Skal abortgrænsen sænkes, hæves eller skal vi lade den være i slutningen af uge 12, som den har været det i præcis 40 år? Der er både forhold, der taler for det ene og det andet, påpeger Jacob Birkler, formand for Det Etiske Råd, der er ved at lægge sidste hånd på sin kommende bog om provokeret abort.
De fosterdiagnostiske teknologier, som det offentlige tilbyder alle gravide, primært efter uge 12, kan afsløre mere og mere. Med dem kan man finde alvorlige sygdomme. Og det kan være et argument for, at grænsen for fri abort skal rykkes til uge 18 som i Sverige.
LÆS OGSÅ: Skolerne kan være med til at sænke aborttallet
Men samtidig kan man argumentere for, at grænsen skal rykkes ned. For de seneste år er der kommet diverse test, hvor man kan afsløre barnets køn allerede omkring uge 10, og samtidig kan man på et meget tidligt stadie teste for potentielle genetiske sygdomme.
For 40 år siden handlede debatten om kvinders rettigheder og oplysning om prævention. Men debatten har rykket sig. Selvom loven er 40 år, er den ikke blevet ændret særlig meget. Det betyder, at den er udfordret ikke bare af debatten, men i den grad også af teknikken. For vi kan meget mere i dag. Der går ikke mange uger, efter at en kvinde er blevet gravid, før et tilbud om fosterdiagnostik dumper ind ad brevsprækken. Og langt de fleste takker ja til det tilbud, siger Jacob Birkler, der peger på, at man i dag ikke er i lykkelige omstændigheder til den dag, man føder:
For man skal træffe tilvalg eller fravalg på grund af risiko for eller reel viden om, at ens barn har en alvorlig sygdom. Takket være teknologien. De invasive undersøgelser som fostervandsprøve og moderkagebiopsi ligger typisk fra 12. til 18. uge. Og i og med at vi tilbyder disse fosterdiagnostiske undersøgelser fra det offentliges side, mener mange også, at det vil være naturligt, at abortgrænsen flyttes til 18. uge som i Sverige. Det mener jeg ikke. For man kan stadig søge om at få abort, hvis det viser sig, at man skal have et alvorligt sygt barn, og det får langt de fleste tilladelse til at få i uge 13, 14 og 15. Måske er det et endnu større problem, at nogle vil vente med at få en abort. For fosteret vokser meget fra 12. til 18. uge.
Men mens den teknologiske udvikling kan tale for at hæve grænsen, er der en anden udvikling eller tendens der taler for, at grænsen skal sættes ned. For i løbet af få år vil man få mulighed for meget tidligt både at få kortlagt barnets disponible genetiske sygdomme og barnets køn bliver det en dreng eller en pige?
LÆS OGSÅ: Et menneskesyns død
Kortlægningen af genetiske sygdomme er i sin vorden. Afsløring af kønnet er allerede en realitet, da man meget nemt kan bestille en kønstest med et par klik med musen på udenlandske hjemmesider.
De teknologiske løsninger er på vej, men indtil videre er det ikke udbredt på det private marked i den forstand, at de bliver tilbudt til gravide. Men det kommer. Man kan i dag give sit barn en gentest i dåbsgave, og den test kan så i fremtiden allerede tages, inden barnet fødes. Når det handler om kønstest, ved vi ikke, hvor mange der får abort på baggrund af de test. Jeg tror, det er meget få, men det er en udvikling, vi skal være opmærksomme på. Man kan sagtens forestille sig forældre, der i forvejen har to drenge, men som gerne vil have en pige og derfor tager en kønstest og får en abort, fordi de ikke vil have en tredje dreng. Som loven er i dag, er det helt legalt. Vi har fri abort indtil udgangen af 12. uge. Man skal ikke give nogen begrundelse for, hvorfor man får abort i princippet kan man få abort, fordi man mener, at barnet får et forkert stjernetegn, siger Jacob Birkler og tilføjer:
Vi har ikke løst problematikken med abort, bare fordi vi har fået fri abort. Det rejser selvfølgelig vigtige etiske dilemmaer, at man vælger børn fra på grund af sygdomsrisiko og noget så normalt som køn dilemmaer, som man ikke kan løse men vi må forsøge at håndtere dem. Vi er i en æra, hvor det ikke bare drejer sig om at få et barn. I dag drejer det sig om at få et bestemt barn familieplanlægning er noget helt andet i dag, end det var for 40 år siden.
