I september 1915 sender kongens gesandt i Konstantinopel, Carl Ellis Wandel, et telegram til udenrigsminister Erik Scavenius.
De udrydder armenierne, skriver Wandel.
Da Matthias Bjørnlund fandt dette telegram i Rigsarkivet, blev det en øjenåbner for ham.
Han er historiker og specialist i sammenlignende folkedrabsforskning, som han blandt andet har arbejdet med ved afdelingen for holocauststudier ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS. Det armenske folkedrab har været i centrum af hans arbejde lige siden specialet ved Københavns Universitet. Og opdagelsen af gesandtens telegram i Rigsarkivet blev starten på et historisk detektivarbejde, som han selv siger, i et forsøg på at afdække især den danske og skandinaviske, men også i det hele taget den europæiske dimension i det første af det 20. århundredes folkedrab. Et detektivarbejde, som nu offentliggøres i bogen Det armenske folkedrab.
LÆS OGSÅ: En teenagers erindring om et folkemord
Jeg blev klar over, at der var nye brikker at føje til historien om det armenske folkedrab. I Danmark vidste man godt, hvad der skete i Armenien. Mange danske missionærer og nødhjælpsarbejdere forsøgte at komme ofrene til undsætning, og det armenske folkemord markerede de første ansatser til den definition af forbrydelser mod menneskeheden som universelle forbrydelser mod os alle, som vi får efter Anden Verdenskrig. Danske ngoer som De danske Armeniervenner havde for eksempel denne sag for øje. Historien om tyrkernes folkemord på armenierne er ikke bare tyrkernes og armeniernes historie. Det er vores historie. Det er verdenshistorie, siger Matthias Bjørnlund.
Det armenske spørgsmål hjemsøgte Europa og Det Osmanniske Rige gennem 20 år, før det eksploderede midt under Første Verdenskrig, hvor 1,2 millioner mænd, kvinder og børn blev udryddet under blodige massakrer og fordrivelser.
Det Osmanniske Rige var Europas syge mand, som man sagde. Og i 1830 rev den græske uafhængighedskrig en første luns af det vaklende tyrkiske imperium efter intervention fra Rusland, Frankrig og Storbritannien. Andre lunser kunne følge efter. For de skiftende osmanniske regimer, fra Abdülhamid II, som blev Det Osmanniske Riges 34. sultan i 1876, frem til Ungtyrkernes endelige magtovertagelse ved et statskup i 1913, var det store spørgsmål, hvordan de kunne holde sammen på det store multietniske og multireligiøse imperium.
Svaret blev at støtte sig til den tyrkisk-muslimske befolkning på bekostning af mindretallene, herunder i første række de kristne armeniere. Armenierne blev betragtet som vanskelige at assimilere og mindre loyale mod styret. I midten af 1890erne organiserede Abdülhamid den første store massakre, hvor mellem 80.000 og 300.000 armeniere blev dræbt, og 50.000 forældreløse børn tvangsanbragt på tyrkiske børnehjem, en af flere forløbere for ungtyrkernes folkedrab ti år senere.
Der er en reel frygt for, hvordan man skal holde sammen på riget. Magthaverne famler sig frem, men når til den konklusion, at riget skal homogeniseres og centraliseres. Det er det, andre europæiske stormagter har gjort for at konsolidere deres stater. Det rammer især armenierne, som bor i Østanatolien, der under de endnu mere radikale Ungtyrkere får status af den tyrkiske kulturs vugge, siger Matthias Bjørnlund.
Ungtyrkerne er ikke pan-islamister som Abdülhamid, der er inspireret af pan-germanismen og den panslaviske strømning. Men de har samme pragmatiske interesse i at støtte sig til det muslimske flertal og erstatte den kristne og jødiske økonomiske middelklasse med en muslimsk.
Hvis man skal mobilisere de almindelige tyrkere på landet, er der kun to midler: at spille på religionskløften og at lokke med økonomisk gevinst. Magthaverne lokker med, at tyrkerne kan overtage armeniernes ejendom, og der udvikles en ideologisk og økonomisk propaganda, der fremstiller armenierne som grådige købmænd, der beriger sig på tyrkernes bekostning, forklarer Matthias Bjørnlund.
Alt dette vidste man godt i de vestlige lande. Matthias Bjørnlund har gravet en lang række artikler og bogcitater frem, hvor dansk og skandinavisk presse og intellektuelle fordømte de gentagne massakrer.
