Skakspillets historie går mange århundreder tilbage, og der har været udkæmpet officielle matcher om verdensmesterskabet siden 1886. Men selvom mange kender spillets regler og nyder at spille det gamle, kongelige spil på amatørplan, kræver det så stor indsigt at følge med i de dygtigste skakmestres træk, at skak-VM sjældent tiltrækker bred opmærksomhed.
Men på lørdag er brikkerne stillet op til en ny kamp om skakspillets trone, som på flere punkter er mere interessant end vanligt for det brede publikum. Ikke mindst her i Skandinavien, hvor vi måske kan se frem til, når matchen er forbi om godt tre uger, at få kåret vores første rigtige skakverdensmester nogensinde.
LÆS OGSÅ: Norsk superstjerne ændrer skakspillets ry
På et luksushotel i den indiske millionby Chennai bedre kendt som Madras skal den 43-årige regerende verdensmester, Viswanathan Anand, der er opvokset i byen, nemlig forsvare sin titel mod det norske kæmpetalent, 22-årige Magnus Carlsen.
Det bliver et opgør, som på den ene side genfortæller den klassiske historie om den unge, energiske opkomling, som udfordrer den erfarne, men også lidt satte mester. Men samtidig bliver det et opgør, som er specielt på grund af begge spilleres baggrund. Aldrig er så store mængder naturtalent og oprigtig spilleglæde blevet sat over for hinanden ved skakbrættet til en kamp om verdensmesterskabet.
Grundlæggende er både Carlsen og Anand forholdsvis komplette skakspillere, der mestrer alle aspekter ved spillet. Men man kan sige, at der er den forskel på dem, at Anand er bedst i dynamiske, aggressive stillinger, mens Carlsen er bedst i mere tekniske stillinger. Anand er dygtigere i åbningsspillet og leverer en mere fokuseret arbejdsindsats, men Carlsen er en fighter, der har alderen og energien på sin side, forklarer Peter Heine Nielsen, dansk skakstormester med bopæl i Litauen og Danmarks bedste skakspiller gennem de seneste år.
Ud over selv at være international topspiller har Peter Heine Nielsen adskillige aktier i VM-matchen, idet han i mange år har arbejdet for Anand og været med til at hjælpe inderen til sejr i tidligere VM-matcher mod Vladimir Kramnik, Veselin Topalov og Boris Gelfand.
I vore dage, hvor computerdatabaser med millioner af skakpartier indgår i spillernes forberedelse, har skak nemlig udviklet sig fra at være en enkeltmandssport til, at topspillere ligesom topforskere har en hel stab af assistenter omkring sig.
Peter Heine Nielsens samarbejde med Anand er nu stoppet, og i stedet samarbejder han med Carlsen, som han hjalp med at vinde kandidatturneringen om retten til at udfordre Anand.
I selve matchen i Chennai står han dog over for ikke at komme i loyalitetskonflikt mellem sine to personlige venner.
Anand og Carlsen spiller på en lidt forskellig måde, men deres mentalitet i forhold til spillet er faktisk ret ens. Selvom det kan lyde mærkeligt med en indisk spiller, har begge en vestlig spillestil. Man kan sige, at blandt topspillere er der den sovjetiske skakskole og de andre. Både Anand og Carlsen hører til de andre, hvis indgang til spillet har været nysgerrighed og sjov. De har været intelligente legebørn, der selv drev skakkarrieren fremad. Ikke talenter, som fra en tidlig alder blev udvalgt og hårdt skolet i pionerpaladserne, forklarer Peter Heine Nielsen.
Et tilbageblik på skakspillets kongerække kan være med til at anskueliggøre, hvorfor det er så specielt, at dette års kombattanter stammer fra henholdsvis Chennai i Syd-indien og Lommedalen nær Oslo, ikke fra Moskva, Leningrad, Riga eller Baku.
Østrigeren Wilhelm Steinitz og tyskeren Emanuel Lasker var spillets to første verdensmestre. De regerede tilsammen i 35 år mellem 1886 og 1921, hvorefter det cubanske naturtalent José Capablanca tog over. Han blev i 1927 udfordret og besejret af den russisk-franske skakmester Alexander Aljechin, som med sin videnskabelige tilgang til spillet, kombineret med en uovertruffen vilje til sejr, dominerede skakturneringerne op gennem 1930erne. I 1935 var han ude af form og tabte VM til den langt svagere hollænder Max Euwe, men genvandt titlen i 1937.
