200 året for Kierkegaards fødsel er ikke blevet forbigået i tavshed. Senest er der kommet en lille bog med uddrag af Kierkegaards værk og diskussionsoplæg til studiekredsen. Min kære læser rummer passager af en sådan karat, at de til alle tider vil hævde sig som noget af det fornemmeste, der er skrevet på dansk. Tillige er bogen en åndfuld indføring i Kierkegaards univers, idet udgiverne, Joakim Garff og Povl Götke, har knyttet deres egne refleksioner til bogens fem temaer: samtiden, troen, kærligheden, selvet og ytringen.
Det første tema er Samtiden, hvis problemstillinger Kierkegaard uforfærdet og konsekvent orienterede sig i og skrev tilsvarende engageret om. Garff og Götke konstaterer, at Kierkegaard opfattede flere af de tekniske fremskridt som eksistentielle tilbageskridt. Kierkegaard advarede nemlig imod, at man lå under for naturvidenskabens menneskeopfattelse, fordi det ville føre til, at man så bort fra, hvad der konstituerer mennesket som menneske: etik, ånd og ansvar. Nej, den menneskelige eksistens kan ikke indfanges i naturkategorier, men er valg og afgørelse i øjeblikket: det Store er ikke at være Dette eller Hiint; men at være sig selv, og dette kan ethvert Menneske, når han vil det.
Ja, når Kierkegaard hører til de danskere, der vil blive læst mindst lige så meget i det nye årtusinde som i det forgangne, så er det, fordi han havde et enkelt tema: Hvad vil det sige at være menneske?
Hvor mange af Søren Kierkegaards samtidige under indflydelse af den tyske filosof Hegel dyrkede en spekulativ tilværelsestolkning, ville Kierkegaard nemlig det modsatte: et opgør med spekulationen og en fornyet sans for menneskelivets konkrete karakter. Når vi får ondt i en tand, så tænker vi anderledes, end vi gjorde før, men hvad er ondt i tænderne sammenlignet med ondt i livet? Det sidste kan man efter Kierkegaards mening hurtigt få. Der lever nemlig ikke et eneste menneske, som ikke bærer paa en Aandens Sygdom, der en enkelt Gang glimtviis, ved og med en ham selv uforklarlig Angest, lader sig mærke med, at den er derinde. Kierkegaard understreger troen på Gud som det, der kan frisætte os til at leve i øjeblikket et af hans yndlingsord så vi ligesom fuglen og liljen kan blive nærværende i det nærværende.
Børge Outze sagde i sin tid, at der er tre millioner i Danmark, der kan læse og skrive, og to millioner, der ikke kan lade være. Og Garff og Götke runder deres refleksioner af med bemærkningen om, at når vi uafbrudt udtrykker os i skrift og i tale, får vi brug for at lære tavsheden at kende. Her kan liljen på marken og fuglen under himlen på ny blive vores læremestre, understreger de to teologer og konkluderer: Kun hvis man kan tie, kan man tale. Ellers bliver talen snak. Og det er et princip, de to udgivere har holdt sig for øje i denne lille bog, der giver læseren rig lejlighed til selv at gøre sig sine egne tanker om Kierkegaards tanker.