Allerede i 1903 havde Danske Armeniervenner sendt den i dag legendariske hjælpearbejder Karen Jeppe til byen Urfa, hvorefter hun helligede sit liv til de armenske folkemordsofre frem til sin død i Syrien i 1935. Armenofili blev udbredt blandt mange intellektuelle som Johannes V. Jensen, der i 1904 benyttede Armenien og 1890er-massakrerne i romanen Madam DOra. Og i 1900 skrev Georg Brandes i en artikel om det netop afsluttede århundrede, at Neros grusomhed er dilettanteri i sammenligning med Abdul Hamids virtuoseri i martring og slagtning.
Men selvom Vestmagterne protesterede mod de værste massakrer, kom ingen armenierne til undsætning. Den osmanniske folkemordsmaskine arbejdede sig langsomt frem mod kulminationen i 1915.
En af forklaringerne er, at Vestmagterne var mere optagede af det storpolitiske magtspil op til Første Verdenskrig. Tyrkiet var en vigtig brik i stormagtsspillet, hvor Rusland ønskede at få kontrol med Konstantinopel for at få adgang til Middelhavet via Bosporus, hvilket Vestmagterne for alt i verden ville undgå, påpeger Matthias Bjørnlund.
I nogle sammenhænge kunne Vestmagterne bruge de undertrykte mindretal i dette spil. For eksempel sendte de en flåde for at sætte en stopper for Tyrkiets forsøg på fuldstændig udrensning af grækerne. I andre tilfælde blev dette hensyn smidt over bord, fordi der var større gevinst ved at spille på herrefolket, som de vestlige imperier også kunne identificere sig med. Jeg er ikke moralist, jeg konstaterer bare, at man ikke fra politisk hold valgte at komme armenierne til undsætning. Men man skal også huske på, at der i Vesten også fandtes armenofobi på lige fod med antisemitisme, siger Matthias Bjørnlund.
LÆS OGSÅ: Anerkend det armenske folkemord
I sin bog citerer han blandt andet Illustreret Tidende for en kommentar om, at en oprørsk armenier er det samme som en oprørsk hindu.
Og i teaterstykket Renæssance lader Holger Drachmann en af personerne sige, at én jøde snyder letteligen fem kristne; men én armenier snyder 10 jøder og ser derved så from ud som en glad kristen!.
De fleste vestlige iagttagere kom til Istanbul, hvor armenierne ofte levede af handel, og de nærede en dyb foragt for kræmmere, som de identificerede med de jøder, de kendte hjemmefra. Der var også en foragt for de ortodokse kristnes ritualer som modsætning til de katolske og protestantiske. Samtidig afspejles tidsånden i den tyrkiske nationalisme og ønsket om en etnisk homogen befolkning. Der er lighedspunkter mellem tyrkernes armenofobi og nazisternes brug af antisemitismen. I begge tilfælde udpeges et mindretal til forrædere, hvis økonomiske succes er baseret på udnyttelse af det sande herrefolk, siger Matthias Bjørnlund.
Men det betyder ikke, at det er den vestlige tidsånd, der er skyld i det armenske folkemord. Ungtyrkerne udviklede deres egen ideologi. Nogle var rendyrkede racebiologer, der mente at blodet og afstamningen var afgørende, ligesom nazisterne. Andre var mere flydende og gav plads til en vis grad af tvangsassimilering, påpeger Matthias Bjørnlund.
Spørgsmålet om, hvorvidt det armenske folkedrab var en forløber for den jødiske endlösung, er meget omdiskuteret i holocaustforskningen.
Netop dette oldgræske ord, holocaust, der betyder brændoffer, blev af samtiden benyttet efter Abdülhamids massakre i 1895 om drabet på 3000 armeniere, der indebrændte i den apostolske kirke i Urfa, hvor de havde søgt tilflugt.
Det er klart, at Hitler havde gennemført holocaust også uden det armenske fortilfælde. Men han kendte til det. Og det beviste, at man kunne slippe af sted med radikale handlinger, uden at det fik konsekvenser, siger Matthias Bjørnlund.
Hans storværk om det armenske folkedrab betræder især ny grund med den detaljerede analyse af Danmarks og danskernes viden om og reaktion på det armenske folks skæbne.
Ligesom vi underviser i redningen af danske jøder, bør vi undervise i det hjælpearbejde, der blev udført fra dansk side før og under folkedrabet. Tusindvis af mennesker blev reddet takket være dette arbejde, og det er lige så vigtigt at ihukomme. Ikke for at vi skal forherlige os selv. Men for at blive klogere på konsekvenserne af renhedstankegangen og ønsker om at homogenisere befolkningerne. Det ligger lige til højrebenet i krisetider at udpege syndebukke. Og jeg tror ikke, vi er blevet væsentligt klogere i dag, end tyrkerne var i 1915, siger Matthias Bjørnlund.
