Philip Roth har gjort det til en specialitet at skrive romaner om mænd, der rammes hårdt af en historisk udvikling og efterfølgende undres, raser og forbitres over slaget.
I Amerikansk pastorale ramler verden sammen om handskefabrikanten Swede Levov, da hans elskede datter i protest mod Vietnamkrigen og Lyndon B. Johnson-regeringen slutter sig til en venstreorienteret terrorgruppe. I Den menneskelige plet omkalfatres alt for universitetsprofessoren Coleman Silk, da han anklages for racisme af en politisk korrekt kollega og mister job og anseelse. Og i Roths nye bog på dansk, Nemesis, går verden under for den 23-årige atlet og legepladsleder Bucky Cantor, da en polioepidemi rammer byen Newark i New Jersey i sommeren 1944, og en stor del af byens jødiske børn lammes.
LÆS OGSÅ: Er Socialdemokraterne skadet i fundamentet?
Den opofrende og pligtopfyldende Bucky gør alt, hvad han kan for at holde gejsten oppe og redde børnene gennem den ubærligt hede sommer, men går mentalt og fysisk i baglås, da han erfarer, at han selv måske er smittekilde og lammes i benene. Et lovende liv klapper sammen, og Bucky ender som forbitret. Her er, hvad romanens fortæller, Archie, der selv var en af drengene på Buckys legeplads i 1944, ser, da de to mødes mange år senere:
Han var i store træk en humorforladt person, velformuleret nok, men uden spor af vid, en som aldrig i sit liv havde talt satirisk eller med ironi, som sjældent fyrede en vittighed af eller spøgte en der i stedet var plaget af en overdreven pligtfølelse, men udstyret med begrænset intellektuel styrke, og det havde han betalt en høj pris for, idet han tilskrev sin historie den tungest tænkelige betydning, en betydning, der, idet den intensiveredes som tiden gik, fatalt forstørrede hans ulykke, som det hedder i Simon Fruelunds oversættelse (der generelt er plaget af mange slåfejl og unødvendige anglicismer).
Inden vi når til dette punkt i romanen, har vi lært Buckys anstændige livsførelse godt at kende. Han er en ejegod dreng, som bor hos sin bedstemor for bedre at kunne hjælpe hende, som kerer sig om drengene på legepladsen, som han er sat til at lede af bystyret i en tid, hvor mange andre er sendt i krig, og som skal giftes med lægedatteren Marcia, som tilbringer den fatale sommer som lejrleder i Pocono-bjergene i Pennsylvania. Hvorfor skal dette gode menneske rammes af det onde?
Spørgsmålet runger gennem romanen, og svaret gives ikke. Eller rettere: Roth orkestrerer en historie, der viser, at det både er for simpelt at give Gud hele skylden for ondskaben i verden og for simpelt at lægge skylden på individet. Det er ikke enten-eller. Selvom både afvisning af Gud og selvpineri er forståelige menneskelige reaktioner, når ulykken rammer.
Man kan som læser nemt identificere sig med Buckys gevaldige udsving i følelsesregisteret og forstå hans bevæggrunde for at vælge et liv i isolation efter ungdommens udadvendte aktivitet. Men man er heller ikke i tvivl om, at den selvretfærdige, selvpineriske og majestætisk tilbagetrukne fornærmethed, som han udviser, er en synd mod livet og dets muligheder. Kom dog ind i kampen igen, råber man næsten under læsningen til atletiktalentet Bucky, for det virker så forkert, at en udefra påført historisk tragedie (polioen, der senere i århundredet blev udryddet takket være lægevidenskabens fremskridt) skal lamme ikke blot Buckys ben, men hele hans liv.
Han var den absolutte modsætning til landets mest storslåede eksempel på et poliooffer, FDR, fordi sygdommen havde ledt Bucky til nederlag, ikke sejr, står der med en henvisning til den amerikanske demokratiske præsident Franklin D. Roosevelt, der greb lammelsen anderledes an.
Typisk for Roth i denne sene del af forfatterskabet spiller amerikansk historie en fremtrædende rolle i Nemesis, der samlet set er en gribende og intens lille skæbnefortælling, der sætter de største historiske og eksistentielle begreber i spil.