Fest og ro i det høje nord

De bliver stående udenfor, mere tavse end de har været længe denne dag, og suger synet af kirkens "vestfront" til sig. Ud over de fem kristusfigurer over den tunge indgangsdør er der 54 andre statuer på den udendørs kirkevæg. Kun fem af statuerne er originalerne fra middelalderen, fra dengang i 1248 hvor bygningen af vestfronen påbegyndtes. På grund af at vestfronten brændte i 1500-tallet, har man siden måttet genskabe statuerne og genopbygge de to tårne. De hele stod færdigt i 1983. Den ældste del af kirken, som stadig er bevaret, er tværskibet og kirkens kors-arme, som begge havde byggestart omkring 1150-1170.

Dengang i middelalderen var kirken katolsk. Men fra reformationen i 1537 har den været evangelisk-luthersk. Nidaros Domkirkes menighed er på 4300 mennesker, som tilhører Den Norske Kirke – Norges pendant til den danske folkekirke. Selve menigheden er så lille, fordi der er så mange andre kirker i byen og på hele egnen.

Men kirkens betydning rækker langt ud over den lille omkringliggende menighed. Domkirken udfylder nemlig samtidig sin funktion som Nidaros bispedømmes hovedkirke. Ikke mindst udgør den et velbesøgt rejsemål med 2005 som et rekordår med 400.000 besøgende – i 2004 var der 371.000, der trådte ind i kirken. Gudstjenestegængere, koncertgængere og – flest – turister udgør den blanding af besøgende i kirken.

En mindre gruppe på en 3000-4000 er deciderede dedikerede pilgrimme, som har vandret på en af de fire store pilgrimsveje, der fører til Nidaros: fra Tønsberg/Oslo, fra Østerdalen, fra Härjedalen og Jämtland i Sverige. Nogle mener, at pilgrimsvejen har en endnu længere sammenhængende rute, nemlig via den jyske hærvej og ned gennem Europa til Santiago de Compostella i Spanien.

Eller omvendt.

Som der står at læse i en af de gamle middelalderlige bøger om pilgrimsfærd mod Nidaros: "Efter rejsen gennem Jylland tager man fra den nordlige del af halvøen med skib mod nord til Norges kyst. Herefter følges kysten mod vest og nord indtil Trondheimsfjorden." Kystruten langs det norske vestland er dog ikke den mest gængse. Det er og bliver ruten op igennem det midterste Norge fra Tønsberg via Oslo til Trøndelag, som er det amt, hvor Trondheim er hovedbyen.

Uanset rute, så er det et faktum, at pilgrimmene rører på sig igen. Den fromhedsaktivitet, som i fem middelalderlige århundreder var en vigtig del af folkelivet mod nord, er ved at komme lidt på fode igen. I hvert fald gennem de seneste 10 år har Nidaros Domkirken igen fået en funktion som internationalt pilgrimsmål og har i dag sin egen pilgrimspræst.

Desuden er der ovre på den anden side af gaden et pilgrims-modtagecenter, hvor man kan få en kop kaffe, noget at spise og måske en seng for en enkelt nat, hvis man måtte ønske det. Man får også information om kirken og andre pilgrimsrejser, og når en pilgrim går ind i kirken, kan han eller hun lade sig registrere i bogen indenfor.

For vores skandinaviske gruppe på 12 personer er det nu blevet tid til at gå indenfor. Denne søndag eftermiddag er der ekstra gudstjeneste om en time, og eftersom vi er i god tid, er der tid til at gå indenfor og bede, tænde et lys og gøre klar til aftenmessen.

Hvert år den 29. juli er der gjort ekstra ud af gudstjenesterne i Nidaros. Eller rettere: Der er er gjort ekstra ud af det i hele ugen op til og ugen efter. Der er der nemlig de såkaldte St. Olav Festdage, som er en kirke- og kulturfestival, der berører hele byen og forvandler Trondheim til en stor fest med koncerter, foredrag, markeder og ekstra gudstjenester.

