Søndag aften var sangeren Rasmus Nøhr i talkshowet Søndag Live på DR2 i anledning af, at han er aktuel med et nyt album. Titelnummeret hedder Retursekund og er sangerens hjemmegjorte ord for en stærk momentan erindring. Måske den, man gerne vil genopleve i livets sidste øjeblik.
Rasmus Nøhr har åbenbart i forbindelse med lanceringen ladet forstå, at nummeret handler om pigen Sille, som han var kæreste med og ikke er kæreste med mere. Mødet med hende i sin tid er hans retursekund.
LÆS OGSÅ: Litteraturen er nyklippet og må ikke betrædes
I et talkshow skal man helst være veloplagt på en lettere overgearet måde, men Nøhr var fra starten tydeligt nervøs og beklemt ved samtalen. Studievært Ane Cortzen lokkede ham ind i en følsom snak om Sille, hvor han til sidst med lukkede øjne skulle se hende for sig og tænke over, hvad hun mon lavede nu. Og minsandten om ikke den reelt eksisterende Sille pludselig dukkede op på en storskærm i studiet og holdt en lille tale til Rasmus om, hvor meget han også havde betydet for hende, og hvor glad hun var for at have været muse for det nummer. Showet lavede med andre ord en mini-udgave af det gode gamle overraskelsesmoment fra Her er dit liv.
Den præmis var tydeligvis ikke aftalt med Nøhr, som blev overrumplet i rigtig, det vil sige radikal forstand. Situationen var faretruende tæt på at gå i opløsning, da Sille havde fortonet sig. Cortzen var noget i vildrede med hensyn til den virkelige og ikke spor veltilrettelagte følsomhed, der pludselig viste sig. Hvordan skulle den lige håndteres?
Publikum grinede forceret af den mindste morsomhed for at prøve at tage toppen af den emotionelle spænding. Rasmus Nøhr kæmpede for at holde sig flydende med lidt ærlig snak og et par jokes (skål!), men kunne ikke tilbageholde de direkte bebrejdelser mod programmet, værten og Sille for det stunt, de havde lavet. Til sidst fik han taget initiativ til at afslutte samtalen.
Nå, det er jo ikke verdens undergang. Efter at de har tørret sveden af panden ude bagved, har tilrettelæggerne forsikret hinanden om, at dette faktisk blev et unikt tv-øjeblik af den slags, man ikke kan planlægge. Og den sympatiske Nøhr har nok gavnet sit eget pladesalg og vil sikkert også modtage en stribe ægteskabstilbud. Er det ikke blot endnu en lille forpostfægtning i tidens store forhandling mellem det private og det offentlige?
Grænsen har rykket sig voldsomt gennem årene, og alle mulige fra kunstnere til præster og politikere deler ud af sig selv og deres inderste liv for at fremme sagen eller salget. Intet er tilsyneladende for privat, indtil det så alligevel er det. Og det punkt kan være svært at forudberegne, kan man sige til tv-showets forsvar.
En anden frontlinje blev imidlertid også synlig i tv-øjeblikket. Den mellem det private og det almenmenneskelige, udtrykt gennem kunsten. På et tidspunkt mod samtalens kaotiske slutning siger Rasmus Nøhr: Jeg synes, det er meget privat, det her. Jeg skriver sange for at komme af med det, og så er det meningen, at I andre også skal kunne bruge sangene sammen med jeres kærester og ikke specielt dykke ned i mit liv.
Nøhr formulerer her det kunstsyn, vi inden for litteraturforskningen kender fra modernismen og nykritikken. Det er muligt, at kunstneren bruger sig selv, men i det vellykkede kunstværk sker der samtidig en af-privatisering. Værket løsriver sig fra sin ophavsmands biografi og opnår en almen gyldighed, som andre mennesker kan genkende sig i og tage bolig i for en stund.
Allerede Aristoteles sagde, at det, modsat historikeren, ikke er digterens opgave at fortælle, hvad der er sket, men hvad der kunne ske, i henhold til nødvendighed og sandsynlighed. Digtningen er dermed mere filosofisk end historieskrivningen, for den vil udtrykke det universelle, hvor sidstnævnte vil udtrykke det partikulære.
Dette kunstsyn har været under voldsom beskydning i mange år og er det selvfølgelig også i disse tider, hvor autofiktion gælder for at være mere interessant end fiktion. Men betragter man kunsten som en lidt pudseløjerlig omvej i stedet for blot at sige tingene ligeud, bliver der kun de konkrete historier tilbage, i tv-showets regi den almindelige nyfigenhed og sladder iscenesat som følsomhed. Det er for lidt. Det kan og skal vi ikke lade os nøje med.
Vel talt, Rasmus Nøhr.
Nils Gunder Hansen er ansat ved Syddansk Universitet og er anmelder ved Kristeligt Dagblad. I klummen Tidens tegn skriver han hveranden uge om tendenser inden for kultur, samfund og hverdagsliv