I bunden af en grotte, omgivet af fremspringende klippestykker, sidder Ségolène Vandevelde med en lille ske og en pensel. Mange andre har siddet i grotten før denne unge canadiske amatørarkæolog i de snart 25 år, udgravningerne har stået på i Mandrin-grotten i det sydøstlige Frankrig.
Men det jordlag, som Ségolène sidder på, er anderledes. Det ligger en lille meters penge under grottens nuværende gulvhøjde.
LÆS OGSÅ: Var neandertaleren samme race som os?
Jeg sidder på den jord, neandertal-mennesket levede på. Når jeg finder en knogle eller en flintestump, ved jeg, at ingen har rørt den, siden neandertaleren kastede den fra sig for 50.000 år siden. Det er en meget speciel fornemmelse. Det er som en rejse tilbage i tiden, siger den canadiske studerende.
Denne tidsrejse begynder en meter højere og kan følges ned igennem det lag af sedimenter, som gennem årtusinder har lagt sig over neandertalerens historie. Et sted for mellem 50.000 og 42.000 år siden blev homo neanderthalensis udslettet af vores forfader, homo sapiens. Hans skæbne besegles et eller andet sted i overgangen mellem det lysegrå og det gule jordlag, som arkæologerne har afdækket med et tværsnit ned igennem sedimentlagene i hulens bund.
Frem til for 42-43.000 år siden er der endnu spor af neandertal. Han er her stadig. Derefter er han væk, siger Ludovic Slimak med hånden på den tydelige skillelinie mellem det 50.000 år gamle lysegrå og det 42.000 år gamle gule jordlag.
Han er stenalderarkæolog ved den statslige franske forskningsinstitution CNRS og er en af Europas førende specialister. Han leder udgravningerne og forskningsarbejdet i Mandrin-grotten nær Montélimar i det sydøstlige Frankrig, som efter 25 års arbejde har leveret afgørende bidrag til vores viden om neandertaleren, hans kultur og hans forhold til homo sapiens, vores egen forfader.
Neandertal-mennesket levede i Europa og det vestlige Asien for mellem 250.000 og 24.000 år siden. De første rester blev fundet i Neander-thal, en lille dal mellem Düsseldorf og Wuppertal i Tyskland, hvor man i 1856 fandt knoglerester og et fragment af et kranie fra et hidtil ukendt menneske. De første beskrivelser af neandertal-mennesket tegnede billedet af et primitivt væsen, der var tættere på aber end på mennesket, homo sapiens. Så ringeagtet var neandertal-mennesket, at navnet homo stupidus det stupide menneske blev foreslået men siden forkastet.
Ingen ved, hvorfor neandertaleren forsvandt fra jordens overflade. Men svaret gemmer sig måske her i Mandrin-grotten.
I Mandrin-grotten har vi spor af både neandertaleren og homo sapiens. De har begge benyttet grotten på forskellige tidspunkter. Få steder har registreret denne overgang mellem neandertal-mennesket og det moderne menneske. Mandrin-grotten er det eneste sted, hvor vi har en chance for at aflæse, hvad der skete, siger Slimak.
Knogler af heste og stenbukke er blevet siet fra tonsvis af jord fra grottens bund. Her er spor efter neandertalernes bålpladser, og grotten har leveret ikke færre end 1.200 pilespidser af flint fremstillet af neandertalere.
Der er ingen enkle forklaringer. Men for 42.000 år siden var løbet kørt for neandertalerne i denne del af Europa, selv om han overlevede frem til for 24.000 år siden i det sydlige Spanien, siger Ludovic Slimak.
Neandertal-mennesket dominerede i Vestasien og Europa, indtil det blev fortrængt af homo sapiens. Ifølge nogle teorier var neandertal underlegen i teknologisk og kulturel forstand og tabte derfor i konkurrencen om ressourcerne. Manglende tilpasning til klimaforandringer er en anden forklaring, og atter andre antyder, at de blev ofre for et af historiens allerførste og største folkedrab, hvor homo sapiens udryddede et rivaliserende folk.
Fundene i Mandrin giver ikke basis for én enkelt forklaringsmodel. Men dengang som nu var Rhône-dalen en af Europas mest trafikerede færdselsårer, der forbandt det nordlige Europa med Middelhavet, hvor den forhistoriske verdens tre kontinenter, Europa, Asien og Afrika, støder sammen.
Vi er i en migrationszone, hvor vi ser forskellige grupper og kulturer cirkulere. Denne overgangsperiode kan dateres til omkring det 50. årtusinde før Kristus. Det svarer formentlig til tidspunktet, hvor homo sapiens dukker op. I det 42. årtusinde viser udgravningerne en rigere og mere kompleks kultur-udveksling end den tidligere mellem neandertaleren og homo sapiens. Men vi er ved afslutningen af en proces, der ender med, at homo sapiens fortrænger neandertaleren, selv om det en gradvis proces. Homo sapiens trænger ikke frem som en tysk panserhær, forklarer Ludovic Slimak.
De flinteredskaber, som er fundet i Mandrin-grotten, giver et fingerpeg om, hvad der skete.
På den anden side af Rhône-floden ligger et stenbrud med flint af høj kvalitet. Men i det 46. årtusinde benyttes denne flint ikke mere. Man krydser ikke længere floden. Den anden side af floden er beboet af en gruppe, der ikke tillader andre at krydse floden og hente flint. Her opstår nogle spændinger i neandertalsamfundet, vi ikke ser før. Det betyder ikke nødvendigvis, at homo sapiens dominerer på den anden side af floden og forhindrer neandertaleren i at benytte flinten. Spændingerne kan også være internt i neandertal-gruppen, der sættes under pres. Det har vi siden set i for eksempel indianersamfund, der kom i intern konflikt, da deres adgang til ressourcer kom under pres fra den europæiske indvandring, siger Ludovic Slimak.
Han tror afgjort ikke på, at neandertaleren forsvandt på grundt af klimaforandringer.
Vi taler om mennesker, der overlevede som gruppe i flere hundrede tusind år, og som tilpassede sig flere klimaændringer. Hvorfor skulle de pludselig blive udraderet af klimaet?, spørger han.
Han nuancerer også forestillingerne om neandertalernes kulturelle underlegenhed, som især hviler på, at det først er med homo sapiens, at vi møder det kunstneriske udtryk, for eksempel i hulemalerier. De ældste kendte hulemalerier blev malet for 32.000 år siden i Chauvet-grotten, på den anden side af Rhône-floden.
Men hvad er kunst?, siger den franske arkæolog.
Vi har for eksempel fundet en 12 centimeter lang flintedolk fremstillet med levallois-metoden, som er karakteristisk for neandertalerne. Kniven er kun to mm tyk, hvilket er en teknisk pragtpræstation, og den er ikke beregnet til at blive brugt i praksis, dertil er den for skrøbelig. Det er med andre ord en højt forarbejdet genstand, der ikke har nogen praktisk funktion, hvilket er definitionen på kunst, siger han.
Samtidig er der mange beviser på, at neandertalere gjorde sig tanker om livet, døden og mennesket og derfor repræsenterede en form for civilisation. Vi har for eksempel fundet menneskeknogler, der bærer tydeligt præg af, at de er blevet renset for alt organisk materiale. Det tyder på en form for rituel kannibalisme, hvor man spiser de afdøde, som lever videre i gruppen. Det er et civilisationstegn, al den stund det vidner om, at man stiller sig spørgsmål om livet og døden. Man behandler ikke mennesket som et dyr. Men det betyder ikke nødvendigvis, at neandertalerne var som os, påpeger Ludovic Slimak.