Abort og prævention: Sløseriet er en etisk falliterklæring

Kan en af forklaringerne på det fortsat meget høje antal legale aborter være, at der er alt for mange mænd og kvinder, måske især blandt de unge og uerfarne, der sløser med dette?

Sundhedsstyrelsen bør oplyse, om sløseri med prævention er eller må anses for at være en væsentlig, måske den væsentligste, årsag til de (alt for) mange uønskede graviditeter, skriver Søren Harslund.
Sundhedsstyrelsen bør oplyse, om sløseri med prævention er eller må anses for at være en væsentlig, måske den væsentligste, årsag til de (alt for) mange uønskede graviditeter, skriver Søren Harslund. .

Debatindlægget er skrevet af Søren Harslund, medlem af Kristendemokraterne, Sønderdalen 6, Dyssegård

CHRISTIAN BORRISHOLT STEEN, Anne Bjerregaard Bang og Jesper Lindgren Hejlesen tager i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad den 26. september skarpt afstand fra Retten til Livs opstilling af 16.000 kors ved en motorvej i Jylland.

I stedet for de mange legale aborter, der hver dag udføres her i landet, vil de hellere fokusere på de aborterende kvinders rolle.

LÆS OGSÅ: 16.000 kors udfordrer os til at tænke nyt

Fint nok! Men anfægter det ikke de tre debattører, at der fortsat udføres så mange provokerede aborter her i landet, når der i vor tid er så gode muligheder for at forebygge uønsket graviditet i form af effektive præventionsmidler?

Kan en af forklaringerne på det fortsat meget høje antal legale aborter være, at der er alt for mange mænd og kvinder, måske især blandt de unge og uerfarne, der sløser med dette? I så fald er det lidt af en etisk falliterklæring, at det skal gå ud over de sagesløse børn (fostre), der bliver ofre for en sådan skødesløshed.

FOR AT FÅ et seriøst grundlag for debatten om abortlovgivningen og forebyggelsen af uønskede graviditeter kunne det være relevant at få sundhedsministeren (Sundhedsstyrelsen) til at oplyse, om det er sløseri med prævention, der er eller må anses for at være en væsentlig, måske den væsentligste, årsag til de (alt for) mange uønskede graviditeter.

Da de tre debattører også vil stadig færre aborter, kan oplysning om årsagerne til de mange uønskede graviditeter og mulighederne for at forebygge disse være et godt udgangspunkt for den videre debat.

De fleste, inklusive dem, der går ind for den nuværende lovgivning om abort, er jo enige om, at antallet af provokerede aborter bør nedbringes mest muligt. Lad os få en seriøs debat om, hvordan vi i fællesskab kan nå det mål.