RELIGIONSKRITIK DEFINERES oftest snævert som den tyske religionskritik, der i forlængelse af oplysningstidens opgør med jødisk/kristen religion leverede den platform, der fik Nietzsche til at annoncere Guds død.
Den klassiske ateistiske kritik foregik på sekulariseringens præmisser, den nutidige foregår på globaliseringens. Det betyder, at verden i dag er en livsanskuelsesmæssig arena, hvor præmoderne, moderne og postmoderne anskuelser udgør valg- og konfliktmuligheder. I det overvejende sekulariserede postkristne Europa har det stigende antal muslimer gjort det klart, at for mange mennesker er Gud aldeles ikke død.
LÆS OGSÅ: Tv-værts kors skaber voldsom debat i Norge
Nu er tiden måske kommet til at tage afsked med forskansningen i de to positioner Gud er død eller Gud lever åbne porten og udvikle en vinkel på religionskritik, der ikke identificerer sig med den vestlige ateistiske kritik af kristendom og jødedom eller med den religiøse position, men forholder sig kritisk i den oprindelige betydning af det græske ord, nemlig bedømmende uden på forhånd at dømme inde og ude. Dette er et postmoderne syn på religionskritik: Intet perspektiv har en medfødt ret til den sandhedsmæssige kongetrone. Dette gælder også den ateistiske vinkel.
Ateismen har et andet indhold end de monoteistiske religioner, men det er også en livsopfattelse. Og som med de religiøse positioner kan den forvaltes i en hård ekskluderende udgave eller i en blød inkluderende, hvor der er plads til andre, selvom de ikke mener det samme.
Hvordan håndterer man konflikter mellem identiteter det være sig religiøse, ateistiske, nationale med mere? En mulighed er styrkelsen af et metaniveau, hvor man træder et skridt tilbage, iagttager identiteterne, sætter sig ordentligt ind i dem for dermed at udvikle et kritisk perspektiv og en stillingtagen, der ikke er baseret på de fordomme, der oftest er klar til at blive fyret af fra hoften.
MED INSPIRATION fra samfundsforskeren Niklas Luhmann kunne en sådan styrkelse af den indre evne til at håndtere og rumme modsatrettede synspunkter måske mindske nutidens ydre kompleksitet og modvirke den fjendebilleddannelse, der opstår, når andres opfattelser ses som trusler.
Er en sådan rummelighed så ikke det samme som at identificere sig med en nihilistisk, uproduktiv relativisme, hvor det ene kan være lige så godt eller dårligt som det andet? Ikke nødvendigvis.
Ved at blive bevidst om ens eget verdensbillede og analysere brudfladerne mellem dette og andres, kan der opstå det frirum, der udløser de kreative og kritiske spørgsmål. Dette kan få nogle til at skifte mening, andre til at fastholde deres synspunkt, men på et styrket og gennemreflekteret, men ikke dogmatisk grundlag. Tvivlen kan være en skabende kraft.
Søren Kierkegaard definerer mennesket som produkt og producerende. Som produkter er vi bestemt af arv og miljø, men som producenter har vi en aktie i, hvordan vi forvalter de kort, vi har fået. Han mener, som en af eksistentialismens fædre, at mennesker har et valg. Nogle religionsforskere definerer religion udelukkende som sociale konstruktioner, andre mener, at religioner i deres kerne har en fælles sandhed den evige filosofi (philosophia perennis). Uanset hvilken definition af religion man vælger at tilslutte sig, er det muligt at reflektere over de valg, man selv og andre træffer i forhold til valg af livsanskuelse. Man kan for eksempel overveje følgende:
1) Lever man med den religion/livsanskuelse, man er vokset op med, uden at tænke nærmere over den?
2) Vælger man at tro på en given anskuelses troslære (også en ikkereligiøs som for eksempel marxismens), fordi man derved opnår en identitet og en plads i et fællesskab?
3) Vælger man at tro på Gud eller Allah i tillid til den institutionelle autoritet og andre menneskers troserfaringer eller trosoverbevisninger?
4) Vælger man at tro på Gud eller Allah på grund af egne troserfaringer eller trosoverbevisninger?
5) Hvilken rolle spiller man i forhold til en eventuel åndelig lærer eller
vejleder?
6) Hvilken rolle spiller fornuften for ens religion/livsanskuelse?
7) Vælger man en bogstavelig tro på hellige skrifter, selvom vi lever i en
anden tid end dengang, de blev skrevet, og selvom naturvidenskabens sansebaserede erfaringer modsiger en konkret læsning som for eksempel Bibelens skabelsesberetninger?
8) Vælger man at tro på naturvidenskaben, fordi man mener, at kun sansebaserede erfaringer har nogen sandhed?
9) Naturvidenskaben kan i dag sige noget om, hvad der sker i hjernen under bøn og meditation. Hvad betyder dette for tolkningen af religiøse erfaringer?
10) Kan der eksistere en balance mellem kontekstuel betinget identitet (religiøs/ikkereligiøs, kulturel, national) og frihed?
LÆS OGSÅ: Monoteisme er bedre end sit rygte
Tvivl kan opstå, hvis man går i dybden med sådanne spørgsmål.
Amir Ahmad Nasr er en ung muslim, der for nylig har udgivet en bog, han kalder My Isl@m. How Fundamentalism Stole My Mind and Doubt Freed my Soul (på dansk: Min isl@m. Hvordan fundamentalisme stjal mit sind, og tvivl befriede min sjæl).
Han har bevæget sig igennem den globale borgers åndelige rejse fra traditionel islam over vestlig ateisme til en genetablering af et forhold til islam på nye betingelser. Han har gennemgået en proces, hvor han har lært at værdsætte sine forældres traditionelle, medmenneskeligt prægede islam. Han har taget afstand fra politisk/religiøs indoktrinering i moskeens koranklasser og i muslimske skoler og begyndte at stille spørgsmål.
Når Nasr udtrykte sin tvivl til lærere og religiøse ledere, fik han at vide, at det var Satan, der lå bag hans tvivl og fristede ham. Han blev kastet ud i mødet med Vesten gennem vestlig uddannelse og lærte at værdsætte videnskab og den politiske frihed, uden at han dermed blev en næsegrus beundrer af Vesten.
For nogle bliver den slags sammenstød for meget, og løsningen fundamentalismens faste rammer. For Nasr blev tvivlen starten på tilegnelsen af den frihed, der består i ikke at begrænse sig selv til sin kulturelle prægning eller tro på andre menneskers tro, men i stedet udvikle en større tillid til egen dømmekraft gennem det mod, det kræver at kaste sig ud i mødet med det fremmede og dermed udvikle et større perspektiv på sig selv og andre.
Religionskritik er vigtig. Ikke en kritik, der nedgør, men gerne en kritik, der udfordrer og vækker til eftertanke. Måske er en sådan kritik vigtigere end nogensinde. I undervisningssammenhæng i faget religion kan den være med til at stille spørgsmål, blødgøre og nuancere synspunkter. Ikke give svaret, men stimulere til at udforske selv. Og i sidste ende støtte mennesker i at udvikle en dømmekraft, som gør dem til ansvarlige aktører i et samfund og ikke marionetdukker, der fører andres agendaer ud i livet.
Dorthe Enger er lektor og forfatter til bogen Religionskritik, som netop er udkommet på forlaget Systime