Tre ud af seks stjerner
Spørgsmålet er, om alle bøger kan omskabes til teater? Det er svært at vriste sig fri fra fornemmelsen af, at Dostojevskijs Onde ånder har det bedst på papir. Eller er det historien om de for mange kokke, der fordærver maden? Med en original dramatisering af selveste Albert Camus, versioneret for scenen af Andrzej Wajda og nu endelig bearbejdet til Det Kongelige Teater af forestillingens instruktør, Alexander Mørk-Eidem.
Ikke at Onde ånder er en håbløs forestilling, det er den ikke. Men den drukner os i ord, og selvom vi undervejs i de tre en halv time kommer gispende op til overfladen for at trække luft, er det aldrig nok til, at man går virkelig beriget og beruset fra teatret. Snarere er man forvirret, som når hjernen har fået for lidt luft.
LÆS OGSÅ: Det hele handler om sex og penge
Som i et forvrænget dukkehus inddelt i tre nærmest freudianske lag af samfundet åbner scenen og stykket sig for publikum i Christian Friedländers storladne scenografi. Den vulgære overklasse oppe hos de voksne med deres drinks, flirten og ligeglade adfærd. Med den ekstremt rige Varvara Stavrogin som værtinde sekunderet af hendes logerende, den skamløst selvcentrerede Stepan Trofimovitj, spillet utroligt morsomt og barnligt forkælet af Henning Jensen.
Varvaras søn, Nikolaj, hører nok til hos de privilegerede, men han flirter både med de farlige intellektuelle, der er anført af Stepans fortabte og forviste søn, Pjotr, og med de udstødte, hvor hans hemmelige hustru, Maria, befinder sig sammen med sin bror. De to grupper danner tilsammen revolutionens fortrop. Eller hvad det nu er, de skaber. For grundlæggende er Pjotrs eneste vision at tilintetgøre Det, der kommer bagefter, det rager mig, som han selv siger.
Men destruktion kan også være tiltrækkende nok på en gruppe unge, der ikke har andet mål med tilværelsen. Og det har de ikke hos Dostojevskij, ikke mindst fordi de i så udstrakt grad har valgt at erklære sig som nihilister. Men uden tro ingen virkelig mening. Der er Pjotrs hævndrevne, gennemførte onde idéer en lige så god mulighed som at vælge idealismen og den gode fremtid.
Scenografien og kostumerne svæver i en slags tidløshed, men flirter mest med 1970erne, hvad der giver god mening i forhold til stykkets revolutionære indhold og opgøret mellem forældre og børn.
En djævelsk charmerende og farlig Nicolas Bro er revolutionens bagmand og historiens fortæller så alt er farvet af hans ondskab. Et fascinerende valg, hvis ikke det var, fordi det med at have en fortæller bare aldrig er det bedste sceniske valg.
Hans modpart og bonusbror, Nikolaj, bliver af Jakob Cedergren spillet med en tilbagelænet træthed. Mere end en mand, der vil noget, virker han, som om han har opgivet?
Omkring de to er et hav af skuespillere til at fylde det brogede karaktergalleri, som de store russiske romaner har. Meget velspillet altsammen, men læg især mærke til de fire unge, der er udlånt fra Statens Scenekunstskole (tidligere Statens Teaterskole). De viser noget talent, der lover rigtig godt for fremtidens teater.