Kina får to-barns politik

Kineserne må fremover få to børn, hvis den ene ægtefælle er enebarn

Kina kan være på vej til at opgive et-barnspolitikken, der gennem tre årtier har dikteret, at mange kinesere kun måtte få et barn. Den kinesiske centralkomité meddelte i går, at kinesiske par fremover må få to børn, hvis den ene af ægtefællerne er enebarn.

I årtier har kinesere i byer kun måttet få et barn. Det er i de senere år blevet lempet til, at hvis begge ægtefæller er enebørn, måtte de få et barn nummer to, men nu bliver det krav så yderligere lempet.

Beslutningen sker i erkendelse af, at det kinesiske samfund er ved at blive alvorligt ændret som følge af det lave fødselstal. Den kinesiske befolkning bliver ældre, og om få år vil der være færre til at forsørge de gamle.

Meddelelsen kom, da det statslige nyhedsbureau Xinhua i går offentliggjorde den fulde sluterklæring fra det tredje plenummøde i centralkomitéen, der sluttede i tirsdags i Beijing.

Af erklæringen fremgik det også, at Kina vil afskaffe en anden forhadt ordning, den såkaldte ?genopdragelse gennem arbejde?. Det er en administrativ regel, der indtil nu har givet politiet ret til at sende folk i arbejdslejre i op til fire år uden en dommerkendelse. Den er blevet brugt mod folk, der protesterer over uretfærdigheder og den korruption, der er udbredt i Kina.

Centralkomitéen lover også at reducere brugen af dødsstraf, som Kina har en bekymrende verdensrekord i. Fremover skal færre lovovertrædelser kunne straffes med døden, men det vil ske gradvist.

Omfattende økonomiske reformer er også på vej. Der bliver åbnet for private banker, og de statslige virksomheder bliver frataget nogle af deres monopoler. De skal aflevere 30 procent af deres overskud til staten mod nu næsten ingenting. Pengene skal bruges til at forbedre befolkningens levestandard, hedder det, dog først fra 2020.

Ledelsen vil også reformere ?hukou-systemet?, der deler kineserne op i by- og landbefolkning. Bønder skal have lettere adgang til at blive optaget i små og mellemstore byer, mens storbyerne fortsat vil begrænse adgangen. Bønder vil få ret til at omsætte eller optage lån i deres jord og få del i væksten, men dog ikke ejendomsret.