Der var stor jubel på BogForum i Bella Center i København i går, da det blev offentliggjort, at messens debutantpris gik til Yahya Hassan, der for nylig debuterede med en digtsamling, der indtil videre har solgt i svimlende 37.000 eksemplarer. Den unge digter selv tog sceancen med ophøjet ro.
Debutantprisen er én i en lang række af danske litteraturpriser og anerkendelser til forfattere og digtere. Men nu ulmer en kritik af det stadig mere komplicerede litteraturprislandskab.
LÆS OGSÅ: Den litterære lemming-effekt
Informations kulturjournalist Karen Syberg har i en artikel kaldt Debutantprisen for utroværdig og sagt, at udvalget lige så godt kunne foretage en lodtrækning. Kritikken kommer, efter at en anden, lidt ældre debutant, Peter Tudvad, der har debuteret med Kierkegaard-romanen Forbandelsen, gik glip af chancen for prisen og de medfølgende 50.000 kroner, fordi hans forlag glemte at indstille ham.
Normalt vil jeg mene, at en litteraturpris skal være en faglig anerkendelse. Først finder man debutanter, så udvælges den bedste, som får prisen. Og sådan er det ikke med Debutantprisen, fordi man lader det afhænge af, om forlagene husker at finde en, siger Karen Syberg om prisen.
En anden kritik, fremført af Weekendavisens anmelder Lars Bukdahl, går på det, at der er en stigende tendens til, at én forfatter rydder hele bordet hvad angår litteraturpriser, som det for eksempel er set med forfatteren Kim Leine, der udkom med Profeterne i Evighedsfjorden i 2012.
LÆS OGSÅ: Hårdtslående mængder af smerte
Der er et helt elementært behov for at gøre opmærksom på dem, der ikke er kendte navne. Det er de samme seks-syv bøger, der bliver nomineret til alle priserne, især de læserpriser, som de store aviser Politiken, Weekendavisen og Berlingske uddeler, siger han.
Kritikken er helt på sin plads og peger på en generel forråelse i det danske landskab af litteraturpriser, som især er skabt af de store dagblades læserpriser, mener Niels Dichov Lund, lektor ved Det Informationsvidenskabelige Akademi, Københavns Universitet.
Vi har alt, alt for mange bogpriser. Det problematiske er, at læserne bruger priserne som en slags sorteringsmekanisme for, hvad de skal læse, og hvad de skal lade ligge. Der er rigtig meget god litteratur ude i hjørnerne, som aldrig når til læsernes natbord. Og den måde, især avisernes litteraturpriser uddeles på, bidrager absolut ikke til at få dem derhen.
LÆS INTERVIEW MED YAHYA HASSAN: Knausgård viste mig, at man kan skrive om sin far
Det problematiske ved de nyere læserafhængige litteraturpriser er, at de i lige så høj grad er skabt for at brande aviserne, mener Niels Dichov Lund.
Litteraturpriser i dag handler i bund og grund mere om dem, der uddeler dem, end dem, der får dem. Det er misforstået, hvis man regner aviserne som en kritisk stemme i det her. Det er ren afsender-branding, og det er problematisk, at en avis, der ellers skulle være en kritisk stemme i offentligheden, gør sig til dommer, uden at vi kender kriterierne, siger han.
Hos dagbladet Berlingske, der uddeler Læsernes bogpris, mener litteraturredaktør Søren Kassebeer ikke, at prisen skaber inflation.
Alle dem, vi vælger, har fortjent prisen, og man kan sige, at der er et element af tilfældighed i alle priser. Nobelprisen bliver givet til en forfatter, der tilfældigvis er nogle i Det Svenske Akademi, der synes om. Stort set alle priser bliver givet til dem, der i forvejen er i rampelyset. Man kunne da godt lave en smal litteraturpris, hvor man peger på nogen, ingen kender. Men jeg synes, det er godt, at én som Kim Leine får så meget opmærksomhed. Hvis vi bare havde en masse små superdemokratiske priser, så ville de jo bare skygge for hinanden og drukne i mængden. Der er nødt til at være nogen, der rager op og kaster glans over litteraturen.