Overlæger: Danskerne skal få børn tidligere

Vi vil gerne have børn, men der er så meget, vi skal nå inden. Hos develbesøgte fertilitetsrådgivninger opfordrer man danskerne til at komme i gang, inden det er for sent

"Vi kan ikke fortælle de mennesker, hvad de skal gøre, men vi er nødt til at forklare dem, at naturen kan spille dem et puds, hvis de planlægger at få børn i 35- eller 40-års-alderen," siger Anders Nyboe Andersen, professor og overlæge, Rigshospitalet.
"Vi kan ikke fortælle de mennesker, hvad de skal gøre, men vi er nødt til at forklare dem, at naturen kan spille dem et puds, hvis de planlægger at få børn i 35- eller 40-års-alderen," siger Anders Nyboe Andersen, professor og overlæge, Rigshospitalet. . Foto: Peter Mark Denmark.

Der fødes for få børn, og vi er for gamle, når vi gør det, mænds sædkvalitet er for ringe, og behandlingen med kunstig befrugtning stiger.

Med de argumenter åbnede Danmarks første fertilitetsrådgivning på Rigshospitalet for omtrent to år siden. Og interessen har været massiv.

Det har været overvældende. Vi har folk, der er mødt op her uden en aftale, fordi de ikke kan komme igennem via telefonen, fortæller en af de ansvarlige for tilblivelsen af rådgivningscentret på Rigshospitalet, professor og overlæge Anders Nyboe Andersen.

LÆS OGSÅ: Nu skal unge lære at få børn tidligere

Jo ældre man bliver, desto sværere bliver det nemlig at blive gravid, og med alderen forhøjes også risikoen for komplikationer ved graviditeten. Derfor er det ifølge Anders Nyboe Andersen også naturligt, at han i mødet med de lidt ældre par i rådgivningscentret gør opmærksom på de eventuelle konsekvenser af at skubbe familieforøgelsen et par år.

Vi kan ikke fortælle de mennesker, hvad de skal gøre, men vi er nødt til at forklare dem, at naturen kan spille dem et puds, hvis de planlægger at få børn i 35- eller 40-års-alderen.

Med inspiration fra fertilitetsrådgivningen i København slog Hospitalsenheden Horsens ved årsskiftet også dørene op for et rådgivningstilbud. Det har blandt andet til opgave at oplyse brugerne om, hvor forsvarligt det er at udskyde forsøg på at få børn.

Det er der også mange i Region Midtjylland, der er interesserede i at få belyst. De får tilmed besøg af patienter, der kommer hele vejen fra København, fordi ventelisterne der er for lange.

De besøgende kan groft sagt deles op i to grupper, fortæller klinikchef og overlæge Finn Hald fra rådgivningscentret i Horsens. Der er kvinderne på 35 år og opefter, som endnu ikke har fundet prinsen på den hvide hest, og så er der parrene på 25 til 28 år.

LÆS OGSÅ: Feste, rejse, studere og arbejde - først da får vi (måske) børn

De er lige blevet færdige med deres uddannelser, har fundet et hus og købt to biler. Men de skal have gang i karrieren og vil vide, hvor længe de kan vente. Uanset hvilken gruppe, Finn Hald taler med, er beskeden den samme.

Jeg benytter enhver lejlighed til at opfordre folk til at få børn, mens tiden er til det. Og når de så engang får børn, skal de sige til dem, at de ikke skal vente, til de bliver 35.

Ifølge forskningen er der et solidt grundlag for Finn Halds anbefalinger. En nordisk undersøgelse foretaget blandt universitetsstuderende viser, at flere end halvdelen af de mandlige studerende undervurderede betydningen af alder for kvinders frugtbarhed. De svarede fejlagtigt, at kvinders fertilitet først daler væsentligt, når de er fyldt 45 år.

Der er tydeligvis et stort videnspotentiale på det her område. Det viser undersøgelserne også. Vi vil gerne vide mere om muligheden for at få børn.

Fertilitetsrådgivningerne varetages og finansieres af Danske Regioner. Selvom Ulla Astman, regionsrådsformand i Region Nordjylland og formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner, mener, at de to fertilitetsrådgivninger løfter en vigtig opgave, er der ikke udsigt til flere lignende tilbud andre steder i landet. I hvert fald ikke endnu.

Der er nogle gode projekter, der er sat i søen. Men det er forsøgsprojekter, og vi må først se, hvordan de fungerer, før vi starter yderligere centre op. Det er også dyrt. Så hvis tilbuddene skal udbygges, kræver det, at vi får tilført midler, også selvom en stigning i fertilitetsraten giver god mening samfundsøkonomisk.