En ny metode, der ikke er kommet til Danmark endnu, men som læner sig op ad problematikken om at skabe det rigtige barn det perfekte barn ved at vælge til og fra, er metoden, hvor man skaber et såkaldt virtuelt barn. Altså ikke et rigtigt barn, men et portentielt set virkeligt barn, hvor kvinden matcher sin egen genetiske profil med en fremmed mands genprofil for at se, om hun gerne vil have et barn med manden.
Den metode får Jacob Birkler til igen at understrege, at familieplanlægningen er under stærk forandring hele tiden. Og af denne forandring spirer hele tiden nye etiske dilemmaer frem:
Når en kvinde skal modtage sæd fra en donor, vil hun via sædbankens kataloger på internettet kunne matche sin egen genetiske profil med donors genetiske profil og lave et virtuelt barn, inden det overhovedet bliver skabt. Så kan man se, hvilke sygdomme dette barn sandsynligvis kommer til at kæmpe med, og man kan så fravælge barnet, hvis ikke man mener, at det er det optimale genetiske match. Mange vil sige, at det jo ikke er en abort, og at det er bedre, at det aldrig blev til en virkelig graviditet, end at barnet rent faktisk kom til verden med en eller flere genetiske sygdomme. Det giver god mening. Omvendt er det endnu et eksempel på ønsket om et bestemt barn, som er endnu en udvikling, der kalder på en debat. En debat, som også bør handle om vores ophav, og hvad det er vi søger, siger Jacob Birkler og tilføjer:
For der er mennesker, der rent faktisk lever med de genetiske sygdomme. Og dem risikerer vi at stigmatisere, hvis vi samtidig vælger disse mennesker fra allerede inden en kvinde overhovedet er gravid.
Jacob Birkler mener nu ikke, at det er grænsen for fri abort i uge 12, der er den interessante grænse at tale om. For der gives alligevel tilladelse til de fleste aborter i ugerne lige efter uge 12, påpeger han.
Mere relevant er det at kaste blikket på tallet 22. For fra den uge er der tale om et barn. Det besluttede man for 10 år siden - af hensyn til forældrene, som på det tidspunkt i graviditeten kan have en følelse af at tabe et barn, hvis de aborterer. Tidligere var grænsen i uge 28.
Fra uge 22 er det pludselig blevet et menneske, og mennesker må vi ikke slå ihjel. Men der er stadig provokerede aborter efter uge 22. Dengang fokuserede man bare ikke på den omstændighed, at man foretager sene provokerede aborter efter uge 22. Og det problem bliver ikke mindre af, at og man i dag i princippet kan redde liv helt ned til uge 22, hvis kvinden føder for tidligt, siger han og fortsætter:
Man må afbryde livet i livmoderen efter uge 22, men ikke uden for livmoderen. Det er et dilemma. Spørgsmålet er, om det er et problem? Det mener jeg ikke. For vi skal passe på, at vi ikke bare fokuserer på ugegrænser. Når der gives tilladelse til abort efter uge 22, er det fordi, der enten er tale om meget alvorlige misdannelser, eller fordi kvindens liv er i fare. Og når man redder liv i uge 22, så er det noget, man gør i dialog med forældre og i særdeleshed også ud fra fosterets tilstand nogle fostre kan leve fra uge 22 andre vil ikke kunne overleve.