Lukkede kirker fortsætter kirkelige aktiviteter

En kirke vil profilere sig mod en ny kirkelig målgruppe, en anden vil åbne dørene for en interaktiv bibeloplevelse, og en tredje skal omdannes til kombineret kirke og kulturhus. Sådan lyder sandsynlige scenarier for tre af de kirker i København, der ikke længere skal være almindelige sognekirker

I Getsemane Kirke på Vesterbro har man planer om at skabe en såkaldt kombikirke og multifunktionshus. Arkivfoto
I Getsemane Kirke på Vesterbro har man planer om at skabe en såkaldt kombikirke og multifunktionshus. Arkivfoto. Foto: Mette Frandsen.

Københavnske kirkefolk har tænkt mange tanker om, hvad lukkede kirker kan bruges til, længe før kulturminister Marianne Jelved (R) i fredags besluttede, hvilke kirker der skulle lukke.

Og i en lille håndfuld kirker har man beredt sig på, at der skulle tænkes alternativt for at holde kirkeaktiviteten i gang.

I Fredens Kirke på Østerbro i København har man fået en tidsfrist på tre år til at bevise, at kirken ikke skal tages definitivt ud af brug. Det vil man gøre ved at åbne dørene for kirkefremmede kristne, der ikke har lyst til at komme til folkekirkens standardhøjmesser. For kirken bør kunne ramme en målgruppe, som man mener ellers bliver overset i folkekirken. Med det formål har Fredens Kirke ansat en præst på deltid, der skal være tovholder for nytænkningen, som indebærer frie gudstjenester med liturgiske indslag.

LÆS OGSÅ:
Præster i mesterlære på teatret

Det forklarer menighedsrådsformand Ella Pedersen:

Allerede for tre år siden gik vi i gang med at nytænke, hvordan Fredens-Nazaret Sogn skulle fungere. På baggrund af nogle undersøgelser, vi lavede i sognet, fandt vi ud af, at der er mange mennesker, der føler sig personligt kristne, men ikke bryder sig om, når liturgien er for stram ved gudstjenesten. Så vi har foreslået, at vi kan få lov til at lave en ny gudstjenestemodel, og det har vi fået lov til. Det har vi brug for Fredens Kirkes lokaler til.

Den nyansatte præst, Frederik Berggren Smidt, har inviteret til en åben høring efter gudstjenesten i Fredens Kirke den 29. september. Her kan alle møde op og byde ind med, hvad de forventer af kirken. Om tre år skal det vurderes, om der stadig er grund til at holde liv i kirken. Begyndelsestidspunktet for de tre års tidsfrist er endnu ikke fastsat.

I Sankt Andreas Kirke få kilometer derfra er der tænkt i helt andre baner.

Her drøfter man et oplevelsescenter for børn og unge, der skal gøre scener fra Bibelen levende. Kirken tages ud af sognekirkelig brug fra den 31. december, og der søges i øjeblikket fonde, så kirken kan realisere drømmen om et interaktivt museumsprojekt. Den idé vil kræve flere års ombygning i kirken, der hører under Vor Frue Sogn i indre København.

Kirkeværge Geert Madsen forklarer, hvad et såkaldt bibliarium er:

Bibliarium-idéen har været at lave noget i stil med Experimentariet i Hellerup (hvor børn lærer om videnskab, red.). Det skal være et oplevelsessted for børn og unge med 10 scener fra Bibelen udstillet inde i kirken. For eksempel Moses i Det Røde Hav eller Jesus i graven.

I arkitektplanerne, der er sendt ud til fonde, er der lagt op til, at der stadig skal være adgang til alter og døbefont. Ud over at være et museum skal kirken nemlig stadig kunne huse kirkelige handlinger som for eksempel dåb.

I Getsemane Kirke på Vesterbro har man planer om at skabe en såkaldt kombikirke og multifunktionshus. Det betyder, at man vil dele kirkens lokaler med andre organisationer eller instanser, der kan leje sig ind og bruge lokalerne. Lige nu har man både kontakt med kommunen, en nærliggende skole og en græsrodsorganisation, der arbejder med sociale aktiviteter på Vesterbro. Tanken er ikke, at kirken skal splittes op, men derimod, at kirken skal kunne arbejde sammen med dem, der vil bruge bygningen. Ungdomspræst på Vesterbro Thomas Nedergaard forklarer, at lukningen af kirken var forudset og en del af en større plan, der længe har været i gang:

Jeg vil sige, at der har været en proces i gang siden 2005, hvor man har vidst, at kirken skulle lukke. Den lukkede som sognekirke i november 2010, hvor vi ændrede kirken til at være u-kirke (ungdomskirke, red.). Vi vil gerne give kirken tilbage til lokalmiljøet, siger han.

Getsemane Kirke arbejder lige nu sammen med organisationen Kuben Management for at finde en række mulige samarbejdspartnere.