Hubert er fem et halvt år og ved ikke, hvad det vil sige at blive vækket. Når november sender sit sparsomme dagslys ind i børneværelset, sover han, til han vågner. Det samme gælder for hans to yngre søstre: Gerda, 3 år, og Myrna, 14 måneder. Morgenerne, hvor børnene sover, til de vågner, er et billede på det liv, 28-årge Janni Iben og Brian Stevn Hansen ønsker at give deres børn.
LÆS OGSÅ: Er pasning ude skadeligt for små børn?
Brian Stevn Hansen er gymnasielærer, mens Janni Iben Stevn Hansen har et visitkort med titlen hjemmegående. Hun var studerende, da Hubert blev født, og har afsluttet sin bachelorgrad i dansk og filosofi i nedsat tempo, mens børneflokken på fire år er udvidet til i alt tre børn.
Hun har haft, hvad hun beskriver som en ganske almindelig barndom i et parcelhus i Aalborg. Hendes forældre arbejdede, og da hun var et halvt år, kom hun i dagpleje. Gennem opvæksten hørte hun ofte sin mor fortælle, hvor svært det var at aflevere hende. Hver morgen kastede den lille pige op på gulvtæppet, fordi hun græd og skreg vedholdende. Med til historien hører, at dagplejemoderen efterfølgende måtte skifte gulvtæppet.
"Som barn tænkte jeg aldrig, at det kunne være anderledes, men jeg kan huske, at min mor fortalte om sin barndom med en mor, som altid var hjemme. Jeg tænkte, at det var heldigt for min mor, at hun havde oplevet det, men jeg var sikker på, at sådan kunne det ikke være i dag," siger hun.
Efter gymnasiet kom Janni Iben Stevn Hansen i huset og passede en halvandet år gammel pige, som ikke var i institution. Mødet med den familie gav hende en idé om, hvilken start på livet hun ville give sine egne børn engang. For otte år siden mødte hun sin mand, og parret har netop fejret seks års bryllupsdag. Parret har været enige om at prioritere en hverdag, hvor en af dem kan gå hjemme.
Familien bor i en to et halvt værelses andelslejlighed centralt i København. Boligen er som en fantasifuld hule, hvor rygsække og gummistøvler står på række, og den sparsomme gulvplads er indrettet med plads til leg. Nogle gange drømmer parret om en større stue, men de har besluttet, at de hellere vil bo relativt billigt og nyde en tilværelse med blot én fast indtægt. I hvert fald to gange om ugen er lejligheden fuld af børn på Myrnas alder og deres mødre. Efter fem år som hjemmegående kender Janni Iben Stevn Hansen omkring 20 mødre med børn på Myrnas alder, som går hjemme.
"Når folk siger, at børn skal i vuggestue for at lære andre børn at kende, må jeg sige, at det sagtens kan lade sig gøre for små børn at møde andre, mens deres forældre er i baggrunden. Jeg har et stort socialt behov, men jeg kender faktisk mange kvinder, som går hjemme med deres børn, og vi mødes jævnligt. Havde det med vuggestuer været så vigtigt, havde vi nok fundet på det noget før. Jeg vil aldrig kunne få mig til at sende et barn i vuggestue," siger hun.
Da Hubert blev tre år, fik han en plads i en børnehave. I dag har han selskab af Gerda i institutionen.
"For mig er der stor forskel på at aflevere et barn, som ikke kan gå og tale, i en institution og at sende et barn på tre år i børnehave. Børnehavebarnet er bevidst, robust og trygt. I børnehaven får vores børn noget, som jeg ikke kan give dem her," siger hun.
De to børns børnehaveliv ligner dog ikke flertallets. De er højst i børnehaven 20 timer om ugen og bliver aldrig hentet efter klokken 14. De korte dage er mulige, fordi Janni Iben Stevn Hansens hverdag er indrettet omkring børnenes behov.
"Jeg bliver spurgt, om jeg kan holde det ud. Naturligvis er det hårdt at være meget på. Når jeg får det spørgsmål, tænker jeg: Hvordan kunne du holde ud at aflevere din baby?. Jeg hviler i mit valg. Det her er bedst for mine børn."
Hun ved, at tiden som hjemmegående er en kortere periode i familiens liv. Når Myrna er tre år, skal hun også i børnehave, og Janni Iben Stevn Hansen vil læse videre eller finde et job. Det vil dog stadig være en prioritet at kunne være hjemme i et vist omfang.
"Vi sætter stor pris på den ro, vi har. Jeg tror, en ekstra bonus er, at det også gavner vores forhold, fordi jeg har mere tid til at være ægtefælle. Skulle jeg arbejde lige så meget som Brian, ville vi både se mindre til hinanden, og vores børn ville se mindre til os. Vi har indrettet os på en måde, hvor vi er meget afhængige af hinanden. Jeg synes, der er noget smukt ved den afhængighed, som både er psykisk og økonomisk. Jeg synes, det er flot at turde det i vores samfund."