Kristus, C.S. Lewis og myterne

Det er noget nær trivielt at henlede opmærksomheden på årets store satsning fra Disney, filmen om Narnia. Eller rettere filmen om den ene af de syv Narnia-bøger, skrevet af C.S. Lewis.

Hvad der måske kunne være mere interessant, er, at henlede opmærksomheden på den danske premieredato – selve juledag. En yderst velvalgt dag. Jeg tænker ikke på det forretningsmæssige. Jeg vil gætte på, at økonomiske kalkulationer har spillet den afgørende rolle for valget af premieredato. Jeg tænker derimod på historien. Der er på flere måder et fint sammenfald mellem historien og den valgte premieredag.

For det første er historien, "Løven, heksen og garderobeskabet", en fortættet udgave af juleevangeliet helt indtil og med påske. Og julen varer som bekendt til påske. Det er historien om landet Narnia, som har været i en ond dronnings magt i århundreder, men som nu generobres af landets retmæssige konge, løven Aslan. Og omdrejningspunktet i generobringen består i Aslans frivillige offer af sig selv, hans død og hans opstandelse. Sammenfaldet med evangelierne er umiskendelig. Og var også tænkt sådan af Lewis.

Men for det andet passer sammenfaldet med juledag også glimrende til Lewis' egen vej til den kristne tro. Lewis var, som det ofte er blevet fremhævet, bevidst ateist i en årrække fra drengeårene til et godt stykke ind i universitetskarrieren. I de senere år af denne ateistiske periode fandt han dog interesse i religionernes mytiske stof. Særlig appel havde de myter, som handlede om guden, der ofrer sig, dør og genopstår. Denne grundfortælling fandt han i en lang række myter. Godt hjulpet på vej af blandt andet en af tidens lærdeste religionshistorikere, sir James George Frazer.