Bjarne Nielsen Brovst udsendte i 1988 den såkaldte romanbiografi Jeppe og Marie om forholdet mellem digterne Jeppe Aakjær og Marie Bregendahl, skildret på baggrund af mere end 3000 indtil da ikke offentliggjorte breve. Bogen er kommet i hele fem oplag, det seneste fra 2012, og har yderligere dannet grundlag for to teaterforestillinger.
I dag følger så en ny romanbiografi over samme tema. Og atter udgøres fundamentet af breve udvekslet mellem de involverede, dog ikke udelukkende hovedpersonerne. Det drejer sig om over 100 ukendte breve, der er blevet overdraget forfatteren og har gjort det muligt for ham at skrive denne fortsættelse, som følger Aakjær og Bregendahl og deres meget forskellige livsforløb fra 1895, hvor den forrige bog sluttede, frem til deres død i henholdsvis 1930 og 1940.
LÆS OGSÅ: Goethe bliver så moderne, at man må protestere
At de to digtere er modsætninger, fremgår allerede af deres portrætter på omslaget, den selvbevidste og tydeligvis kampberedte Aakjær ved siden af den mere indadvendte Bregendahl, hvis træk både synes at røbe styrke og en tilbøjelighed for melankoli.
Formen er den sædvanligehos Brovst: Han lægger et materiale frem og sætter det ind i en sammenhæng, og lige så lidt som i sine tidligere bøger frygter han lange citater. Man kan hævde, at det er den letteste løsning, men det er altså også den, der giver læseren bedst mulighed for selv at danne sig et indtryk af de skildrede tildragelser.
Egentlig er det ganske træffende at kalde bogen en romanbiografi. Brovst er i sine regibemærkninger og kommentarer ikke alene den nøgterne historiker, der holder sig strengt til, hvad kilderne fortæller, nej, han står samtidig ved sit personlige engagement og er selv til stede i den historie, han præsenterer for læseren. Han tillader sig romanforfatterens indlevelse i stoffet.
Jeg er din, du er min så længe vore hjerter vil, sagde Jeppe Aakjær til Marie Bregendahl på Stoholm Station i Salling den 1. februar 1889. Klokken var 9.43. Skelsættende klokkeslæt glemmes aldrig!
Men det var en vanskelig kærlighed. Alene standsforskellen gjorde den vanskelig. Skønt fra samme sogn var der en verden mellem dem: Hun var datter af en velhavende gårdmand, han søn af en fattig hedebonde. Trodsende de herskende normer faldt hun pladask for den unge Jeppe med det flagrende hår og det gode snakketøj og brød fire års forlovelse med den velbeslåede mand, der skulle have været hendes garanti for en fremtid uden slingrekurs. Bruddet rejste familiens fordømmelse af hende.
Ifølge Bjarne Nielsen Brovst kom Marie Bregendahl og Jeppe Aakjær sig aldrig over den seks år lange kamp, de måtte igennem for at få hinanden. Og da de endelig nåede derhen, hvor de som udgangspunkt gerne ville, var det for sent: Deres kærlighed var får vi at vide slidt op. Gift blev de ikke desto mindre. Netop som de havde besluttet at forlade hinanden, opdagede Marie nemlig, at hun var gravid. Det ægteskab, som dermed var et krav, blev imidlertid opløst allerede i 1895. I modsætning til Jeppe Aakjær blev Marie Bregendahl ikke gift igen. Hun levede sammen med sin og Aakjærs søn indtil 1916 og derefter alene. I stor ensomhed fastslår Brovst.
Ofte havde hun det svært, med overvejelser om selvmord til følge.
Skyggerne efter skilsmissen var lange. Begge parter var forbitrede over den. Og de kom aldrig forbi den. Brovst tror ikke på Aakjærs forsikring i sine erindringer om, at han gjorde. Om Bregendahl hedder det, at hun aldrig blev befriet for kærlighedens smerte. Og videre, at der næppe er én af hendes romaner, der ikke er præget af den.
Det er netop de lange skygger og de dybe følelser der gør historien gribende: historien om to mennesker, der først måtte kæmpe for at få hinanden og derefter for at komme fri af hinanden. Den grumme pointe er, at ingen af delene lykkedes.
Uden at påstå, at Bjarne Nielsen Brovst vil fremhæve den ene digter på den andens bekostning, kan man konstatere, at en stor del af hans sympati er hos Marie Bregendahl. Det fremgår blandt andet af en lille passage, hvor han lader hendes handel med honning få symbolsk perspektiv. Det sker med disse ord: hun formidlede altid honning, Aakjær altid ramsaltet kritik, der blev endnu skarpere, da Efterladte Erindringer udkom i 1934.
Efter bruddet med Aakjær kunne Marie Bregendahl stadig glæde sig over hans succes. I et brev fra 1908 skriver hun, noget knudret: (...) jeg har nu ikke andet, der kan forsone mig med den skæve Vending, Aakjærs og mit Samliv tog i det hele taget og mit halvforspildte Liv, end dette at se, at jeg ikke tog Fejl i min Ungdomskærlighed, men at Aakjær var saa stor, som jeg i min beundrende Kærlighed saa i ham.
Hendes breve er næsten alle som dette holdt nede i et dæmpet, hverdagsnært stilleje. En bestræbelse, hun just ikke havde fælles med Aakjær, der kunne udtrykke sig temmelig svulstigt og poserende. Tilsyneladende var det ham meget om at gøre, at modtagerne ikke glemte, at han var digter.
Men kraften i hans følelser kan man ikke tvivle på, i særdeleshed ikke når man læser følgende linjer fra et brev til Marie Bregendahl fra 1899: Du var min Helligdom. Jeg tænkte kun paa dig, jeg kendte dig næppe til Knæerne, og jeg rørte aldrig ved dig uden min Haand skjalv; jeg gik hjem med dig over Ageren i Maanenætter; jeg maatte standse hundrede Gange for at kysse dig.