Selvportrætter: På grænsen mellem narcissisme og anerkendelse

Det bunder i et naturligt behov for anerkendelse, når vi lægger billeder af os selv ud på internettet. Men der er langt fra Picassos fragmenterede selvportrætter til den glatpolerede facade, som mange viser frem i dag

Selvportrætter
Selvportrætter. Foto: Camera PressGyemes, John Macdougall, Iris.

Det har aldrig været nemmere at fotografere sig selv: Hold kameratelefonen i armslængde, læg ansigtet i dets flotteste folder og forevig øjeblikket. Bliver resultatet ikke som ønsket, knipses bare et eller ti selvportrætter mere, før det helt rigtige billede kan lægges ud på internettet for hele verden at se.

Fænomenet betegnes selfie og udgør ifølge en ny undersøgelse fra telefoniselskabet Samsung nu 30 procent af alle digitale fotografier taget af unge i aldersgruppen 18-24 år. Fotografernes foretrukne motiv er, med andre ord, dem selv.

Hvis man tror, det udelukkende drejer sig om narcissisme, tager man fejl, mener Bent Fausing. Han er lektor i æstetik og visuel kommunikation ved Københavns Universitet og forsker blandt andet i, hvad den digitale tidsalder betyder for fotografiet.

LÆS OGSÅ: Mennesket som sit eget kunstværk: Fortabt i narcissismens vildnis

Man søger den personlige anerkendelse. Det er et helt naturligt, menneskeligt behov, som starter meget tidligt i livet. Hvis et lille barns smil til forældrene ikke gengældes, går det ud over selvtilliden. Det samme behov for anerkendelse og selvtillid gælder også senere i livet, forklarer lektoren og henviser til den tyske socialfilosof Axel Honneth, som især er kendt for sin anerkendelsesteori.

Axel Honneth ser mennesket som et anerkendelsessøgende væsen og mener, der findes tre former for anerkendelse: Den sociale, den juridiske og den personlige.

Tidligere har vi kæmpet meget for de juridiske og sociale rettigheder, som vi efterhånden har fået. Men vi har ikke koncentreret os så meget om os selv og vores egen personlige anerkendelse. Derfor kommer det så kraftigt nu. Eksempelvis i form af den her bølge af selvportrætter på internettet, siger Bent Fausing.

Teknologien har sørget for, at vejen til de mange selvportrættørers anerkendelse er kortere end tidligere. Væk er selvudløserknappen, hvor man havde ti sekunder til at løbe hen foran kameraet, mens man febrilsk forsøgte at rette på både skjortekrave og sideskilning. Det er heller ikke nødvendigt at bede en ven eller en fremmed på gaden om at tage det akavede portræt foran turistattraktionen. Fordi linsen på de nyere kameratelefoner sidder på samme side som displayet, er det næsten umuligt at blive fanget i et mindre flatterende øjeblik. Med mindre man ligefrem ønsker det.

Det er det, der er drivkraften bag billederne. Man bestemmer selv, hvordan man vil tage sig ud, hvilket udtryk, man ønsker at give. Det er egentlig en stor tillidserklæring, når man giver en anden person lov til at portrættere og tolke én. Det vil jo altid være den anden persons tolkning af dig, fortæller Bent Fausing.

Nu er man overladt til sine egne øjne. Og der er vel ikke nogen, der ser en persons nuancer bedre, end personen selv.

De nuancer og aspekter, som de portrætterede viser af sig selv på billederne, er dog meget ensformige, mener lektoren. Det er generelt et forskønnende, nærmest perfekt udtryk, fotograferne forsøger at skabe. Og spørger man Hans Jørgen Frederiksen, der er lektor i kunsthistorie ved Aarhus Universitet, er det ikke det perfekte udtryk, der er det interessante ved portrættet eller selvportrættet.

LÆS OGSÅ: Narcissismens nye udtryk

Kvaliteten står og falder med, om det er et relevant studium af den portrætterede. Ser man for eksempel et selvportræt af Picasso, kan det sagtens bestå af enkelte streger. Men man kan alligevel se, det er ham, fordi han får nogle væsentlige karaktertræk med af sig selv, siger Hans Jørgen Frederiksen.

