For syv år siden fik FNs Menneskerettigheds-kommission en plads på historiens hylde. Udskældt for sin partiskhed og manglende evne og vilje til at debattere grove overgreb i de lande, hvor menneskerettighederne virkelig er en mangelvare. Den håbefulde afløser blev FNs Menneskerettighedsråd med 47 roterende medlemmer. Et råd, der i denne uge gav plads til lande som Saudi-Arabien, Rusland, Kina, Cuba, Vietnam og Algeriet. Overflødigt at sige, at disse lande er blandt verdens førende krænkere af menneskerettigheder.
LÆS OGSÅ: Kald ikke mad, penge og sundhed for en menneskerettighed
Det åbenlyse problem i Menneskerettigheds-rådet er, at det lige som Menneskerettigheds-kommissionen har udviklet sig til at være et råd, hvor krænkerne holder hånden over hinanden og sørger for, at deres egne overtrædelser ikke kommer på rådets dagsorden. Men-neskerettighedsrådet har i mange år været lammet af et stort antal lande fra Organisationen For Islamisk Samarbejde (OIC), der blandt andet var drivkraften bag den udskældte Durban II-konference i Genève. De samme OIC-lande har argumenteret for at gøre religionskritik ulovlig. Dette er ikke sket, men Menneske-rettighedsrådet har vedtaget ikke-juridisk gældende resolutioner, der er med til at give de krænkende lande muligheden for at referere til rådets egne resolutioner i sager om religionskritik.
Menneskerettighedsrådet er også blevet et organ for proportionsløs kritik af Israel. Der er ingen tvivl om, at Israel bør kræves til ansvar for sin fortsatte besættelse af dele af Vestbredden og den uværdige situation, den skaber for den palæstinensiske befolkning. Men når FNs Generalforsamling på foranledning af Menneskerettighedsrådet som i sidste uge er i stand til at vedtage hele ni fordømmende resolutioner mod Israel uden så meget som at nævne Syrien, Saudi-Arabien, Kina, Egyp-ten, Iran, Cuba, Sudan eller Rusland, er det ikke vanskeligt at se, at noget er pilråddent i FNs Menneskerettighedsråd. Syrien blev faktisk nævnt, men det var i forbindelse med en resolution mod Israels behandling af den syriske befolkning i Golanhøjderne. Lige ovre på den anden side af grænsen gasser præsidenten sin egen befolkning med kemiske våben, og grupper halshugger hinandens medlemmer.
Men ikke et ord om det. Heller ikke en eneste sætning om mindretalsforfølgelser i Mellemøsten, piskeslag til og fængsling af systemkritikere, journalister og homoseksuelle. Det bedrøvelige er, at med de nye medlemslande skal vi heller ikke forvente at høre fordømmelser af den slags det kommende års tid fra det, der burde være verdens forsvarer for menneskerettigheder alle steder.
For Danmark og andre EU-lande er afstemningen i FNs Generalforsamling om optagelse af nye medlemslande i Menneskerettig-hedsrådet forbundet med et moralsk ansvar. Danmark har ikke offentliggjort, hvordan man stemte i Generalforsamlingen, men logisk set burde det være udelukket, at Danmark overhovedet kan overveje at stemme ja til systematiske menneskerettighedskrænkere og dermed bidrage til, at farcen i Menneskerettighedsrådet får lov til at gentage sig år efter år.
A.S.