Jeg havde betænkt at celebrere min Geburtsdag med noget Nyt, jeg aldrig før har smagt, americansk Olie, fortæller du i din dagbog. Det bliver aldrig klart, om du faktisk tog en skefuld, for du møder Regine, og så glemmer du alt andet inklusive din forstoppelse, for det er vist mod den slags, man bruger den amerikanske olie.
Nu er vi snart færdige med at fejre dit jubilæumsår, for dem der planlagde din 200- års fejring, besluttede, at den skulle strække sig fra din fødselsdag den 5. maj til din dødsdag den 11. november. Hvordan er det så gået? Er det nu os, der har fået forstoppelse og har brug for et brækmiddel?
LÆS OGSÅ: Kierkegaard i børnehøjde
Nej, ingenlunde. Jeg synes faktisk, det er gået rigtig godt. Det startede sandt nok med en masse brok. Det officielle Danmark og de store fonde var påholdende, hed det, så det blev ikke til de store manifestationer med rocksang i Parken og hvad gøgl, man ellers kunne have fundet på. Men ærlig talt: Det synes jeg kun, du skal være glad for!
Din adressat var immer den menige mand, og jeg kan give dig flere eksempler på, at du stadig kan læses af og få nyt liv hos denne din primære adressat hiin enkelte, som du kaldte din læser. Nu har alle muligheden. For den største begivenhed i jubilæumsåret var så ubetinget færdiggørelsen af udgivelsen af hele dit værk. 55 statelige bind er det blevet til. Du kan tro, de er flotte. Når man tænker på din omhu for tilrettelæggelsen af dine egne bøger, vil du vide at værdsætte det enorme arbejde, som Niels Jørgen Cappelørn og hans hold har udført for at få alle dine tekster udgivet og tilmed lagt på nettet, så alle kan læse med. Godt håndværk hele vejen igennem. Tænk sig, du har været på finansloven i snart mange år. Jo, det officielle Danmark har skam taget dig til sig.
Det er værre med kirken. Men det vil jo nok ikke undre dig. Biskopperne skulle i en samlet aktion have svaret dig på dine angreb, men det blev kun til lidt spredt fægtning. Og da Mynsters og Martensens efterfølger skulle prædike ved din jubilæumsgudstjeneste, nævnte han dårligt nok dit navn. Men på græsrodsplan også i kirken er der holdt utallige foredrag og gennemført studiekredse en masse om dine tanker. Det vil du sikkert synes er, som det skal være.
Den menige mand elsker jeg docenterne er mig en modbydelighed, sagde du som bekendt. Og jo, docenterne har skam også været i sving. Indtil flere internationale videnskabelige konferencer er det blevet til. Jeg tror ikke, du nogensinde har været til sådan en. Du må forestille dig, at det er som at høre Rasmus Nielsen (dansk filosof, 1809-1884, red.) gange hundrede i parallelle sessioner. På tankens slot bor stadigvæk studenten glad, men hvor er han selv, forskeren? Systembyggeri var ikke noget, der blev overstået med hegelianerne.
Her er, hvordan det foregår: Forskeren har skrevet et paper, som det hedder, og så læser han/hun det op i et forrygende tempo på gebrækkeligt engelsk, for man har alt for mange finurligt udtænkte og flot svungne formuleringer og alt for meget stof til, at det kan presses ind på den afmålte tid. Derefter er der Q&A, det vil sige at tilhørerne kan stille spørgsmål, men det sker nu mest for at markere ens egen position. Jo, jeg tror der kommer pæne og gode publikationer og artikler ud af den videnskabelige bestræbelse, som kan medvirke til at drive vores erkendelse videre, men der er også noget dræbende over formatet for den videnskabelige konference, som det har udviklet sig. Jeg betvivler ikke engagementet hos den enkelte forsker, men formen står sommetider i vejen for, at det kommer til udtryk.
Det kan nok ikke undgå at kilde din forfængelighed at få at vide, at der i anledning af dit jubilæum er kommet et væld af bøger om dig. Mange af dem har i høj grad eksperimenteret med formen. For mig tog Joachim Garffs bog om dit forhold til Regine prisen. Du udnyttede hende jo, og hun stod altid i skyggen af dig; om end du forsvarede det med, at hun ville blive verdensberømt gennem dig. Men ved du hvad, Søren: Det vil ingen kvinde være tilfreds med. Og Garff formår faktisk at få givet et billede af Regine, som hun var i egen ret. En fortjent oprejsning til kvinden i dit liv og en bevægende skildring af den amourøse feber, der hos dig satte sig så uvisnelige kunstneriske og filosofiske spor.
Den eksistentielle amourøse feber er også brændstoffet i Sørine Godtfredsens bog At leve med Kierkegaard. Her skinner noget af den passion igennem, der har gjort dig til den eksistentielle tænker par excellence. Det sker på sin vis også i Peter Tudvads roman Forbandelsen. Han er så klog som syv tosser på dit liv, men udnytter sin viden til at skabe et lidt utroværdigt plot. Men klart nok: Lidenskaben er det centrale omdrejningspunkt i dit forfatterskab. I jubilæumsåret blev du udnævnt til at være lidenskabernes tænker. Jeg ville have foretrukket lidenskaben i ental.
I det hele taget lægger sådan en jubilæumsfejring let op til, at det biografiske kommer i centrum. Bevares: Det levede liv er brændstoffet. Vi er helt på det rene med, at du ikke kan forstås, uden vi ved om dit forhold til din fader og til Regine. Men når vi stadig læser dig, så er det jo ikke, fordi du led af et faderkompleks og aldrig fik bugt med din seksualforskrækkelse. Så er det jo, fordi du igennem alt dette fik beskrevet nogle almenmenneskelige livsforhold, som engagerer til enhver tid. Du blev født i 1813, statsbankerottens år, hvor, som du sagde, så mangen en værdiløs seddel blev sat i omløb. Nu 200 år efter er vi om ikke bankerot, så lever vi dog stadig med krisen, og rådvildheden breder sig. Måske er det derfor du opleves så aktuel: Du er krisens filosof, idet du taler for den helbredelse i grunden, som det kristne evangelium står for.
Og så har jeg ikke omtalt de mange udstillinger, som har kredset om dig. Det Kongelige Bibliotek gjorde reverens og viste dine skatte i original, som de opbevarer. Men prisen tog for mig udstillingen Længsel, som viste, hvordan en åndsbeslægtet, maleren Lundbye omsatte en inspiration fra dig til beåndede malerier.
Og så ikke et ord mere om alt det andet, der også er sket i Kierkegaard året. Det viser sig, at dine tanker kan inspirere de mærkeligste mennesker, sangere, skuespillere, stand up komikere og hvad ved jeg. Er det ikke altid lige godt, så er det i hvert fald godt ment. Og du kan holde til det. Mindst hundrede år mere. Glæd dig i din himmel: Du er stadig en gåde og en intellektuel udfordring.
Viggo Mortensen er professor emeritus i teologi på Aarhus Universitet.