Og det er netop det, de mange selvportrættører undgår, mener kunsthistorielektoren. Glansbilledet bærer selvfølgelig et aspekt af sandhed i sig. Men det er netop kun ét aspekt, fastslår han.

Sandheden kan muligvis være gruopvækkende. Men det er den, det handler om i hvert fald i kunsten. Og den får man kun frem, når man viser flere nuancer og aspekter af den portrætterede.

Men i tilfældet med selvportrætterne på internettet er det nok ikke kunsten, det drejer sig om, erkender Hans Jørgen Frederiksen. Det handler i stedet om selvpromovering, som også er et klassisk motiv med portrættet. I den forbindelse søger man også at dokumentere sit eget liv.

Man vil gerne vise, at her er jeg på det her tidspunkt af mit liv, forklarer Hans Jørgen Frederiksen.

LÆS OGSÅ: Jeg bliver set, altså er jeg

Ifølge Johnny Kondrup, der er professor i nordisk litteratur ved Københavns Universitet og har forsket i selvbiografien som genre, er der en helt essentiel forskel på, om man dokumenterer med henblik på offentliggørelse eller ej.

I det øjeblik, man skriver en selvbiografi, en dagbog eller lignende med henblik på trykning, træder der en instans ind, som er meget vigtig, nemlig selviscenesættelsen: Hvordan ønsker jeg at blive set? Og i det øjeblik kan man ikke gå ud fra, at det er en oprigtig og ærlig selvanalyse, siger Johnny Kondrup.

Han trækker en tråd tilbage til verdenshistoriens første selvbiografi, kirkefaderens Augustins Bekendelser fra år 398, når han peger på elementer, der gør en selvbiografi interessant.

Augustin skrev blandt andet om sin syndige fortid, før han blev kristen. Ligesom Augustin skal den moderne selvbiograf turde vise sprækkerne, fejlene og det uafklarede i sit liv. Man må erkende, at man ikke er et perfekt menneske og arbejde ud fra det, forklarer litteraturprofessoren.

For læseren eller modtageren er det vigtigt at kunne identificere sig selv med afsenderen, siger Johnny Kondrup. Læseren vil gerne kunne genkende sig selv, og det kan man ikke, hvis det er en perfekt og forfinet udgave af menneskets liv.

Hvis det er for poleret, reagerer modtagerne modsat. Så tænker de, det kan ikke være rigtigt, der må stikke noget under.

LÆS OGSÅ: Narcissisme er blevet en folkesygdom

Selvportrættørernes forfinede udtryk snyder derfor ikke nogen. Modtagerne ser i længden igennem facaden på de mange ensformige billeder. De gode hårdage, de lækre ferier og de misundelsesværdige resultater på skolen eller arbejdet. Og nu er det endda videnskabeligt bevist, at folk ikke kan lide de personer, som praler og fører sig for meget frem på deres profiler på de sociale medier. University of Birmingham i England står bag undersøgelsen, som viser, at man risikerer at skade forhold til venner, hvis man ofte lægger billeder op af sig selv. Netop fordi folk ikke kan relatere til personer, der har for stor fokus på selviscenesættelse.

Grænsen mellem et naturligt, menneskeligt behov for social anerkendelse og narcissisme er derfor hårfin, fortæller lektor Bent Fausing. Nogle bliver rastløse i deres søgen på anerkendelse og ender blot med at have mange billeder af sig selv. Selfiens udbredelse er dog et fint fænomen, fastslår han.

Vi bliver mere åbne og udtrykker os selv meget mere legende og eksperimenterende end før. Det kan godt være, at det lige nu er en facade, vi viser frem. Men jeg tror, at de fleste kan se igennem facaden og danne sig et godt indtryk af personen bag. Uanset hvad er det bedre at vise ét aspekt af sig selv end slet ikke at vise noget, siger Bent Fausing.