Juletræet skal stå præcis dér, hvor det stod sidste år. Ve den forælder, der vover at indkøbe et nyt pålægschokolademærke. Eller pludselig kører en anden vej til skole end den vante bare for at prøve noget nyt.
Mistanken om, at de fleste børn er stokkonservative, blev bekræftet, da Børnerådet i 2011 satte sig for at undersøge, hvad der ifølge danske børn i 5. klasse er en rigtig familie. Hele 77 procent af ungerne svarede, at de foretrak en god, klassisk kernefamilie med mor og far villa, vovse og Volvo.
Da sociologen Henrik Dahl for nylig udgav sin første skønlitterære roman, NT en forstadstragedie, blev den af flere anmeldere læst som et forsvar for de samme værdier og forestillinger om kernefamilien, som børn tilsyneladende har i udbredt grad. Den handler om en mand, der kæmper en forgæves kamp mod sin sundhedsfikserede kone, som hele tiden vil lave alt i familiens ifølge manden udmærkede liv om.
LÆS OGSÅ: Konservative tanker vinder frem i kulturlivet
Erik Svendsen, lektor ved Institut for Kultur og Identitet ved Roskilde Universitet, anmeldte bogen for Morgenavisen Jyllands-Posten. Han ser bogen som et debatindlæg, der lægger sig i slipstrømmen af en ny retning, han kalder pragmatisk konservatisme.
Det er en position, som forsvarer de livsformer, som er meget udbredte i mellemlaget, og hylder hverdagslivet. Og konservatismen går på, at man her har fundet en god form, som tilfredsstiller mange mennesker. Forandringer er til det værre. Og der er Henrik Dahl interessant, fordi han plæderer for det synspunkt, at det liv, mange danskere lever i parcelhuset, på bundlinjen er godt.
Det er en ny tendens, som ikke før er set i dansk litteratur, mener han. Forfattere vil nemlig normalt helst være ekstreme, ukonforme og hylde fremskridtet frem for at lægge sig lunt i svinget hos middelklassen.
Leif Panduro skosede folk i forstæderne i 1960erne. Forfatterne rakkede det middelmådige og forstadskulturen ned Tage Skou-Hansen får parcelhuslivet til at ligne et forfærdeligt, uniformeret liv. Men her (hos Henrik Dahl i NT, red.) er forstæderne pludselig noget godt eller i hvert fald bedre end det radikale højskoleliv, hvor man konstant får nye idéer med hjem, man skal efterleve, siger Erik Svendsen.
De konservative jungletrommer har dog lydt i det danske kulturliv et stykke tid. Historikeren Henrik Jensen har pointeret, at vores samfund er faderløst, og at offerkulturen har bredt sig op gennem det seneste århundrede. Også andre borgerlige stemmer er begyndt at fylde godt i kulturdebatten, eksempelvis forfatter og kulturforsker Kasper Støvring og kommentator Mads Holger.
Paradoksalt nok har det politiske parti De Konservative de senere år oplevet en nedgang i vælgertilslutningen. Og på trods af at konservative partier i øjeblikket sidder på magten mange andre steder i Europa, for eksempel i Tyskland, England, Sverige og nu også Norge, står De Konservative i de seneste meningsmålinger til kun at modtage knap fem procent af de danske stemmer.
Jesper Beinov, kulturredaktør på Berlingske, mener også, at konservatismen spirer i dansk kulturliv, men den har ikke nogen direkte forbindelse til Christiansborg.
Det er ikke partipolitisk konservatisme, men en besindelse på, at der findes nogle blivende værdier som ærlighed, ære og pligt i vores rødder, siger han.
Det ses, når større kunstmuseer som ARoS, Nivaa-gaard og Statens Museum for Kunst de senere år har valgt at satse på store temaudstillinger om for eksempel guldaldermaleri og blomsterkunst. Og når Det Kongelige Teater og Koncerthuset sætter klassiske værker som Wagners opera Tannhäuser og Händels Messias op, mener han.
Jeg var til en klassisk koncert for nylig i Koncerthuset, og der var helt unge mænd i jakkesæt. Det har man ikke set siden 1980erne. Men det handler heller ikke om politik som dengang. Jeg tror, de gerne vil have nogle rammer og en forståelse for, hvad de kommer af, i en tid, hvor alt går hurtigt. At vi ikke er rodløse, frit i luften svævende væsener, men at vi er rundet af en arv og indlejret i historien. Og at det er en god erkendelse.
På Djursland er DRs Bonderøv, Frank Erichsen, i programmets 11. sæson gået i gang med at bygge sit eget bindingsværkshus for rullende kameraer. Ved hjælp af gode venner og erfaringer fra de gamle håndværksmestre, som han siger.
Hans Hauge, lektor ved Institut for Æstetik og Kommunikation ved Aarhus Universitet, mener, at der findes konservative træk i tidens populærkultur som for eksempel Bonderøven og Allan Olsens nye album Jøwt med sange på vendelbomål. Vi længes mod det gamle men vi vil samtidig ikke lade os binde af tidligere tiders ideologier, mener han.
Krisen har gjort folk glade og tilfredse med, hvordan tilværelsen er. Og det kan godt kaldes en slags pragmatisk konservatisme, hvis det betyder, at man helst ikke vil have ting lavet om. Der er en længsel, men den formuleres ikke som noget konservativt, siger Hans Hauge.
Længslen efter gamle dage er dog ikke specielt udbredt i tidens litteratur, mener han. Rigtig mange værker tager deres udgangspunkt i det private i psykologiske spil rundt omkring i de små hjem. Eksempler på den tendens kunne for eksempel være Ida Jessens nye Postkort til Annie eller Martin Kongstads Fryser jeg?, der begge cirkler om parforholdets kvaler.
Formuleret konservativ litteratur er nærmest ikke-eksisterende. Meget af den litteratur, der skrives i dag, har individet og familien i centrum, men samfundet lukkes bort. Det handler om det private og psykologiske men det er ikke indfældet i tradition og historie.
Det er en neoliberal tendens, som går tilbage til Margaret Thatcher og hendes berømte citat: There is no such thing as society. There are individual men and women and there are families der er intet samfund, kun individer og familier, mener Hans Hauge.
Det samfund og den historie, som mennesket er en del af, bliver ikke anset for relevant. Og det kan være, at forfattere som Henrik Dahl kan være et modsvar hertil.
Henrik Dahl selv mener, at anmelderne lægger for meget i NT en forstadstragedie.
Min bog er ikke mere konservativ, end at den handler om en mand, der er glad for det, han har. Hvis det ikke er gået i stykker, hvorfor skal det så repareres? Han er glad for sin kone og sit liv, og ind kommer så ønsket om, at det hele skal være helt perfekt.
Bogen indledes med et citat af den tyske oplysningsfilosof Immanuel Kant (1724-1804). Meningen med at bruge ham er egentlig bare at gøre opmærksom på, at vi mennesker er skabt til at tænke selv ikke lade doktriner eller ideologier tænke for os, forklarer Henrik Dahl.
Den er mest af alt fortaler for en form for hverdagsliberalisme. En helt nede på jorden-hverdag for en familie, hvor man kan gøre, hvad man vil uden at genere andre. En konservatisme ville indebære, at fatter bestemmer og altid har ret. Det har han ikke her. Men jeg ville nok alligevel ønske, han havde det lidt mere. En slags hverdagskonservatisme? Ja, måske.