I den svenske forfatter og insektforsker Fredrik Sjöbergs forunderlige bog Fluefælden, der udkom for nogle måneder siden, beskriver han den åbenbaring, det hvert år er, når lønnen springer ud. I de uger bør man, siger han, kun have to ord på sin telefonsvarer: lønnen blomstrer. Og enhver vil forstå.
Det slår mig, når jeg læser Kathrine Lilleørs nye fortællinger fra sit liv, at hele den dimension af krop, natur og sansning, der for denne forsker løfter livet ind i en uforklarlig religiøs dimension, er aldeles fraværende.
LÆS OGSÅ: Vælgeren, der blev politiker
Lilleør er narrativ teolog til fingerspidserne. Det er ikke den blomstrende løn, men de bibelske fortællinger helt uden tilsætningsstoffer, der forklarer livet, lykken og smerten. Det er Marias bekymring, det er den samaritanske kvinden ved brønden, det er den spedalske mand, det er disciplenes bøn om mere tro.
Ordet er alt. Og det indrammer det eksistentielle i en sådan grad, at det kan virke begrænsende. Det frie fald og det tomme rum får ikke en chance. Til gengæld har Lilleør et absolut gehør for teksternes gennemslagskraft i alt det liv, der leves midt imellem. Og som få har hun vist, hvordan man kan bruge det kvindelige som en vældig intellektuel ressource i fortolkningen. Det i sig selv er en kilde til inspiration.
Lad os skrue tiden fire år tilbage. I 2009 udkom Kathrine Lilleør med sin fine bog Kvinde, hvorfor græder du, en lille, søblå sag, delikat akkompagneret af kunstneren Vibe Bredahl. Den har solgt i 45.000 eksemplarer.
Kærligheden er. Fortællinger fra mit liv er en form for efterfølger. Nu ikke med tårer; men med kærlighed som tema hvilket jo ofte er det samme. Og igen er det samspillet mellem det intime følelsesliv og den præstelige forkyndelse, der er i centrum.
Men den indsigt og nødvendighed, der var drivkraften i tåre-bogen, fortætter sig desværre aldrig helt i de nye tekster. Der er fine undtagelser, dem vender jeg tilbage til. Men der er også en del gentagelser og mange småtterier. Rigtig godt, rigtig ondt gør det sjældent. Og Bredahls papirtynde streg, der i den grad signalerer poesibog frem for passion, er med til at understrege denne mellemproportionale, venindeagtige tone, der især i starten præger teksterne. Sæt dig ved min side, så vi kan dele hjerterum, står der således i forordet. Og vi hører, hvordan ordene bliver hvisket tæt ved øret i dybeste fortrolighed.
Men spyt bolsjet ud og bliv hængende. For Lilleør er som sagt en livsalig fortolker. Og der er meget at glæde sig over, især i den sidste og mest substantielle del af bogen. Gransk en provokerende sætning som for at blive voksen kvinde må der en mand til, eller læs den forbilledlige fremstilling af de tre gange Johannes: Døberen, Løgneren og Forføreren, som tre grundlæggende mandetyper, der ikke vil være skyldige.
Snyd heller ikke dig selv for den fine refleksion om skam og ondskab: Det er evangeliernes påstand, at det neutrale sted i forhold til næsten, i forhold til medmennesket og dermed i forhold til Gud ikke findes. Forsøger jeg mig med det, bliver jeg altid bøddel. Og her brister endelig sikkerhedsnettet. Det er nemlig umuligt at være fejet og prydet () at tro, at man kan holde sig skammen fra døren. Det er ikke alene umuligt, det er urent!.
Se, den skam er det menneskets lod at have. Den kender lønnen ikke. Den kan bare blomstre. Det er derfor, der er brug for teologer som Kathrine Lilleør.