Så nøjes jeg med himlen

Man behøver ikke at opholde sig længe i Georgien for at opdage, man her har at gøre med et land og et folk, der i ekstrem grad viser selvfølelse og identitet for ikke at sige stolthed eller sågar chauvinisme.

"Da så Gud spurgte georgierne, hvad de dog havde lavet, svarede de: 'Vi drak din skål.' Rørt over deres gestus, svarede Gud med disse ord: 'Jeg er glad og rørt over jeres betænksomhed. I er gode mennesker - derfor skal I have Paradis-landet. Og så nøjes jeg med himlen.'" skriver Thomas Petersen i dagens læser-anekdote.
"Da så Gud spurgte georgierne, hvad de dog havde lavet, svarede de: 'Vi drak din skål.' Rørt over deres gestus, svarede Gud med disse ord: 'Jeg er glad og rørt over jeres betænksomhed. I er gode mennesker - derfor skal I have Paradis-landet. Og så nøjes jeg med himlen.'" skriver Thomas Petersen i dagens læser-anekdote. Foto: Robert Schlesinger Denmark.

Selv kalder georgierne sig kartveler og deres land for Sakartvelo. Selvfølelsen og den nationale identitet er stærk på trods af eller måske som følge af at landet kun i meget korte perioder har været samlet eller oplevet storhed.

Hovedingredienserne i den georgiske stolthed er valget af kristendommen som statsreligion allerede i 300-tallet, og det er udvikling af eget alfabet og skriftsprog på samme tidspunkt. Klassisk græsk og latinsk litteratur blev oversat til georgisk sammen med persiske og arabiske klassikere. Men ingrediensen er også den historiske erindring om korte perioder med frihed og storhed og lange perioder med underkastelse og kamp mod omverdenen en kamp, der siden 600-tallet primært blev en kamp mod islam.

Storhedsperioden var for eksempel under kong David (1089-1125) med tilnavnet Genopbyggeren, der tilbageerobrede hovedstaden Tbilisi fra araberne og genforenede riget under dets nuværende navn Sakartvelo. Eller under dronning Tamar (1184-1213), hvor videnskab og kunst blomstrede. Blandt andre i skikkelse af digteren Sjota Rustaveli, der er kendt og elsket af hver georgier, og som skrev forelskede sonetter til sin sortøjede dronning, hundrede år før Petrarca skrev sine til Laura.

I Georgien fortæller man også gerne om dengang, Vorherre fordelte jordens lande mellem sine skabninger. Historien er en vandrehistorie, men det gør den jo ikke dårligere. Vorherre havde udset sig Paradis-landet syd for Kaukasus-kæden som bolig til sig selv. Men under for-delingsprocessen sad georgierne netop i dette land og drak deres herlige vine.

Da de så endelig fremstillede sig for Gud, var der uheldigvis kun Paradis-landet tilbage. Da så Gud spurgte georgierne, hvad de dog havde lavet, svarede de: Vi drak din skål. Rørt over deres gestus, svarede Gud med disse ord: Jeg er glad og rørt over jeres betænksomhed. I er gode mennesker derfor skal I have Paradis-landet. Og så nøjes jeg med himlen.