Da partiformand Mogens Lykketoft i sin tale på valgaftenen den 8. februar påtog sig det fulde ansvar for Socialdemokraternes valgnederlag og valgte at trække sig som formand, varslede han det første af mange markante personskift, der kom til at præge 2005.

Den mangeårige kronprins Frank Jensen tabte urafstemningen blandt partimedlemmerne til Christiansborg-debutanten Helle Thorning-Schmidt, som lovede en ny begyndelse og opgør med såvel socialdemokratisk beton som fløjstridigheder. At det er nemmere sagt end gjort, har hun siden hen erfaret.

Også SF fik ny formand i skikkelse af Villy Søvndal, og Kristendemokraterne røg helt ud af Folketinget. Her bliver det Bodil Kornbek, der skal sikre partiet en tilbagevenden til dansk landspolitik.

Kirkeminister Tove Fergo fik så få stemmer, at hun mistede sin plads i Folketinget, og dermed blev det den nye kirkeminister Bertel

Haarder (V), der skulle løse Grosbøll-knuden. Også han mente, at fornyelse nok var løsningen – i hvert fald blev det Roskildes biskop, Jan Lindhardt, der overtog tilsynet med Taarbæk-præsten Thorkild Grosbøll efter Helsingørs biskop, Lise-Lotte Rebel.

På Christiansborg skulle statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) danne en ny regering, men pludselig dukkede der den ene saftige historie op efter den anden om familieminister Henriette Kjær (K), som var dømt som dårlig betaler. Offentligheden fik således indsigt i ministerens private indkøb af såvel markisser som sofaer, og dermed var hun færdig i dansk toppolitik.