Iransk lov åbner for ægteskab mellem fædre og adoptivbørn

Det legaliserer i praksis pædofili, at en fader kan gifte sig med sin adoptivdatter, mener flere menneskerettighedsforkæmpere

Debatten om den nye iranske lov, der giver fædre ret til at gifte sig med døtre uden blodsbånd, er langtfra afsluttet. Arkivfoto.
Debatten om den nye iranske lov, der giver fædre ret til at gifte sig med døtre uden blodsbånd, er langtfra afsluttet. Arkivfoto. Foto: BEHROUZ MEHRI/ Denmark.

Først blev den godkendt i parlamentet. Så fik den støtte fra Vogternes Råd. Men debatten om den nye iranske lov, der giver fædre ret til at gifte sig med døtre uden blodsbånd, er langtfra afsluttet.

Kvindelige iranske parlamentarikere arbejder på at få ændret loven, fordi den ifølge deres opfattelse institutionaliserer incest og åbner for pædofili.

LÆS OGSÅ: Iran: USA og Israel splitter muslimer

Denne lov legaliserer pædofili. Det er ikke en del af iransk kultur, at en fader gifter sig med sin adoptivdatter. Incest er ikke et større problem i Iran end i andre lande, men denne lov legaliserer pædofili og bringer iranske børn i fare ved at normalisere denne kriminelle handling i vores kultur, siger Shadi Sadr fra gruppen Justice for Iran, Retfærdighed for Iran, der har sæde i London.

Det har aldrig været forbudt for iranske fædre at gifte sig med adoptivdøtre. Men der har hidtil været meget få sager, fordi der ikke har været en lov om emnet og derfor heller ikke nogen offentlig debat. Frygten hos kvinde- og menneskerettighedsorganisationer er nu, at loven vil blive udnyttet af iranske fædre.

Det bør ikke være muligt for en far at gifte sig med sin adoptivdatter. Punktum. Hvis en far gifter sig med sin mindreårige adoptivdatter og har samleje med hende, taler vi om voldtægt, siger Shadi Sadr.

Touran Valimorad, leder af Alliancen for Islamiske Kvinder, er også imod loven.

Det muliggør et seksuelt forhold, når man holder muligheden for ægteskab åben for disse fædre. Det vil lede dem til at synde, skriver hun i dagbladet Etemad.

Shahindokht Molaverdi, der er vicepræsident for det parlamentariske udvalg for familiemæssige anliggender, arbejder i øjeblikket på at få lovens godkendelse annulleret.

Nogle af de religiøse ledere, vi har talt med, er imod loven. Derfor forbereder vi et lovforslag, der skal ændre loven, inden det er for sent, siger Shahindokht Molaverdi i et interview til det iranske reformdagblad Shargh.Argumentet for at bevare loven kommer fra de mere konservative dele af det iranske parlament. Her fokuserer man på, at loven kan bidrage til at støtte socialt udsatte børn.Det er netop Amir Hossein Ghazis argument. Han er medlem af komiteen for sociale anliggender og mener, at loven ikke risikerer at blive misbrugt.

Parlamentet har vedtaget en række restriktioner for ægteskaber med adoptivdøtre. Det forhindrer muligheden for misbrug, siger han til nyhedsbureauet Mehr.