Velfærdsknaster og knopskydninger

Vi bygger på mange steder udestuer, vindfang og carporte og langtfra altid med lige stor elegance og hensynsfuldhed

Hvordan kan man nænne det, og hvordan får man lov til at sætte denne tilbygning i glas op foran dette smukke stuehus i Nordsjælland? –
Hvordan kan man nænne det, og hvordan får man lov til at sætte denne tilbygning i glas op foran dette smukke stuehus i Nordsjælland? –. Foto: Peter Olesen.

Danmark er et rigt land. De fleste har et godt liv, og mange bor i eget hus. Og mange husejere får undervejs i livet råd til at bygge på. Det vil sige at sætte velfærdsknaster og knopskydninger på til højre og venstre og fortil og bagtil, så det næsten ingen ende har. Og langtfra altid med stor elegance og passende hensynsfuldhed.

Så er det tilføjelse af udestuer, så er det ekstra stuer, så er det vindfang, en ekstra etage, en stor terrasse, måske endda en overdækket én af slagsen, en carport klasket lige op ad huset eller måske en tagterrasse.

LÆS OGSÅ: Sydneys operachef: Tak for operahuset

Som hovedregel skal man altid, hvis man vil pille ved en bygning, tage udgangspunkt i det eksisterende. Altså med respekt for det, det hele startede med. Uanset om huset er fra 1700-tallet, en murermestervilla fra 1900-tallets første halvdel eller et 1970er-parcelhus. Eller for den sags skyld et sommerhus. Kommer det til at klæde? Vil det eksisterende og det nye passe sammen eller skrige til himlen? Kan vi holde ud at se på det og kan naboen og genboen klare det?

Jeg taler ikke her om nytte- og brugsværdien, de indendørs kvaliteter, men om det hele set udefra, det æstetiske. Respekt for udgangspunktet behøver nemlig ikke altid betyde at bygge magen til. Det kunne jo også være at udfordre det eksisterende med en ny tilføjelse, der skiller sig ud, men alligevel respekterer og klæder. Et godt eksempel er et efterhånden flittigt beskrevet portnerhus ved Kongens Bryghus på Kamma Rahbeks Alle i København.

Her har ejeren, arkitekt Tobias Mürsch, bygget til med jernplader mod røde mursten, men han har skilt de to bygninger ad med et gennemgående glas- og lysbånd hele vejen rundt fra jord til top og ned til jord igen. Det er elegant. Nok frækt, men absolut en velkommen udfordring og en dristig og effektiv løsning både inde og ude. Udvidelsesprojektet er også blevet præmieret af Københavns Kommune.

Andre plastrer eller klistrer glasudestuer op foran stuehuset, midt for eller på siden, så det helt og aldeles forstyrrer helheden og tager pusten fra det eksisterende hus. Ikke mindst på landet. Ikke at udestuen mangler kvaliteter oplevet indefra, men set udefra? Man tager sig ofte til hovedet og spørger, hvordan folk kan finde på det? Og nok så vigtigt: Hvordan får de lov til det? Hvordan kan byggemyndigheder sige værsgo at bygge, når man allerede på tegningen kan se, hvor lidt det vil klæde huset?

Selvfølgelig skal folk, der har magt over tingene, have lov til at have mere plads, men skal det være for enhver pris og på bekostning af hvad som helst? I områder med enten bevarende lokalplan eller fredningsbestemmelser kan man ikke få lov til hvad som helst. Her er regler, også for velfærdsknaster, og tak for det! Men i de andre områder, der jo fylder langt mest, er der helt frit spil og er det, vi ser mest på i det danske bygningslandskab. Det er ofte op til enkeltes gode eller dårlige smag, hvordan det kommer til at se ud.

Det bedste råd er at rådføre sig med fagfolk, det vil sige helst med en arkitekt, der vil kunne byde på fornuftige løsninger, som også er til at holde ud at se på. For min skyld gerne vildt og voldsomt, men bare ikke ligegyldigt og hovedløst.

Glas er ofte en god løsning. Glas mod sten kan i mange tilfælde være den helt rigtige model, og glasbygninger giver også et måske lidt mørkt hus helt nye opholdsmuligheder med lys og solenergi. Men det skal placeres, så det både udnytter lyset og ser fornuftigt ud gerne som ved Kongens Bryghus med lidt afstand mellem før og nu, altså en klædelig overgang, så man også med det blotte øje forstår, at her er der tale om to forskellige byggeperioder.

Jeg kender rigtig mange gode huse, der aldrig vil kunne tåle en tilbygning, ikke mindst de fine Bedre Byggeskik-huse fra mellem 1910 og 1940. Her kan man altså ikke tillade sig hvad som helst. Men gør det ofte og får som sagt desværre også tilladelse til det.

Jeg kan vel ikke være den eneste i dette land, som kan få direkte hovedpine af at se på uordentlighed og tarvelige løsninger?

God fornøjelse med nænsomme og respektfulde velfærdsknaster og knopskydninger rundt omkring i landet!

Portnerhuset ved Kongens Bryghus på Carlsberg i København har fået en ny rusten tilbygning føjet til det gamle murstenshus fra 1890’erne. Sammenføjningen mellem nyt og gammelt i portnerhuset er af glas, ganske elegant og enormt lysgivende indvendigt. –
Portnerhuset ved Kongens Bryghus på Carlsberg i København har fået en ny rusten tilbygning føjet til det gamle murstenshus fra 1890’erne. Sammenføjningen mellem nyt og gammelt i portnerhuset er af glas, ganske elegant og enormt lysgivende indvendigt. – Foto: Peter Olesen.
Hovsa, der kommer lige en udestue på i et villakvarter i Valby. –
Hovsa, der kommer lige en udestue på i et villakvarter i Valby. – Foto: Peter Olesen.