Udvalg under Danske Kirkers Råd støttede stormoské

Anders Gadegaard, formand for Danske Kirkers Råd, fastholder, at han kun som privatperson støtter en dansk stormoské. Men i 2012 støttede en gruppe med Gadegaard under Danske Kirkers Råd stormoské-idéen. Peter Götz, næstformand i rådet, afviser, at Danske Kirkers Råd støtter en dansk stormoské

Anders Gadegaard, formand for Danske Kirkers Råd, har fastholdt, at han kun som privatperson støtter projektet, når han har mødt intern kritik i Danske Kirkers Råd over sin deltagelse i en støttekomité for oprettelsen af en dansk stormoské. Arkivfoto. Københavns domprovst Anders Gadegaard i Vor Frue kirke.
Anders Gadegaard, formand for Danske Kirkers Råd, har fastholdt, at han kun som privatperson støtter projektet, når han har mødt intern kritik i Danske Kirkers Råd over sin deltagelse i en støttekomité for oprettelsen af en dansk stormoské. Arkivfoto. Københavns domprovst Anders Gadegaard i Vor Frue kirke. Foto: NIels Ahlmann Olesen Denmark.

Anders Gadegaard, formand for Danske Kirkers Råd, har fastholdt, at han kun som privatperson støtter projektet, når han har mødt intern kritik i Danske Kirkers Råd over sin deltagelse i en støttekomité for oprettelsen af en dansk stormoské.

Et dokument fra 2012 viser imidlertid, at Kontaktgruppen for Muslimer og Kristne, som er oprettet af Danske Kirkers Råd, i september sidste år forpligtede sig til at støtte bestræbelserne på at bygge en stormoské i København. Gruppen var med Anders Gadegaard i spidsen blandt initiativtagerne til en dansk-arabisk dialogkonference i København. I resolutionen The Copenhagen Commitment fra dialogkonferencen lyder punkt seks:

LÆS OGSÅ:
Gadegaard: Danske Kirkers Råd har aldrig udtalt sig om en stormoské

Vi forpligter os til at støtte hinandens indsats for at udvikle religiøse faciliteter såsom byggeri af moskéer og kirker. I København støtter vi specifikt Muslimernes Fællesråds bestræbelser på at bygge en stormoské.

Peter Götz, næstformand i Danske Kirkers Råd og også medlem af Kontaktgruppen for Muslimer og Kristne, afviser imidlertid, at resolutionen skal tolkes sådan, at Danske Kirkers Råd støtter opførelsen af en dansk stormoské.

Det er ikke som sådan Danske Kirkers Råd, der udtaler sig dér. Det er en erklæring fra en dansk-arabisk dialogkonference, som Kontaktgruppen for Muslimer og Kristne var initiativtager til. Kontaktgruppen for Muslimer og Kristne var rygraden i den danske delegation og derfor med til at forme den resolution. Jeg deltog i møderne, og jeg tolker udtalelsen sådan, at vi principielt støtter opførelsen af en stormoské. Men det er ikke nødvendigvis det samme som at sige, at vi aktivt støtter stormoské-projektet, tiltræder en støttegruppe eller mener, at en stormoské skal finansieres af danske skattekroner. Det er en principiel støtte, siger Peter Götz.

Repræsenterede Anders Gadegaard på dialogkonferencen Danske Kirkers Råd?

Nej, sådan kan man ikke tolke det. Hvis han taler på vegne af nogen til den konference, taler han på vegne af Kontaktgruppen for Muslimer og Kristne. Det er godt nok et udvalg, der er nedsat af Danske Kirkers Råd; men han udtaler sig ikke på vegne af Danske Kirkers Råd. Spørgsmålet har ikke været oppe hos Danske Kirkers Råd endnu, og der vil sikkert være medlemmer af rådet, som overhovedet ikke kan leve med en formulering om, at vi støtter en stormoské, siger Peter Götz.

Kontaktgruppen for Muslimer og Kristne er en del af Danske Kirkers Råd. Taler gruppen på Danske Kirkers Råds vegne?

Resolutionen har ikke været til godkendelse i Danske Kirkers Råd. Derfor ville det ikke været korrekt at sige, at Danske Kirkers Råd, der består af 15 medlemskirker og 45 organisationer, står inde for den resolution, siger Peter Götz.

Så Kontaktgruppen for Muslimer og Kristne fungerer uafhængigt af Danske Kirkers Råd?

Resolutionen bliver skabt på den dansk-arabiske dialogkonference. Den er ikke blevet godkendt af Danske Kirkers Råd. En dialogkonference er en samtale, hvor man ikke kan hente sit baglands godkendelse forud for en resolution. Det er jo en tillidssag, siger Peter Götz.

Er det korrekt at sige, at Kontaktgruppen for Muslimer og Kristne med den pågældende resolution kommer med en melding, som Danske Kirkers Råd ikke står bag?

Ja. Det tror jeg, jeg bliver nødt til at sige ja til. For Danske Kirkers Råd kan ikke på alle medlemskirkernes vegne have en mening om noget, som disse ikke har haft anledning til at tilslutte sig, siger Peter Götz.

Spørgsmålet om en dansk stormoské vil blive diskuteret i Danske Kirkers Råd i november.

Anders Gadegaard takkede først nej til at blive interviewet om rådets syn på sagen, og det har efterfølgende ikke været muligt at komme i kontakt med ham. Danske Kirkers Råds generalsekretær, Mads Christoffersen, er bortrejst og kunne ikke kommentere.