Meget er der blevet skrevet om jødernes flugt i hine oktoberdage for 70 år siden. Der er indhentet personlige beretninger. Andre har set med kritiske briller på de beløb, fiskerne opkrævede for sejladserne. Man har beskrevet mareridtene for de internerede i Theresienstadt. De seneste par år har man rettet sigtekornet ind mod de mange børn, som jøderne efterlod hos tilfældige borgere. Mange sten er blevet vendt. I sin nye bog kommer Bent Blüdnikow ind på mange af de ovenstående emner, men han gør det med blikket vendt indad.
Med sin fars dagbog som væsentlig kilde er Blüdnikow gået på jagt efter nye vinkler på flugten i 1943. Vidner er blevet interviewet, og sammen med dem og sin far, Benjamin, fortæller Blüdnikow om flugten og optakten fra et jødisk perspektiv. Det er der kommet en overordentlig interessant bog ud af.
LÆS OGSÅ: Det syge rampelys
Familiehistorien er bærende i bogen. Faderen taler ud og tak for det. Det er blevet sagt før: Førstehåndsvidnerne til holocaust eller verdenskrigen bliver færre og færre. Langtfra alle har fortalt om deres oplevelser, og jo mere historikere kan samle ind med kildekritisk sans, desto bedre er det. Det er her, vi kommer ned på et mikrohistorisk niveau, og historien for alvor får saft og kraft. Med faderens fortælling kommer læseren helt tæt på den latente fare, som vitterlig var til stede, selvom nogle historikere forsøger at nedtone den.
Det kan være vanskeligt, om ikke umuligt, at sætte sig ind i den fare, de danske jøder blev udsat for i 1943, og den anspændthed, de måtte leve med i tiden op til. I dag ved vi, at den tyske besættelsesmagt havde en skjult dagsorden, da Werner Best sørgede for at varsko om jødernes snarlige internering. Angsten, som jøderne, modstandsfolk, fiskere og de mange andre hjælpere må have følt, har været reel. Reel blev den i hvert fald for historikeren og journalisten Bent Blüdnikows far.
Sammen med ni andre befandt Benjamin Blüdnikow sig en oktobernat i en lille robåd på vej til Sverige. Båden var dårligt valgt. Et par kilometer fra Sveriges kyst havde den taget så meget vand ind, at den kæntrede. Natten var kulsort, og de flygtende lå spredt i vandet. Halvanden time lå Benjamin i vandet, inden de blev samlet op, men i stedet for at blive sejlet til Sverige blev de sat af i Helsingør. Flugten kunne dermed fortsætte. Men kun for syv af dem. Døden indhentede de andre tre.
Sådan kan man kort fortalt redegøre for kernefortællingen i bogen. Den skæbnesvangre begivenhed på Øresund er bogens omdrejningspunkt. Det er den, der konstant perspektiveres frem og tilbage til. Blüdnikow formår at flette flere historier ind i sin fortælling. Nogle vil måske mene for mange, og det er da også bogens svaghed, at forfatteren vil så meget på så kort plads.
I flæng kan nævnes jødernes indvandring i begyndelsen af det 20. århundrede, deres etablering og integration, flugthistorier, Den danske Brigade og så videre. Ikke desto mindre er sidefortællingerne vigtige. For gennem dem får vi det fulde jødiske perspektiv på plads.
Det jødiske perspektiv lægger op til en diskussion om den jødiske indvandring fra Østeuropa og ikke mindst antisemitismen i Danmark. Sidstnævnte var tæt på fraværende, og det er måske den vigtigste enkeltfaktor for redningsaktionens succes. Derfor er det blandt andet vigtigt at få sat forhistorien på plads.
Den danske antisemitisme var i hovedsagen koncentreret omkring tidsskriftet Kamptegnet. Bladet og dets redaktør bar sig så kluntet ad, at selv den tyske besættelsesmagt blev træt af dets tone. Det så trods alt ikke godt ud, da direktør Daell og dennes jødiske sekretær bragte bladets redaktør for domstolen og oven i købet vandt sagen.
Fundamentet for, at denne sag overhovedet kunne ende foran en dommer, var samarbejdspolitikken, som Blüdnikow har det vanskeligt med. Den var i Blüdnikows optik noget af et paradoks. På den ene side frelste de danske politikere jøderne, men omvendt forsøgte politikerne ikke at forhindre forfølgelser andre steder. Det er der ikke meget nyt over. Forfatteren nuancerer det dog ved at inddrage de jødiske ledere i ligningen. De prioriterede roen og ønskede ikke tyske jødiske flygtninge i Danmark.
Blüdnikows bog er et velkomment bidrag til de mange hyldemeter, som vi efterhånden har om besættelsestiden. Bagsideteksten kalder beretningen gribende, og det er i al sin enkelhed det bedst dækkende ord om bogen. Sproget flyder. Tonen er afdæmpet. Analyserne og diskussioner klare. Bøger med et stærkt personligt engagement kan nemt blive overdrevnt sentimentale. Det er den ikke. Derimod bliver den i kraft af sin levendegørelse af flugtens farer en af de bøger, vi kan vende tilbage til, når vi skal berette om jødernes flugt for skoleelever, børn og børnebørn.