Polemik for 2000 år siden

I skriftet Mod Apion fører Josefus polemik mod forfattere, blandt andre Apion, der påstod, at jøderne ikke var et gammelt folk, at de nedstammede fra egypterne, og at Moses var en svag lovgiver

Polemik for 2000 år siden

Flavius Josefus levede fra 37 til cirka 100 e. Kr. Han var en af de militære ledere under jødernes krig mod romerne 66-73. Til sidst overgav han sig og kom med Vespasian tilbage til Rom, hvor han levede i tæt kontakt med kejserfamilien. Jøderne tilgav ham ikke denne kovending, men Josefus beskrev i sin værker jødernes krige og forsvarede dem mod deres fjender.

I skriftet Mod Apion fører Josefus polemik mod forfattere, blandt andre Apion, der påstod, at jøderne ikke var et gammelt folk, at de nedstammede fra egypterne, og at Moses var en svag lovgiver.

LÆS OGSÅ: Sådan lyder fremtiden for dansk digtning

Josefus skriver indimellem i en klar og kontant stil mod sine modstandere, for eksempel glæder han sig over, at Apion, der blandt andet kritiserede den jødiske omskæring, selv døde smertefuldt af en betændelse efter at være blevet omskåret af medicinske grunde. Til andre tider er skriftet ret indviklet med sine henvisninger til andre antikke forfattere, som man helst skal kende for at forstå meningen. Men skriftets styrke er, at polemikken viser, hvor specielt jødefolket var med sine skikke, sin sociale konservatisme, sin lukkethed om sig selv og sin store sammenhængskraft, som fulgte af disse særtræk.

Sproget er et lidt knirkende dansk, som bliver resultatet, når oversætteren har svært ved at frigøre sig fra den græske sproglige form. Og så har jeg aldrig i 27 år som anmelder set en bog med så mange trykfejl. Bogen er forsynet med en grundig og detaljeret indledning og noter. Til sidst er der nogle appendikser om samtidens opfattelse af jøderne, og særlig interessant er oversættelsen fra den romerske historiker Tacitus værk Historiae af afsnittet om romernes krig mod jøderne. Det var sejren i denne krig, Rom fejrede med Titus-buen på Forum Romanum.