Festivalen er opkaldt efter Olav Haraldsøn, også kaldet Olav den Hellige, som var konge i Norge omkring år 1000 og døde under slaget ved Stiklestad. Historien siger, at hans lig herefter blev ført til Nidelvens udløb og begravet i en sandbanke. Da man senere ville flytte liget, sprang en kilde (der, hvor de 12 gjorde ophold for at drikke kort før ankomsten til domkirken) og kongen så frisk ud. De fromme mænd antog, at han var en hellig mand, og de byggede et lille trækapel. Historien om den hellige Olav spredte sig, og pilgrimme begyndte at strømme til byen. Kulten omkring St. Olav spredte sig også på den måde, at 340 kirker i Skandinavien, Storbritannien, Rusland, Baltikum, Polen, Tyskland og Holland.

Det er den interesse, som har gjort, at Nidaros Domkirke fik sin store betydning, og det er den gamle historie, som gør, at pilgrimme og turister kommer til Trondheim i stort tal. Især om sommeren. Alene i de fire sommermåneder i 2005 (maj-august) var der 208.000 besøgende i Nidaros Domkirken.

I dette rekordordår udgjorde festdagene et ekstra trækplaster. Programmet var nemlig i år særlig festligt på grund af Norges fejring af 100-året for selvstændigheden fra Sverige. Nidaros Domkirken – og den tilhørende Ærkebispegården – var som vanligt centrum for programmet, der var fordoblet til at have over 300 arrangementer i forhold til normalen. I den forbindelse kan det nævnes, at det økumeniske samarbejde i Trondheim betyder, at romersk-katolsk, ortodoks, koptisk og anglikansk gudstjeneste i nogen grad også fejres i Domkirken, ligesom præsterne indimellem også slår over i tysk, engelsk eller andre sprog, hvis der er særligt store grupper af ikke-skandinaviske besøgende. Dette sker især om sommeren, men også her i juleperioden, hvor der er ekstra mange gudstjenester og besøgende.

Nidaros Domkirkens status som internationalt trækplaster og pilgrimsmål kommer også til udtryk i op til fire daglige guidede ture på engelsk, hvilket en gruppe spaniere benytter sig af denne eftermiddag.

Det behov har hollænderen Fons Sarnez imidlertid ikke. Han kender nemlig turen til hudløshed, fordi han har slået sig ned her i Trondheim. Desuden har han ikke behov for en guidet tur på engelsk, for han har – som det er karakteristisk for hollændere – lært det skandinaviske sprog på rekordtid, siden han kom til byen for godt et halvt år siden.

Det var egentlig blot meningen, at det skulle være almindelig pilgrimstur, da han i foråret spontant forlod det tætpakkede Amsterdam for at vandre mod nord.

– Men jeg blev besat af roen og landskabet her i området, siger Fons Sarnez, der er 49 år.

– Og så selvfølgelig St. Olav festdagene, som jeg dumpede lige ned i, tilføjer han.

Som de fleste andre har han her omkring Nidaros fundet den ultimative kombination af lige dele fest og lige dele ro i det høje nord.

brun@kristeligt-dagblad.dk

NIDAROS DOMKIRKEn

Beliggenhed: I centrum af Trondheim i Norge.

Nidaros Domkirken er verdens nordligste middelalderkatedral og Norges nationalhelligdom

Den ældste del af kirken, som stadig er bevaret, er tværskibet og kirkens korsarme, som begge havde byggestart omkring 1150-1170.

Fire præster er ansat, plus en særlig pilgrimspræst

Domkirken har i 2005 været besøgt af 400.000 mennesker

3-4000 særligt dedikerede pilgrimme, med hundereder af kilometers vandring bag sig, ankommer årligt til Nidaros

Den vigtigste pilgrimsrute går op igennem det midterste Norge fra Tønsberg via Oslo til Trøndelag, som er det amt, hvor Trondheim er hovedbyen.

www

Med et net-abonnement kan alle tidligere artikler i serien om troens steder læses på www.kristeligt-dagblad.dk. Dette er den sidste artikel i serien.