Gud brugte sine øjne, da han ifølge Det Gamle Testamente skabte alting og så, at det var godt. Han gav også mennesket øjne, da han skabte det i sit billede. Dengang kunne Adam og Eva se Gud i øjnene. Men syndefaldet ændrede deres syn på sig selv og Gud. De slog blikket ned, gemte sig og flygtede siden ud af Paradisets have. Men Jesus blev født, så folk igen kunne se Gud i øjnene.
I Thomasevangeliet kan man oven i købet læse om lysene i Jesu øjne, men det er Johannesevangeliet, der er blevet en del af Bibelen, og her irettesætter Jesus sin tvivlende discipel Thomas og siger, at han kun tror, fordi han ser, men salige er de, der ikke ser, men dog tror.
LÆS OGSÅ: Allan Olsen: Det er ikke alt, der rager alle
Paulus rammer således både håbet og fortvivlelsen i kristendommen, når han skriver, at vi endnu ser ind i en gåde, før vi skal kende Kristus ansigt til ansigt i Himlen. For hvordan kan man tro på en kærlig gud, man ikke kan se, når man kan se billeder af syriske børn i smerte eller danske børn, der bliver kørt ned i trafikken?
Det er et af hovedtemaerne på Jonas H. Petersens nye album med Hymns of Nineveh, der både fokuserer på den åndelige og den fysiske synssans med titlen Visions. Albummet har allerede fået de danske anmeldere til at juble. For Jonas H. Petersen synger også som en grædende engel, der lader tungens toner strømme ud i en sjældent smertefuld skønhed.
Kritikerne faldt allerede for hans himmelske stemme på hans første to album, der fik topkarakterer over hele linjen, ligesom et kristent musikmagasin i USA endda fremhævede det andet album fra 2011 som verdens bedste julealbum det år. Men efter de to roste album havde han brugt alle sine bedste idéer, så nu havde han brug for en ny kunstnerisk vision. Og det tog han meget bogstaveligt ved at skrive sange om visioner, fortæller han, da vi mødes i en rød sofa på hans pladeselskab på Frederiksberg for at tale om hans smukke lydbilleder:
Selvom jeg arbejder med lyd, har jeg altid haft en meget visuel tilgang til min musik. Jeg hører syner, når jeg skriver sange, siger han og slår en let latter op over den skæve sætning, der alligevel virker rammende for, hvordan musik kan forene forskellige sanser.
Og albummet er også én stor undersøgelse af, hvad det vil sige at se:
Jeg har læst, at synssansen faktisk former 70-80 procent af vores oplevelse af verden. Vi stoler på vores øjne. Forleden så jeg for eksempel en fotoserie af syriske børn i smerte. Dem kan man se, dem kan mine øjne registrere, men rent fysisk kan jeg til gengæld ikke se den kærlige Gud, som jeg tror på og gerne vil tro på. Og det er en smerte for mig, at jeg ikke kan se Gud. For det gør det sværere at finde ham i meningsløsheden, og det handler mine nye sange blandt andet om, siger Jonas H. Petersen, der er vokset op som missionærbarn og stadig finder sit livsfundament i kristendommen.
Det mærker man også i hans tekster, der er fulde af bibelreferencer og metafysiske billeder som for eksempel et gult øje, der rejser sig i horisonten, mens et barn bader sig i dets lys på stranden. Og et enkelt sted skriver han også om en mand, der bøjer sig ned og skriver i sandet, ligesom Jesus gjorde, men i sangen ser man kun manden bagfra.
For mig er kristendommen fuld af mystik, og jeg har tænkt manden, der skriver i sandet, som et billede på, at Gud er gådefuld. Man kan heller ikke se, hvad der står i sandet. Men jeg oplever, at Kristus viser sig i glimt, og det er en nøgle til at forstå alt, hvad jeg laver. For der er også glimt af håb i mine sange, men jeg stiller flere spørgsmål, end jeg giver svar. Men jeg deler meget ud af min egen sårbarhed, tro og tvivl på pladen. For den har taget lang tid at lave, og den har også været en del af min egen erkendelsesproces, siger Jonas H. Petersen, der har tænkt albummet som én sammenhængende fortælling, som selvfølgelig også kan spilles i popbidder i radioen.
Formmæssigt har han ladet sig inspirere af Inger Christensens sonetkrans Sommerfugledalen. For de 13 sange bindes sammen i den sidste sang, hvis tekst udgøres af de 12 foregående sanges titler og dermed samler alt, hvad han har set og sat spørgsmålstegn ved i løbet af pladen.
De fleste tekster er skrevet i jeg-form, men et enkelt sted kan jeget også forstås som Gud, der taler og synger, at han også har været som en engel, der er faldet.
Jeg lader det stå åbent, om det er Gud, der synger de linjer. Men det giver mig helt klart håb at tænke på, at selv Jesus kender til lidelse og meningsløshed, siger han og tilføjer:
Men jeg oplever alligevel hele tiden meningsløshed. Hver gang jeg ser død eller sygdom eller fattigdom omkring mig, oplever jeg meningsløshed. Hvis jeg bare ser tegn på livets forgængelighed, oplever jeg et tab af mening.
Hvad giver dig så tro?
Fællesskab. Vi kan ikke se ind i Guds øjne, men vi kan se ind i hinandens. Selvfølgelig kan man også bede til Gud og opleve ham i glimt på den måde, men jeg er overbevist om, at livets dybeste mening er det givende fællesskab. Det er fællesskabet, der kan give os mod på livet efter en begravelse. Og det er fællesskabet, der kan vise os Gud, når vi ikke kan se ham.