Så kom Anden Verdenskrig, og Aljechin døde som regerende verdensmester i 1946. Herefter satte verdensskakforbundet FIDE sig på afviklingen af skak-VM, og Sovjetunionen satte sig totalt på verdensmester-titlerne i en lang årrække. Skak har en lang tradition i Rusland, men var tillige næsten på linje med rumfart et felt, som det sovjetiske regime satsede benhårdt på at bruge til at demonstrere det kommunistiske systems overlegenhed i forhold til Vesten.
Derfor blev det spil, som hidtil havde været domineret af lettere excentriske akademikertyper og café-spillefugle, omdannet til en sport, hvor talentpleje og skarp træning blev sat tidligt ind i efter skoletid-aktiviteterne i de sovjetiske pionerpaladser. I årene 1948-1969 var skak-VM et rent sovjetisk anliggende, idet alle verdens bedste spillere kom fra Sovjetunionen.
Den sovjetiske skakskole kunne skabe meget forskellige spillertyper. Den kølige tekniker Mikhail Botvinnik, den kreative, ultra-risikable Mikhail Tal og den solide, ultra-forsigtige Tigran Petrosian hørte til yderlighederne blandt de sovjetiske skakverdensmestre. Men alle var trænet fra barnsben under tilsyn af ældre stormestre.
I 1960erne og 1970erne blev den sovjetiske skakskole kun for alvor udfordret af to spillere fra den vestlige verden, danske Bent Larsen og amerikaneren Bobby Fischer. Larsen nåede dog aldrig frem til en VM-match, især fordi Fischer pulveriserede ham med 6-0 i kandidatkampene frem til VM 1972. Fischer besejrede også alle de sovjetiske stormestre og sluttede af med at detronisere den regerende verdensmester, Boris Spasskij.
VM-matchen i Reykjavik, Island, blev historiens hidtil mest spektakulære og skandaleombruste. Ikke så meget fordi der blev spillet særlig sublim skak, men fordi Bobby Fischer drev alle til vanvid med urimelige krav, dårlig opførsel og absurde beskyldninger mod russerne, som for eksempel at de brugte dødsstråler imod ham. Kampen var nær aldrig blevet til noget, men pres fra USAs udenrigsminister Henry Kissinger, der øjnede en betydningsfuld PR-sejr over russerne, fik Fischer til brættet.
Amerikaneren blev verdensmester, og Sovjetunionens sejrsrække blev brudt. Men glæden varede kort, for den stadig mere excentriske Fischer stillede ikke op for at forsvare sin titel, som derfor i 1975 overgik til Sovjetunionens Anatolij Karpov.
Karpovs store rival i 1970erne, Victor Korchnoi, var også barn af den sovjetiske skakskole, men den kolde krig rasede videre på skakbrættet, idet Korchnoi i 1976 var hoppet af til Vesten. Derfor fortsatte skak-VM med at være mere kamp end skak, når de sovjetiske mestre mødte forræderen. Disse kampe inspirerede i 1980erne ABBA-komponisterne Benny Andersson og Björn Ulväus til at skrive musicalen Chess.
På vej mod VM-matchen var Korchnoi involveret i et par opgør, der var beskæmmende for skakspillet. Mod Petrosian måtte arrangørerne sætte en plade op under bordet mellem spillerne, for at de ikke skulle sparke hinanden over benene under partierne. Og Spasskij forsøgte at hyle afhopperen ud af den ved at møde op til skakbrættet iført mærkelige hovedbeklædninger, kulminerende med en dykkermaske. Forsøgene mislykkedes, og i 1978 spillede Korchnoi og Karpov en dramatisk og opslidende VM-match i Baguio på Filippinerne, som Karpov med nød og næppe vandt efter 48 hårde partier. Måske hjulpet af, at en mystisk russisk psykolog fra Karpovs lejr, doktor Zoukar, sad på første tilskuerrække under partierne og uafbrudt stirrede på Korchnoi med et hypnotisk blik. I 1981 mødtes de to i en ny VM-match, men denne gang vandt Karpov komfortabelt.
1980ernes og 1990ernes helt store skaknavn var også barn af den sovjetiske skakskole. Garri Kasparov mødte Karpov i en hel række særdeles jævnbyrdige matcher, men allerede som 22-årig i 1985 vandt han verdensmestertitlen. Så faldt muren, Sovjetunionen brød sammen, og Kasparov brød ud af FIDEs VM-system for at skabe sit eget. Derfor opstod der i en årrække uklarhed om, hvem der egentlig var verdensmester. Kasparov insisterede på, at det var ham, men FIDE fortsatte med at arrangere verdensmesterskaber, og i 2000-2002 havde Anand denne titel. Kasparov tabte i 2000 til en anden russer, Kramnik. Nogle år senere lykkedes det at samle verdensmesterskabet igen, og fra 2007 har Anand siddet på tronen.
