Kristian Leth: Man forstår ikke tro, før man har følt den

I et nyt DR-program jagter forfatter Kristian Leth åndelighed i Danmark. Målet er at komme tættere på ritualet, som for ham er kernen til at forstå religion

"Det er paradoksalt, at vi i og for sig har en kirke, der er baseret på legemliggørelsen af guddommeligheden, men som stadig finder idéen om, at Helligånden taler gennem en, for syret,” siger musiker og forfatter Kristian Leth, der er vært for det nye DR-program ”Den 2. Dimension”. –
"Det er paradoksalt, at vi i og for sig har en kirke, der er baseret på legemliggørelsen af guddommeligheden, men som stadig finder idéen om, at Helligånden taler gennem en, for syret,” siger musiker og forfatter Kristian Leth, der er vært for det nye DR-program ”Den 2. Dimension”. –. Foto: DR.

Kristian Leth ser lettet ud, da han endelig kommer til syne i mørket ved udkanten af Gribskov. Her omfavner han den nordiske shaman Annette Høst, som har siddet og ventet på ham. Derefter strømmer følelserne op i ham. Han tager sig til hovedet.

Den 33-årige musiker og forfatter har netop tilbragt flere timer alene i skoven med at søge visdom fra den levende natur under en såkaldt udesidning. Og naturen svarede, konkluderer han.

Selvom jeg kan forklare psykologien og filosofien bag udesidningen, så kan jeg ikke undsige mig, at jeg oplevede noget derude, noget jeg ikke kunne have oplevet andre steder. Jeg erfarede simpelthen noget, som jeg i min dagligdag er adskilt fra. Min verden blev større.

LÆS OGSÅ: "Det var en gud, som ikke var på min side"

Det er sådan nogle oplevelser, Kristian Leth er på jagt efter i programmet Den 2. Dimension, som bliver vist for første gang på DR K i aften. Ud over mødet med ritualer i shamanismen besøger han blandt andet pinsekirken, en buddhist, en heks og en mystiker.

Jeg vil ikke komme med en slags sandhedsdom over, hvilke oplevelser der er ægte, men forsøger at vise, at man kan gå til den spirituelle verden ved at insistere på oplevelsen. Vi har forsøgt at fokusere på ritualet, for det er der, oplevelsen indtræffer. Min opgave er at være turist, at være med i ritualerne og fortælle, hvordan jeg oplevede dem, siger han.

Kendetegnende for de åndelige retninger, han møder i programmet, er en tro på, at den verden, menneskene oplever under ritualerne, findes. Den følelse er ifølge Kristian Leth ikke så nem at finde i en dansk protestantisk dagligdag.

Vi har fået en meget snakkende, filosoferende og favnende folkekirke, hvor oplevelserne og det spirituelle er blevet nedtonet og erstattet med det etiske og rationelle. Men det bør ikke være enten-eller. Vores indsigt i kristendommen bygger også på tungetale, åndelig ekstase og fordybelse. Men hvis jeg i dag gik til præsten og sagde, at jeg havde talt med Jesus, som fortalte mig, at vi skulle male kirken rød, så ville vedkommende nok nærmere ringe til en psykolog end prøve at forstå, siger han og tilføjer, at det på længere sigt kan blive en ulempe for folkekirken.

Jeg kan ikke fælde dom over hele folkekirken, men hvis de fleste præster ikke vil anerkende den spirituelle virkelighed, så ender vi som den eneste kultur i verden, der forsøger at opretholde en åndelig religion baseret på billeder, etik og metaforer. Det tror jeg er et svagt udgangspunkt.

Programmet peger altså på åndelige alternativer til den protestantiske folkekirke. Tror du ikke, at det og din holdning til den kirke, som de fleste danskere er medlemmer af kan virke provokerende?

Det har jeg svært ved at vurdere. Jeg tror faktisk nærmere, at der vil komme kritik fra mennesker, der mener, at jeg skal afsløre de troende i at snyde. Men det er en formålsløs måde at gå til det på, for jeg tror ikke, man forstår tro, før man har følt den.

Interessen for det åndelige vurderer Kristian Leth at have haft siden 10-12-års-alderen, og gennem årene har han læst meget om religionshistorie, teologi og vestlig spiritualitet.

Det er virkelig interessant, hvad religion og tro handler om, for der har været en søgen efter noget større i alle tider, i alle kulturer, alle steder. Jeg har altid været meget fascineret af selve åbenbaringen momentet, hvor jeget ophører med at være et jeg og bliver større.

Men åbenbaringen kræver, at man går åbent ind til alle ritualerne, siger han. Og netop derfor ønsker Kristian Leth ikke at fortælle, hvor han selv står religiøst.

Jeg tror, der er en fordel ved at undgå et mærkat i denne sammenhæng, da det vil være meget anti-hele programmet.