Fattigdommen er Israels nye fjende

Efter afsluttet militærtjeneste drog hun tilbage til syden for at bruge de arabiskkundskaber, kostskolen og militæret havde givet hende. Hendes tilbagevenden var en slags ideologisk korstog, hvor hun som skolelærer ønskede at give sydens unge generation nogle af de kundskaber, hun selv måtte drage til Jerusalem for at opnå. Men for et år siden stødte ideologi og personlige interesser sammen. Orna Nagar tog beslutningen om at forlade byen Sderot i det sydlige Israel og drage nordpå. Hun følte sig atter begrænset af de sparsomme muligheder i syden og besluttede sig for at prøve kræfter med Tel Aviv ved Middelhavets kyst, vel vidende at kun her vil det være muligt for hende at bryde med sydens mønster, der er præget af fattigdom, underudvikling, og arbejdsløshed.

Ifølge en nylig offentliggjort undersøgelse foretaget af Advas Sociale Forksnings-center i Tel Aviv er Israel stadig delt mellem etniske grupper blandt den jødiske del af befolkningen.

Ligesom for 50 år siden er de svagest stillede i dag de sefardiske jøder, der ofte er lavere lønnede end europæiske jøder, selvom der er tale om de samme stillinger. Fattigdomsproblemet er ikke kun forbundet med arbejdsløshed i Israel, men også meget lave lønninger. 40 procent af dem, der lever under fattigdomsgrænsen, har fast arbejde.

Sidste år skabte en enlig kvinde, Vikki Knafo, fra den sydlige del af Israel stor opmærksomhed, da hun besluttede sig for at vandre fra Dimona til Jerusalem i protest mod den udbredte fattigdom og regeringens økonomiske politik. I en kort periode talte medierne om, at en ny social bevægelse var på vej, og at den vanlige dagsorden med sikkerhedsspørgsmålet som det centrale endelig ville blive overskygget. Den samme stemning opstod, da den tidligere fagforeningsboss Amir Peretz blev valgt til Arbejderpartiets formand.

Men selvom fattigdommen udgør en næsten lige så akut trussel mod det israelske samfund som den palæstinensiske intifada, er det stadig indtil videre sikkerheden og ikke fattigdommen, der står øverst på dagsordenen.

– I Israel er der en klar sammenhæng mellem den socio-økonomiske status, bopæl og etnisk tilhørsforhold, siger Yossi Kelo fra organisationen Den Sefardiske Regnbue, der forsøger at udligne de etniske uligheder.

Sagt anderledes er der i Israel større sandsynlighed for at havne under fattigdomsgrænsen, hvis du er født ud af en sefardisk familie i den sydlige del af landet, end hvis dine forældre har europæisk baggrund og bor i den centrale del af Israel. Orna Nagar kender begge sider af denne sag.

I perioden siden Israels oprettelse i 1948 har det stort set været sådan, at det fattige syd tilhører de sefardiske jøder, mens det centrale Israel med Jerusalem og Tel Aviv er mere europæisk orienteret. Da de sefardiske jøder ankom til Israel i 1950'erne, blev de med vilje anbragt i fjerntliggende bysamfund af den dengang udelukkende europæisk fødte ledelse.

– Orienten og de sefardiske jøder blev præsenteret som en lokal kuriøsitet, siger Yehuda Shenhav, der er professor i sociologi på Tel Aviv Universitet.

– De blev præsenteret som en samling kulturelle genstande, og ethvert forsøg på at gøre dette til en politisk debat stødte på hårdnakkede benægtelser lige som alle andre tabu-emner, siger han.

Siden 1950'erne har disse bysamfund haft status som udviklingsbyer, der halter efter resten af Israel. Tidligere israelske premierminister David Ben Gurions ide om at gøre Negevørkenen til et frodigt område har slået fejl. I Nevatim, syd for Beer Sheva, har det lille samfund af jødiske immigranter fra Cochin i Indien for længst vinket farvel til deres kortvarige landbrugssucces i slutningen af 1970'erne.

Dengang var der gang i mango- og abrikoseksporten, og den lokale udvikling af blomster, der knap nok skal vandes, gav succes. Men i det øjeblik, det europæiske marked selv fandt ud af at udvikle samme blomster, mistede Nevatim sin eneste indtægtskilde.

I dag ligger den lille by faldefærdigt hen, og de ældre indbyggere bruger det meste af tiden på at tale om, hvor godt alting var dengang. Da byen for nylig fejrede 50-års-jubilæum, handlede alle talerne om de gyldne år i 1970'erne. Ikke en eneste turde sige noget om nutiden eller fremtiden.

Det er netop den stemning, der fik Orna til at forlade syden. Første gang fordi hendes forældre forstod vigtigheden i at flytte. Anden gang fordi hun selv forstod.

– Jeg tog beslutningen om at flytte til Tel Aviv, fordi jeg nåede til et korsvej i mit liv, siger Orna Nagar.

– Jeg sagde til mig selv: Enten lever du et middelmådigt liv i Sderot med stærkt indskrænkede muligheder på grænsen af evig fattigdom og uden karriere, eller også tager du skridtet nordpå for at åbne op for mulighederne i Tel Aviv, siger Orna Nagar.

Ligesom hos forældrene vandt de nordlige himmelstrøg i Ornas tilfælde.

Ornas valg mellem syd og nord, Sderot og Tel Aviv, fattigdom og muligheder, er hendes mesterværk. Det er hendes vigtigste beslutning nogensinde, siger vennerne, der for længst er flygtet fra syden for at sprede vingerne i Jerusalem eller Tel Aviv. Efter deres opfattelse har Orna reddet sig selv ved at flytte væk fra Sderot.

allan@kristeligt-dagblad.dk

Landet Israel

uIran ønsker det slettet fra verdenskortet. Andre vil have det kastet i havet. De fleste bakker dog op om Israels eksistens og håber på en fredelig løsning på konflikten med palæstinenserne. Men midt i storpolitikken, de væbnede konfrontationer og diplomatiske tovtrækkerier eksisterer der et almindeligt land, som har en hverdag. I en artikelserie ser Kristeligt Dagblad på, hvad det er for et slags samfund, den unge sammensatte nation udgør.

uMed et netabonnement kan man læse Kristeligt Dagblads artikler om "Landet Israel" på

www.kristeligt-dagblad.dk