I 1971 sad et ekspertudvalg i Undervisningsministeriets regi og arbejdede på at formulere et udkast til folkeskolens formålsparagraf. Men opgaven faldt dem vanskelig, så de skrev til den siddende minister, Knud Heinesen (S):
Vi lever i et kulturmønster, hvor der er store forskelle i opfattelsen af værdinormer på væsentlige områder. I samme grad som vi må give op over for at formulere et livssyn, som ville blive følt som generelt forpligtende, i samme grad vanskeliggøres formuleringen af skolens opgave i relation til den enkelte.
LÆS OGSÅ: Folkeskolen er drænet for etiske værdier
Eller sagt på mere jævnt dansk: I vores moderne samfund kan vi ikke blive enige om et fælles værdigrundlag, og derfor er det svært at sætte ord på, hvad børn skal gå i skole for.
Længe efter, i maj 2013, holdt de danske biskopper en konference om dannelse i skolen, og ved den lejlighed udtalte SFs uddannelsesordfører, Pernille Vigsø Bagge, at regeringspartierne havde så svært ved at blive enige om det med dannelse, at man havde valgt helt at lade være med at formulere noget nyt herom i udspillet til en ny folkeskolelov.
I de 42 år, som ligger mellem de to citater, har dansk skolepolitik og lærerfaglighed foretaget mange pendulsving. Men når det handler om at sætte ord på det etiske og dannelsesmæssige grundlag for skole og undervisning, har perioden været én lang berøringsangst dans om den varme grød.
Det mener i hvert fald John Rydahl, pædagogisk konsulent og formand for Religionslærerforeningen, som netop har udgivet debatbogen Så ka I lære det. Det etiske grundlag for skole og undervisning.
Bogen forsøger at gå i dybden med, hvad meningen er med at gå i skole i Danmark. Og det viser sig, at der er brugt mange ord på at formulere de egenskaber, den ideelle elev skal have. Han eller hun skal være aktivt deltagende, tage medansvar for det sociale fællesskab, udvise kritisk sans og respektere andres ret til forskellighed.
Til gengæld er det en del mere uldent, hvordan skolen egentlig skal arbejde med det, John Rydahl betegner som de etiske værdier: lyst til at lære, dansk kultur, frihed, folkestyre, åndsfrihed, ligeværd og demokrati.
Det voldsomme skift ligger i denne sammenhæng mellem 1960ernes Blå Betænkning og så 1970ernes skolepolitik, hvor man smider håndklædet i ringen og i 1975 formulerer den mindst værdibaserede folkeskolelov nogensinde. Men selvom diverse borgerlige regeringer siden har forsøgt at opprioritere klassisk dannelse og danske værdier, har skolens faglige bagland hele tiden været et helt andet sted. De lever stadig i ånden fra 1970erne, siger John Rydahl.
Han uddyber, at der i vor tid er meget stærkt fokus på kvalitet i skolen. Men dette fokus retter sig næsten udelukkende imod at finde frem til de metoder, der bedst virker til at gøre børnene gode til at læse, regne eller tale engelsk.
Det er hævet over enhver diskussion, at eleverne skal lære noget. Men spørgsmålet er, hvorfor vi overhovedet holder skole. Er det alene for golde kundskaber, eller er det for at danne eleverne til en bestemt type borgere, sådan som traditionen var frem til 1960erne, spørger John Ry-dahl.
Han anerkender, at højt besungne danske værdier som folkestyre og åndsfrihed sammen med kendskab til dansk kultur står som bærende principper for skolen. Men det bliver kun i beskedent omfang præciseret, hvordan lærerne skal hjælpe eleverne til at skelne det væsentlige fra det uvæsentlige, det etisk holdbare fra det underlødige, og dermed skærpe elevernes kvalitetsbevidsthed.
Det er kun så småt begyndt at blive acceptabelt at sætte ord på, at noget er bedre end noget andet. I dansk er det blevet mere i orden at tale om litterær kvalitet, og det samme kan man spore i kreative fag som musik. Men det er for eksempel fortsat bandlyst at tale om kvalitet i religionsfaget. Der er en gennemgribende politisk korrekthed og berøringsangst over for at tale om, at noget kunne være mere værd end andet, siger John Rydahl.
Han præciserer, at han ikke mener, fagets lærere grundlæggende skal melde ud, at for eksempel kristendom er bedre end islam. Dette ville være i dyb modstrid med folkeskoleloven, som slår fast, at kristendommen kun har en kvantitativ, ikke en kvalitativ fortrinsstilling over for andre religioner.
Men undervisningen kunne sagtens rejse mange flere debatter om værdier og kvalitet også inden for religion. For eksempel om man virkelig bliver en bedre muslim af at bede fem gange om dagen, eller hvor meget Gud egentlig er på færde i de danske juletraditioner. Målet er ikke at stemple nogen som dårligere muslimer eller kristne end andre, men at sætte hykleriet til debat. I den nuværende undervisning er den slags debatter nærmest bandlyst, siger John Rydahl.
Kristendomskundskab er naturligvis et af de skolefag, hvor etik og værdier for alvor kommer i brændpunktet, men ifølge John Rydahl er det også værdisættelsen af for eksempel dansk kultur og historie og af litterære kvaliteter, som mange lærere undgår og tilskyndes hertil af diverse fagbeskrivelser.
Inden for dansk- og historiefaget har undervisningsministrene Ulla Tørnæs (V) og Bertel Haarder (V) ellers i 2000erne forsøgt at opstille konkrete kvalitetskriterier i form af de bindende kanonlister over de vigtigste danske forfatterskaber og danmarkshistoriske begivenheder. Og tilbage i 2000 udgav den daværende minister, Margrethe Vestager (R), bogen Værdier i virkeligheden, som med en mere universelt demokratisk toning opstillede en række bærende skoleværdier.
Budskabet fra 1990erne var, at vi skal stå ved vores demokratiske værdier som ligestilling og tolerance, kamp for ytringsfrihed og imod dødsstraf. Budskabet fra 2000erne var, at vi skal stå ved vores danske kulturelle arv. Men ifølge John Rydahl er det stadig 1970ernes værdirelativisme, der udgør skolens hverdag.
Ifølge de senste årtiers føren-de skoleværdikriger, Bertel Haarder, har han ret.
Det er selvfølgelig en kraftig generalisering, men der er noget om det. 1970erne var præget af en utrolig samfundsnyttetænkning, som gik ud på, at det hele skulle være samfundsrelevant her og nu. Den gik jeg aktivt ind i at bekæmpe, siger Bertel Haarder.
Han tilføjer, at der efter hans opfattelse er en ekstra dimension, John Rydahl ikke har med, nemlig at beskrivelsen af indholdet af de enkelte folkeskolefag er præget af akademisk fagsnobberi.
Jeg husker, at Jørn Lund, som deltog i arbejdet med beskrivelsen af danskfaget, gjorde opmærksom på, at der i den tilsvarende beskrivelse af faget norsk i Norge stod, at det var vigtigt at give børnene glæde ved god litteratur. Det kunne man ikke drømme om at skrive om dansk, fordi det dels var enkelt og uakademisk, dels var et klart værdiudsagn. Herhjemme er man alt for bange for at missionere, selvom det ikke kan undgås, at skolen er én stor missionsanstalt, siger Bertel Haarder.