Vidde og prægnans i ny Møllehave-bog

Ny Johannes Møllehave-bog er fyldt med kaos, kristendom og kærlighed

Bogen viser enhver, fan og skeptiker, hvilken mangfoldig, varm og vis formidler Johannes Møllehave er.
Bogen viser enhver, fan og skeptiker, hvilken mangfoldig, varm og vis formidler Johannes Møllehave er. . Foto: Mette Frandsen.

Forfatteren og præsten Johannes Møllehave er ikke et instrument. Han er et orkester. Og når man inviterer klaveret, vælter trompeterne, violinerne, trommerne og tubaerne automatisk med ind ad døren. Det kan give tinnitus, selv til hørehæmmede.

Men vent! For pludselig bryder den fineste fløjte eller den dybeste bas igennem. Helt alene. Én tone ad gangen. Klog og klar. Og himlen åbner sig en lille smule i forbavselse.

Billedet falder lige for, når man skal beskrive den vældige musikalske opsamling af ord og tanker, indfald og anfald, som rummes i det nye monumentale, ja, testamentariske værk Den store Møllehave-bog, der nu udkommer med Johannes Møllehaves egen niece, Marianne Andersen, som redaktør.

Det er som at stå i en orkestergrav. Tanke op og tanke ned er sat i alfabetisk orden, så hvert begreb, hver overvejelse, hvert digt eller citat, hver analyse, refleksion eller prædiken gennem et langt liv er kategoriseret bogstav for bogstav. Endda med en henvisning, der som i udvalgte encyklopædier lokker læseren videre. Se også står der. Og man ser!

Det minder om topmoderne netkommunikation. Men det er først og fremmest et ualmindelig sikkert valg af redaktør Marianne Andersen, der må have haft et kolossalt arbejde med at samle alle brikkerne.

Den store Møllehave-bog har med andre ord fundet en struktur, der befrier frem for at begrænse. Og sættes Johannes Møllehave først i system, sker underet. Som vi så det i Det ender godt en af de seneste mange års bedste samtalebøger med dette multimenneske. Derfor ubetinget ros til redaktøren og naturligvis til manden bag. Denne nænsomme orden lader os måske for første gang se, hvor stort formatet er.

Som læser kan du således frit vælge, hvor du vil gå hen og lytte. Og mellem de mange tekststykker opstår helt nye frekvenser i dit eget hoved. Svært at forklare, let at gøre.

Lad mig give et eksempel:

Jeg valgte at vende bogen på hovedet, slog op på den allersidste side Å for Ånd og fik følgende citat fra Til glædens Gud med på rejsen:

Ånden er ikke noget værd uden sprog, så bliver den vage stemninger og sværmeri, og sproget er ikke noget værd uden ånd, så bliver det bare tomme lyde. Men når ånd og sprog forenes, bliver talen virkelighed, også selvom den er billedtale.

Man kan være enig eller uenig i denne entydige prioritering af sproget. Men kan det siges smukkere?

Næste stop er det sære begreb At tabe ansigt. Her erfarer vi, nu sammen med Løgstrup, at angsten for et andet menneske(s ansigt) er større end angsten for døden. Døden tager livet, det ved vi alt for godt; men i ansigtet kan selve det menneskelige krænkes. Og det gør os bange.

Gennem bare to opslag bliver det menneskelige således større end livet på en foruroligende og tankevækkende måde.

Jeg slutter tråden med B for Billede. Her hører vi om det jødiske forbud mod at afbilde Gud, som altid har undret Møllehave bortset fra når han ser alle de hæslige altertavler, især fra sidste århundrede!

Men teksten er længere, og jeg vil tilbage til det spor, der har forplantet sig i mig. Ånd, ansigt, tabe ansigt, billede. Når vi gør os billeder af hinanden, står der lidt efter, ser vi ikke længere hinandens ansigter. Blikket forsvinder bag masken. Og jeg tænker på den billedverden, vi omgiver os med, hvor alt i højere og højere grad er fiktion og iscenesættelse. Hvornår holder vi op med at se hinanden?

Sådan opstår der overalt associationer mellem de mange guidelines. Man kan vist roligt kalde det synergi-effekt. Fine kanaler graves mellem Taknemmelighed, Brød og Tro. Man kan også vælge at blive ved et enkelt ord: Trøst. Og så kommer brødet minsandten tilbage!

Den store Møllehave-bog viser, hvor smukt genbrugstanken fra vugge til vugge kan fungere i praksis. Teksterne er jo kendt i forvejen. Ikke desto mindre får de her en helt ny klangbund, ja, lad os bare sige fødes på ny, fordi de sættes i den rigtige ramme.

Personligt kan jeg bedst lide de korte tekster, hvor jeg selv får lov til at spille med. Men her er plads til alle temperamenter. Og når bogen lukkes for denne gang (den skal jo bruges og genbruges!), er der ikke stille. Og om lidt er vi ikke borte. Musikken spiller videre. Eller som der står under B for Bevægelse: Når man bliver ved med at gå, så går det nok.