Ny direktør skal kæmpe for Det Kongelige Teaters berettigelse

Det Kongelige Teater er ikke længere en selvfølgelig del af dansk dannelseskultur. Derfor står den kommende direktør over for en vanskelig opgave, mener teatereksperter og nævner Staffan Valdemar Holm og Kasper Bech Holten som oplagte kandidater

Det Kongelige Teater.
Det Kongelige Teater. . Foto: Claus Bech/Claus Bech/.

Det Kongelige Teater nationalscenen, som vi ynder at kalde den gamle institution på Kongens Nytorv i København skal have ny leder. Efter fyringen af Erik Jacobsen, der havde sidste arbejdsdag i går, samler interessen sig nu først og fremmest om, hvem den nye leder bliver, og ikke mindst hvilke udfordringer vedkommende kommer til at stå over for.

Det er en vanskelig opgave, som kræver en dygtig kommunikator, siger Monna Dithmer, der er teaterredaktør på Politiken, og peger på, at Det Kongelige Teater ikke længere er en selvfølgelig del af en dansk dannelseskultur, men derimod i stadig højere grad er en institution, der skal bevise sin berettigelse.

Den nye leder skal være en blæksprutte, der har en overordnet kunstnerisk fornemmelse inden for alle kunstarterne, et internationalt udsyn, og som har fingeren på pulsen over for alt nyt. Vedkommende skal have bred ledelseserfaring, kunne være en samlende kraft indadtil i huset og samtidig være meget offensiv, for den vigtigste opgave bliver at kunne legitimere, hvorfor det er så vigtigt, at vi har Det Kongelige Teater i Danmark, siger Monna Dithmer.

Hun mener, at kun en enkelt person rager op i landskabet af kandidater, nemlig svenskeren Staffan Valdemar Holm. Han er i øjeblikket chef for Düsseldorfer Schauspielhaus og har tidligere været chef for Dramaten i Stockholm. Han har stor tilknytning til Danmark, da han er uddannet på Statens Teaterskole, og han har som instruktør stået for flere iscenesættelser på Det Kongelige Teater.

Med Staffan Valdemar Holm vil Det Kongelige Teater få en stor idékraft og en udadvendt manifestation af, hvad institutionen kan præstere, siger Monna Dithmer.

Rikke Rottensten, der er teateranmelder på Kristeligt Dagblad og redaktør af tidsskriftet Teater 1, mener, at den kommende leder af Det Kongelige Teater bør blive den tidligere operachef Kasper Bech Holten. Han er chef på Royal Opera House i Covent Garden i London, men kan måske lokkes til-bage til København, mener hun.

Kasper Bech Holten er en meganørd, der ved alt om opera og teater og via sin hustru, koreografen Signe Fabricius, også kender til dansens verden. Han er en meget venlig type, der var elsket som chef for operaen, og som samtidig har den evne til at kommunikere udadtil, som en chef for Det Kongelige Teater skal have, siger Rikke Rottensten og tilføjer:

Og så ved han alt om, hvordan man skal lede teatrets primadonnaer.

Hun er enig med Monna Dithmer i, at Det Kongelige Teater i langt højere grad end tidligere skal gøre opmærksom på sin berettigelse og kunne legitimere, hvorfor institutionen får de mange skattekroner, den gør.

Med Kasper Bech Holten vil Det Kongelige Teater få en samlende figur, der vil kunne formidle en smittende begejstring omkring teatret, mener Rikke Rottensten.

De to teateranmeldere er enige om, at det under en ny chef fortsat vil være de kunstneriske chefer for de tre kunstarter, skuespillet, balletten og operaen, der lægger repertoireplanerne. Og derfor vil det ikke på den front betyde den store forskel, hvem der bliver ny teaterchef.