Sluk telefonen og nyd maden

Caféer og restauranter er så trætte af gæster, som har travlt med at tale i telefon og tjekke beskeder, at de indfører forbud mod mobiler og bærbare computere. Sociolog mener, at nærvær og autenticitet er på vej tilbage på dagsordenen

Flere caféer og restauranter er begyndt at indføre forbud mod at tale i telefon og tjekke beskeder, imens man spiser.
Flere caféer og restauranter er begyndt at indføre forbud mod at tale i telefon og tjekke beskeder, imens man spiser. .

Sluk mobilen og lad den bærbare computer blive i tasken. Nyd i stedet serveringen og de mennesker, som du er i selskab med.

Caféer og restauranter er så trætte af gæster, som har travlt med at tale i telefon og tjekke beskeder, at de indfører forbud mod mobiler og bærbare computere.

På Svinkløv Badehotel i Nordjylland siger indehaver Lise Emborg, at hendes gæster kommer for at finde ro, og det er svært, hvis det bimler og bamler rundt om ved bordene i hotellets restaurant. Derfor fortæller et skilt på døren, at det ikke er tilladt at tale i mobiltelefon.

LÆS OGSÅ: Sluk mobilen og søg ind i kunsten

Jeg er selv meget nærtagende med lyde og gider ikke lægge øre til 117 forskellige ringetoner. Samtidig hjælper vi gæsterne til ikke hele tiden at synes, de skal holde sig opdateret, siger Lise Emborg.

En gang imellem sker det alligevel, at en telefon ringer, og så får gæsten besked om at gå udenfor.

Smser gør jeg ikke så meget ved, men da der i sommer sad otte midaldrende gæster med hver sin lydløse mobil på bordet og tjekkede beskeder, gik jeg hen til dem og sagde: Det må være dejligt at sidde over en god middag og tale så meget sammen, siger Lise Emborg.

Hos Enghave Kaffe på Vesterbro i København har det siden ugens begyndelse været forbudt at medbringe bærbare computere. Caféens ejer, Allan Schøneberg, havde ellers udstyret den nyåbnede café med ekstra mange stikkontakter.

Men da jeg en dag så, at der sad ni mennesker med hver sin laptop, kunne jeg mærke i maven, at det ikke var det, jeg havde drømt om. Der var jo ingen at tale med, for de sad begravet bag skærmen nogle endda med hovedtelefoner, siger Allan Schøneberg.

På værtshuset Cykelstalden ved Østerport Station besluttede ejeren, Mogens Pedersen, for flere år siden, at gæsterne ikke må tale i mobiltelefon.

Vi indførte forbuddet, fordi en del gæster klagede over, at de skulle lægge øre til alt muligt ligegyldigt. Når man er på værtshus, er det meningen, at man skal tale sammen og ikke i telefonen, siger Mogens Pedersen.

Sociolog Emilia van Hauen mener, at de mobilfrie zoner vil få følgeskab af en generel voksende bevidsthed om at stille klarere regler for, hvornår man er på.

Det ligger i tiden, at vi skal være autentiske og nærværende, og derfor vil der komme en større accept af, at det er i orden at sige i aften er det kun dig og mig. Totale forbud bliver der langt imellem, men der vil komme en større bevidsthed om, hvornår man lader sig forstyrre, siger hun.