Første dag jeg tilbragte på San Cataldo, som jeg skrev om i forrige Eftertanken-klumme, foreslog en af gæsterne, at vi skulle tage en præsentationsrunde. Det var selvfølgelig en god idé. Om sig selv fortalte han, at han var forfatter, boede i Tórshavn og hed Hanus Kamban.
På biblioteket lå to af hans bøger fremme, en novellesamling fra 2010 (dansk oversættelse 2012) med titlen Guldpigen og en biografi fra 1994 til 1997 (dansk oversættelse fra 2001) om Færøernes første moderne digter, J.H.O. Djurhuus. De er begge oversat til dansk af Kirsten Brix, der er gift med Hanus.
Da biografien er på over 800 sider, valgte jeg at læse novellesamlingen, forfatterens femte, der i 2012 blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris.
LÆS OGSÅ: Den store messe og den lille anfægtelse
Under titlen The angry writing and other stories foreligger den også på engelsk (2013). På dens bagside citeres et medlem af priskomitéen for, at novellerne skildrer en verden, hvis uforståelige og foruroligende elementer trænger sig ind på hverdagsfænomener, således at grundlæggende menneskelige egenskaber og behov afdækkes. Også Kambans stil fremhæves, og man behøver ikke at læse mange sider for at bemærke, at man sprogligt er i udsøgt selskab.
Selv har jeg hidtil haft det svært med magisk realisme. For eksempel brød jeg mig ikke om Isabel Allendes Åndernes hus, en roman, næsten alle andre elsker, og som Bille August filmatiserede. Men heller ikke filmen kunne jeg lide, til trods for at jeg sætter pris på langt de fleste af Augusts film. I Hanus Kambans novellesamling havde jeg imidlertid ikke svært ved at forlige mig med dens magiske realisme, for i den bidrager de overnaturlige elementer på lige fod med andre til, at novellerne kan udtrykke det, der er hensigten med dem.
I titelnovellen i den engelske udgave forsvinder digteren og filosoffen Zoran pludselig fra sin kæreste, Vivi. Mens hun har sat sig på en bænk ved en bro, han netop har fortøjet deres robåd ved, bliver han pludselig transporteret til en by et sted i Mellemeuropa.
Her konfronteres Zoran med Europas traumatiske fortid. Under en spadseretur opdager han en aften, at der i brolægningen under hans fødder er indstøbt små, firkantede messingplaketter, hvorpå der er indgraveret tekster af typen Her boede Fanny Grumbacher, myrdet 1942. Og da han i en skov senere hører en spættes hamren, ser han, at den er sort som døden og blodrød i hovedet af raseri.
Jeg har fået fortalt, at der i Berlin er indstøbt mange plaketter af denne type i gadebelægningen. Og da jeg spurgte Hanus, fortalte han, at han selv havde lagt mærke til dem under et studieophold i Freiburg.
I novellens sidste kapitel er Zoran transporteret tilbage til det idylliske sceneri ved bådebroen med Vivi, der på bænken stadig venter på sin vaffelis. For danske læsere er det bemærkelsesværdigt, at novellen begynder sådan: Landet, hun stammede fra, lå oppe nordpå og var så fladt, at dets navn endte på mark. Lærken sang i dets skove, og bøgen spejlede sig i dets søer. Med det bløde landskab konkurrerede historiens slettelandskab, for i dette lille rige havde de sidste tre hundrede år kun efterladt få ar fra krige og katastrofers hærgen.
En enkelt af historierne foregår på Færøerne. Skoledrengen Edward hjælper en sommer sin onkel med at tjære hans tremmehus. Han går også med post, og i den lille bys afsides beliggende østligste hus oplever han for første gang kærligheden hos en smuk, svanelignende kvinde, hvis øjne udtrykker sublim værdighed.
Også i denne novelle indgår der foruroligende elementer: En gådefuld sortklædt person kaldet Skyggen afliver på grusomste vis en tam, hvid lunde. Hvorfor? Fordi Skyggen er Skyggen, og fordi han og den hvide lunde er uforenelige størrelser.
De øvrige noveller foregår på det europæiske kontinent eller i imaginære landskaber. Et par af dem er uhyggelige science fiction-historier, og kvinden i titelnovellen Guldpigen gennemgår en gotisk forvandling. I alle 10 noveller er grundtonen eventyrlig og magisk.
Hanus Kamban har oversat tekster af Platon fra græsk til færøsk, og han har for nylig afsluttet en færøsk oversættelse af hyrderomanen Daphnis og Chloe fra cirka 150-250 efter Kristi fødsel. Den anses for at være den mest betydelige af de antikke romaner, og Kamban fortæller, at der på den ø, han voksede op på, er så meget, der minder om naturen, der beskrives i den antikke prosatekst fårene, udmarken, fjeldene at romanen straks betog ham, da han læste den. Bogen udkommer i november i år.
For mig ser det ud, som om Færøerne nu har fået en vigtig ny forfatter. Modsat William Heinesen og Jørgen-Frantz Jacobsen skriver Kamban på færøsk, og det begrænser jo udbredelsen af hans bøger. Men det må være enhver forfatters privilegium at digte på sit modersmål. Jeg vil håbe, at Kambans bøger ligesom Isaac B. Singers, der blev skrevet på jiddisch, også når bredt ud. Det fortjener de.
I klummen Eftertanken skriver sprogprofessor Niels Davidsen-Nielsen hver anden fredag om kulturhistorie og værdidebat set gennem et aktuelt og personligt prisme.