Børnene, faunen og den onde dronning

Historien handler som bekendt om fire børn, der under Anden Verdenskrig bliver sendt bort fra det blitz-hærgede London. Peter er den ældste og mest myndige, Susan er den forsigtige, og den yngste, Lucy, er den tillidsfulde. Og så er der Edmund, som hele tiden trodser sin broders autoritet og er træt af, at det er andre, der bestemmer.

Børnene skal bo hos den finurlige professor Kirke, og da de en dag leger skjul, gemmer Lucy sig i et garderobeskab. Bagbeklædningen er væk, og bag skabet ligger et snedækket landskab, hvor hun møder et underligt væsen med bukkefødder og menneskekrop: en faun.

Han fortæller om den onde, hvide dronning og om Aslan, som beboerne i landet Narnia har ventet på længe. Lucy mener, hun har været borte i timevis, men da hun vælter ud fra garderobeskabet, er der ikke gå mange minutter. Hendes tre søskende tror selvfølgelig ikke på, at der ligger et land i garderobeskabet, men da hun om natten forsøger igen, følger Edmund efter. Han møder dronningen af Narnia, som med slik og løfter om magt lokker ham til bringe sine søskende til hende. Det er nemlig blevet forudsagt, at fire menneskebørn skal være på det godes side i den endelige kamp mellem godt og ondt. Dronningen vil slå børnene ihjel, inden det kommer så langt. Herefter skilles børnenes veje indtil videre: Edmund fraterniserer med dronningen, mens de tre andre børn søger Aslan.

Børnene er meget velvalgte i rollerne, dronningen er i skikkelse af Tilda Swindon skræmmende i sine forsøg på at sukre sit magtbegær til med søde ord, og computeranimeringen af Aslan og andre af de centrale væsener er meget vellykket, selvom det på mig virkede besynderligt at høre dyr, der ser helt rigtige ud, tale med menneskestemmer. Den slags er nemmere at acceptere i tegnefilm.

"Narnia" kommer som film i kølvandet på fantasybølgen fra "Ringenes Herre" og "Harry Potter". Den skal selvfølgelig være mindst lige så imponerende som forgængerne, hvorfor special effect-folkene har været på hårdt arbejde. Udover de helt centrale skikkelser – Aslan, et par bævere, en ræv, en faun og et kobbel ulve – har de har skabt myriader af oftest meget underlige skabninger, for eksempel til et stort slag, der i bogen fylder to sider, men som i filmen varer ganske længe: kentaurer, enhjørninger, minotaurer, næsehorn, isbjørne, hvortil kommer alle de skabninger, der kun findes i Narnia. Det er, som om man har sat sig for at lave en dagslysversion af de store kampscener i "Ringenes Herre", for ramasjang skal der til, eller hvad? Men man har desværre især i slaget og i nogle af scenerne op til det, fornemmelsen af, at der bliver lagt så megen vægt på at imponere – hvilket bestemt lykkes – at effekterne tager overhånd og drukner den dybest set meget enkle og rene historie om svigt, tilgivelse og opofrelse.

Det kan næsten kun blive imponerende, når budgettet er på godt en milliard kroner. Og meldingerne fra hjemlandet tyder på, at denne, Disney-selskabets største økonomiske filmsatsning nogensinde, nok skal tjene sig selv ind igen. Men selvom man bliver imponeret over, at det overhovedet kan lade sig gøre, selvom der er masser af flotte scenerier, og selvom f
1000
ilmen fortæller en særdeles nobel historie, forekommer den mig noget tung, en smule programmatisk fortænkt (sådan har jeg det også med bøgerne) og ikke mindst meget gammeldags i sin insisteren på riddere på hvide enhjørninger, tedrikkende fauner og andre af Lewis' 50 år gamle og meget britiske påhit.

Lewis præsenterede sig selv som en dinosaurus, som et medlem af en uddød race. På samme måde er der noget fortidigt over "Narnia", uanset at det teknologisk set først har kunnet lade sig gøre at lave filmen nu.

Narnia. Løven, heksen og garderobeskabet. USA 2005. Instruktion: Andrew Adamson. 141 min. Premiere første juledag i 74 biografer.

kultur@kristeligt-dagblad.dk