Birgit Bertung, mag.art. og forfatter, Frimestervej 51, 4. tv. København
AT DEN indrømmelse, Søren Kierkegaard efterlyste i 1855, blev givet af Københavns biskop i 2013, burde være slået stort op i 200-året for filosoffens fødselsdag og ikke godt gemt i en kort artikel i Kristeligt Dagblad den 20. september.
Kierkegaard satte sin kamp mod kirkeinstitutionens usande fremfærd i gang, da biskop Martensen kaldte den netop afdøde biskop Mynster et sandhedsvidne. At der skulle gå så lang tid, inden dette blev tilbagevist fra officiel side, viser igen, hvor langt forud for sin tid Kierkegaard var.
Selvfølgelig er ingen mennesker og slet ikke en biskop i en dyr bispekåbe med fløjel og silke et sandhedsvidne, nemlig et menneske, som vidner om sandheden i selve den måde, det lever sit liv på.
LÆS OGSÅ:Kristendom er ikke bare en forsagelse af verden
Der er ikke tale om et martyrium, som artiklen hævder, men blot om, at ingen mennesker er ideale. Det er absurd ikke at ville indrømme det. Det ideale er det, vi kalder Gud.
Hos Kierkegaard er der en kvalitativ forskel på Gud og menneske, og kun Kristus-skikkelsen kunne leve op til at være et sandhedsvidne, da han netop, ifølge evangelierne, realiserede næstekærligheden i sit liv, og Kierkegaard derfor kalder ham gud-mennesket. Han er således et paradoks, en modsigelse ifølge logikken. Han gjorde nemlig Guds ord om kærlighed til virkelighed, til trods for at ord og virkelighed er to modsatte kategorier. Ordet eller begrebet om for eksempel en million kroner er jo unægtelig noget helt andet end at stå med den i en taske.
Hvis intentionen fra Eberhard Harbsmeier var at opfordre nutidens biskopper til at give Kierkegaard et modspil, så er han ikke på bølgelængde med ham. Det synes Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, derimod at være, når han både giver ham ret og finder ham morsom.
Man skal nemlig ikke tage Kierkegaard alt for bogstaveligt, men han har jo ret i, at det ydre ikke er det indre sådan uden videre tværtimod mener han, at jo flere ydre falbelader, jo mindre sande indre holdninger.
Kierkegaard harcelerer derfor for eksempel over de geistliges lange klæder, man kan skjule sig bag. I dag koster en præstekjole vist nok 20.000 kroner, og hvor mange julekurve til fattige familier kunne man ikke få for blot en enkelt præstekjole for slet ikke at tale om bispekåber til op imod 100.000 kroner? Hvorfor overhovedet holde fast ved en tilfældig middelalderdragt, der oven i købet har en utrolig dyr og besværlig krave, som nogen skal spilde deres tid på ?
Hos katolikkerne står det endnu værre til, da de generelt lægger større vægt på det ydre. Alene kardinalernes dragter kunne sandsynligvis konverteres til vand og elektricitet til adskillige fattige afrikanske landsbyer, og dét ville være en sand kærlighedens gerning.