I 2012 blev der spillet en kandidatturnering om retten til at udfordre verdensmesteren, hvor norske Magnus Carlsen stillede op ene vesterlænding mod tre russere, tre spillere fra tidligere sovjetrepublikker samt russisk-israeleren Boris Gelfand. Ligesom Bobby Fischer 40 år før gik han hele vejen og kvalificerede sig omend knap så overlegent. Og den helt store forskel i forhold til 1972 er, at denne gang står matchen ikke mellem eneren fra Vesten og den bedste sovjet-spiller. For første gang siden 1921 er VM-matchen et anliggende helt uden deltagelse af spillere fra Rusland, Sovjetunionen eller den tidligere østblok.
Dermed står vi også med en VM-match, hvor politik, personlige modsætninger og menneskelige begrænsninger fylder historisk lidt. I stedet har vi mødet mellem to ret harmoniske overskudsmennesker, der har et kæmpe medfødt talent og primært spiller skak, fordi det er verdens bedste og sjoveste spil. Det tegner til langt mindre storpolitik og skandale end i 1970erne. Til gengæld er der gode chancer for at komme til at se skak spillet på et højere niveau end nogensinde.
De to spillere er mere selvlærte, end vi har set længe. Ikke sådan forstået, at de slet ikke er blevet trænet. Carlsen har haft to norske trænere, så havde han mig i en periode, så Kasparov og nu mig igen, men i forhold til spillerne fra østblokken har han studeret rigtig meget skak på egen hånd ved at læse bøger, forklarer Peter Heine Nielsen.
Et bemærkelsesværdigt forhold ved Magnus Carlsen er, at hans far, Henrik Carlsen, hele tiden har taget hans succes med stor ro og kæmpede mere for at få ham til at holde pause fra skakken for at lave sine lektier end for at pace ham frem til skakkens verdenselite. Alligevel har Carlsen taget skakspillet til hidtil uanede højder. Verdensstjernen Kasparov, som i dag har forladt skakturneringerne og i stedet er involveret i russisk politik, fremhæver hans utrolige intuition, hvis lige ikke er set siden Capablanca i 1920erne. Gode skakspillere skal kunne beregne konkrete trækserier, men for enden af enhver beregning ligger en bedømmelse, en fornemmelse for, om brikkerne står rigtigt. Her er Carlsen formidabel.
Hvorvidt Magnus Carlsen er alle tiders bedste skakspiller afviser Peter Heine Nielsen at dømme om. Det er ikke en dom, man kan fælde over en ung mand på 22 år, der endnu har sine bedste år foran sig. Og som den gamle mester Bent Larsen har slået fast, giver det heller ikke mening at vurdere spillere fra forskellige perioder over for hinanden. Skakmestre skal vurderes i forhold til deres samtid.
Moderne topfysikere ved sikkert mere om fysik end Einstein, men det gør de i høj grad takket være Einstein. På samme måde står Anand, Carlsen og vi andre i stor gæld til tidligere tiders skakmestre, konstaterer Peter Heine Nielsen og tilføjer:
Hvis Carlsen vinder VM og derefter holder titlen i 15 år, vil han rangere meget højt i skakhistorien. Men lige nu er han mindre suveræn i forhold til sine samtidige, end Kasparov var i sine stærkeste år. Fischer var også suveræn, men kun i et par år.
Hvad angår Anand har den flinke og sympatiske inder, der er omtrent lige så selvlært som Carlsen og i øvrigt har en god personlig kemi med sin norske modstander, i begyndelsen af sin karriere stået i skyggen af den kun seks år ældre Kasparov. Men ifølge Peter Heine Nielsen er det en skygge, han efter fire vundne VM-matcher er trådt ud af. Anand er måske lidt mere sat og har knap så meget appetit på sejren som Carlsen. Men inderen, hvis spillestyrke blev banket i vejret i barndommen og ungdommen ved hjælp af millioner af lynskakpartier med fem minutters betænkningstid til hver, har for længst etableret sig som et af skakhistoriens største navne.
Hvem vinder så? Bliver det mesteren eller udfordreren? Erfaringen eller den ungdommelige energi? Peter Heine Nielsen svarer diplomatisk for ikke at støde nogen af sine to venner og samarbejdspartnere:
Historisk set er det oftest spilleren med det højeste ratingtal og den yngste spiller, der vinder. Begge dele peger på Carlsen, og han er da også bookmakernes favorit med odds 70-30 eller 75-25. Men man skal ikke undervurdere Anand, som kan være en formidabel skakspiller, når det kører for ham. Hvis Anand kan ramme sit topniveau, kan det ikke udelukkes, at han forbliver verdensmester.