Forfølgelse af kristne minoriteter er uacceptabelt

Rettigheder kan ikke gradbøjes, skriver udenrigsminister Villy Søvndal (SF)

Udenrigsminister og formand for SF Villy Søvndal fotograferet på sit kontor. 2012.
Udenrigsminister og formand for SF Villy Søvndal fotograferet på sit kontor. 2012. Foto: Søren Staal.

Debatindlæg af Villy Søvndal (SF), Danmarks udenrigsminister

SPØRGSMÅLET OM forfølgelse af kristne verden over er i øjeblikket til debat. Ikke kun i Danmark, men også i forbindelse med FNs 68. generalforsamling i New York, hvor jeg i skrivende stund leder den danske delegation.

Regeringens linje er klar: Menneskerettighederne kan ikke gradbøjes. Alle minoriteters rettigheder skal respekteres, det gælder også religiøse mindretals rettigheder.

Forfølgelse af kristne minoriteter er uacceptabelt, uanset om den foregår i Mellemøsten, i Afrika eller i Østen. Religionsfrihed er en af de helt grundlæggende menneskerettigheder. Dette er noget, jeg som udenrigsminister lægger stor vægt på uanset hvem jeg taler med og i hvilke fora.

Jeg har ved flere lejligheder fordømt overgreb på kristne, senest søndag den 22. september i forbindelse med det afskyelige angreb mod en kristen kirke i Pakistan.

I New York står menneskerettigheder højt på dagsordenen. Jeg er stolt over Danmarks høje profil i forhandlingerne om religions- og trosfrihed. Det samme gælder i Menneskerettighedsrådet, hvor Danmark er blandt de aktivt støttende delegationer, når EU årligt fremlægger resolutionen om religionsfrihed, der sikrer mandatet for FNs specialrapportør for religions- og trosfrihed.

TEMA: Kristenforfølgelser

EU forhandler som en stærk og enig enhed, hvilket gør, at der bliver lyttet til os. Netop i år har jeg sammen med de øvrige EU-udenrigsministre vedtaget omfattende retningslinjer for EUs arbejde med tros- og religionsfrihed.

I det hele taget er jeg optaget af de internationale mekanismer, som skal overvåge efterlevelsen af menneskerettighederne. Det gælder både inden for FN-systemet og inden for rammerne af EU, hvor netop beskyttelse af religiøse mindretal har stået højt på dagsordenen, ikke mindst efter omvæltningerne i den arabiske verden.

VIDEODEBAT: Hvordan skal det gå for Mellemøstens kristne?

JEG HAR BEMÆRKET, at der er kommet beskyldninger mod regeringen og mig personligt for ikke at gøre noget for at hjælpe de kristne minoriteter i lande med et muslimsk befolkningsflertal.

Det vil jeg gerne ramme en pæl igennem. Fra regeringens side fører vi tværtimod en aktiv indsats gennem vores bistand for at fremme religiøse mindretals rettigheder.

Gennem Det Arabiske Initiativ arbejder vi aktivt for at fremme dialog og forståelse. Vi har blandt andet støttet Danmission i organisationens arbejde for at sikre større tolerance, accept af anderledes tænkende og gensidig respekt. De træner for eksempel unge med forskellig religiøs baggrund fra Egypten, Syrien og Libanon i tværkulturel og interreligiøs dialog.

Gennem Danske Kirkers Råd har vi også støttet den såkaldte Kontaktgruppe for Muslimer og Kristne, oprettet af Danske Kirkers Råd og Muslimernes Fællesråd med det formål at fremme fredelig sameksistens mellem kulturer og religioner.

Et tredje eksempel er indsatserne for at fremme dialog gennem Dansk-Egyptiske Dialog Institut (DEDI). Instituttet holder blandt andet kurser for egyptiske og danske journalister i at skrive objektive nyhedshistorier. En saglig, nøgtern og fordomsfri presse er et særdeles vigtigt instrument til at undgå sekterisk splittelse og had.

Også i Irak fortsætter vi en mangeårig indsats for at fremme forsoningsprocessen og beskyttelsen af religiøse og etniske minoriteter. Danmark har bidraget til at styrke det irakiske menneskerettighedsministerium og dets arbejde med fokus på udsatte grupper.

Danmark har også været vært for dialogmøder med deltagelse af højtstående ledere fra alle væsentlige religiøse samfund. Det var i 2008 og 2011. Den nuværende regering medvirker til, at der arrangeres en opfølgende konference som del af den religiøse dialogindsats i lyset af den aktuelle situation i Irak.

Ud over regeringens konkrete indsatser har jeg ved flere lejligheder offentligt udtrykt bekymring over de kristne mindretals situation i eksempelvis Egypten, Syrien og Irak.

DET ER DERFOR helt forkert, når det hævdes, at vi fra regeringens side ikke gør noget for at hjælpe de kristne minoriteter i lande med et muslimsk befolkningsflertal.

Samtidig vil jeg gerne tilføje, at det er helt afgørende, at vi fortsætter med at understrege behovet for beskyttelse af alle mindretal, herunder religiøse og etniske mindretal.

LÆS OGSÅ: To selvmordsbomber dræber 78 ved pakistansk kirke

Vi må ikke havne i en situation, hvor Danmark alene taler de kristnes sag, mens vi ser igennem fingre med for eksempel andre religiøse minoriteters problemer. Det vil heller ikke være i de kristne minoriteters interesse.

Målet er, at alle, uanset religiøst tilhørsforhold, først og fremmest anses for at være lige borgere i deres fælles stat.

I Folketinget har vi i det store hele lagt en fælles linje i disse spørgsmål. Skiftende danske regeringer har allerede gjort en stor indsats. Det har været med til at give Danmark en klar stemme internationalt. Også derfor er det ærgerligt, når enkelte oppositionspolitikere forsøger at tegne et banalt dem og os-billede.

Jeg vil derfor opfordre til, at vi i Folketinget bruger kræfterne konstruktivt og indgår i en dialog om, hvordan vi bedst fortsætter og udvikler vores indsats for at sikre de kristnes rettigheder. En sådan dialog tager jeg meget gerne.


GRAFIK: Kristenforfølgelser globalt set: De farligste steder