigt eller traumer, og ingen helt kender omfanget af deres skader, ja så må de benytte de fagfolk og miljøer, der er opbygget gennem årtier i Danmark.
Der var engang det medgiver jeg hvor man kunne tale om, at nogle små børn var anbragt for længe på institution. Man talte om, at børnene blev depriverede altså led følelsesmæssige afsavn, fordi de ikke fik den for dem rigtige kontakt, stimulus og omsorg.
I dag mener jeg, at man kan tale om børn, der er hjemme-depriverede eller sågar familiepleje-depriverede. Børn, der bor hjemme hos forældre, der har vanskeligt ved at tilsidesætte egne behov og derfor utilsigtet omsorgssvigter deres børn. Eller børn, der bor i en plejefamilie, som på trods af stor kærlighed og det rigtige sindelag ikke har en chance for at give barnet det, som det har behov for fordi ingen kender omfanget af barnets skader.
Indimellem tænker jeg på, at det er mærkeligt, at vi er så mange erfarne fagfolk i Danmark, som alle sammen stiltiende accepterer, at små skrøbelige mennesker nægtes det, de har allermest behov for.
Accepterer, at de mindste børn er de dårligst udredte, og at der er så mange dårligt koordinerede tiltag. Er det, fordi vi er bange for at blive beskyldt for ikke at være omstillingsparate? Eller fordi vi har lært, at vi skal være anerkendende i vores tilgang, også til de nye tider og nye tendenser inden for offentlig styring selvom vi inderst inde i vores faglighed ved, at noget er helt galt?
Selv kan jeg blive både irriteret og indigneret over, at jeg er blevet en del af en tid og en trend, hvor alle sociale ydelser skal gøres op, som om de var forretninger, der solgte mel og gryn.
Jeg anerkender selvfølgelig, at der må være økonomiske rammer, jeg er jo også skatteborger. Men der må da være noget galt i den måde, det specialiserede døgnanbringelsesområde drives på, når jeg indimellem på søvnløse nætter ligger og tænker, at bare der indtraf en social katastrofe i Storkøbenhavn, så vores pladser blev fyldt op og vores institution dermed reddet for en stund.
Her er jeg ikke ude i at redde min egen beskæftigelse. Om få år er jeg alligevel ude af arbejdsmarkedet. Her tænker jeg med bange anelser på, hvad der sker, hvis politikerne og embedsværket i deres forfølgelse af egne politiske og økonomiske mål får lukket alle de specialiserede døgnanbringelsespladser i Danmark.
Hvor er de små børn henne om 10-15 år, der ikke fik det rette tilbud i dag? Lider både de og deres familier dag ud og dag ind, fordi de lever et elendigt liv? Koster de for nu at blive i sparelogikken samfundet milliardbeløb, fordi de for eksempel har fået så udadreagerende en adfærd, at vi er tvunget til at handle?
Så til den nye socialminister vil jeg sige: Anerkend, at der findes fagfolk i dette land, der kan hjælpe jer med at spotte, udrede og behandle de ganske få procent af de mindre børn, der har brug for højt specialiseret hjælp.
Giv os og børnene arbejdsro og rammer til at få givet dem de bedste betingelser i livet. Brug den logik, der hedder sund fornuft, også selvom det betyder, at du og andre skal acceptere, at I ikke kan forebygge jer ud af alle de udfordringer, de mindste borgere står over for. Det ønsker jeg mig.