Benjamin Brittens bevægende requiem

Et af det 20. århundredes stor-værker blev smukt forløst

Benjamin Britten (1913-1976).
Benjamin Britten (1913-1976). Foto: .

War Requiem er et af de største korværker fra det 20. århundrede. Benjamin Britten, der ville være fyldt 100 år i går, komponerede det til minde om alle krigens ofre.

Anledningen var genopførelsen af den store katedral i Coventry i maj 1962. Den gamle kirke var 22 år tidligere blevet sønderbombet af det nazistiske Luftwaffe, og Brittens tanke var, at de tre vokale solopartier, værket rummer, som en forsoningens gestus skulle synges af sangere fra Tyskland, England og Rusland.

LÆS OGSÅ: Komponisten Benjamin Brittens by ved kysten

Sådan skulle det også være sket ved uropførelsen i 1962, men den russiske sopran Galina Visjnevskaja fik ikke lov til at deltage i projektet af de sovjetiske myndigheder før året efter. Her fik man til gengæld produceret en af de mest markante udgivelser i grammofonpladens historie, da Visjnevskaja fik følge-skab af tenoren Peter Pears og barytonen Fischer-Dieskau, og hvor Britten selv dirigerede.

I det kolossale værk hører man både de latinske ord fra den liturgiske tekst til dødsmessen og en række digte på engelsk, skrevet af Wilfred Owen, en purung poet og soldat, der døde i Første Verdenskrig, få dage før våbenstilstanden i november 1918.

Digtene inkorporeres i værket for at give den almindelige soldat mæle, og det er blevet opførelsespraksis, at de to mandlige sangere, der fortolker dem, står nede på podiet ved siden af dirigenten, mens sopranen og et børnekor, der bidrager væsentligt til helheden hæves op over orkestret og det store kor. Det skal give de kirkelige ord en særlig overjordisk karakter.

Ved torsdagskoncerten, der havde samlet næsten fuldt hus, havde man bevaret den traditionelle rollefordeling.

Sopranen Tatiana Pavlovskaja stammer fra Murmansk i det nordligste Rusland, men synger til daglig på Teatro Liceo i Barcelona. Hun demonstrerede en kolossal stemmepragt og -styrke og overstrålede fra sin position oppe under orgelet og i sin højrøde kjole de to mandlige sangere, den engelske tenor Jeremy Ovenden og den østrigske baryton Florian Boesch, der dog dækkede deres partier med kompetence og tilforladelig alvor.

DR UnderholdningsOrkestret stillede med et hold glimrende musikere til det orkester i orkestret, der er et særligt raffinement i messen.

Den amerikanske dirigent John Nelson var ikke de store fagters mand, men demonstrerede hurtigt sit dybe kendskab til værket og søgte, fornemmede jeg, ind til kernen i det. Han fik ikke mindst forløst de mange sprøde passager, Brittens partitur også er så rigt på.

Nelson er en fremtrædende dirigent, når det gælder store vokalværker, og han har endda stiftet en organisation ved navn Soli Deo Gloria (Gud alene æren, de selvsamme ord, hvormed Johann Sebastian Bach afsluttede sine partiturer).

Soli Deo Gloria arbejder for udbredelsen af kristne korværker og inspirerer vor tids komponister til at skabe nye værker i genren. John Nelson var hørbart en mand, der havde noget på hjerte, og han ledte det store apparat med et velspillende DRSO i spidsen i en opførelse, man vil huske.