Hvad vil folkekirkens chef egentlig med sine mange initiativer?

Vil Manu Sareen arbejde imod en servicekirke, eller vil han lægge vægt på lokale kristne fælleskaber, der har til formål at tilbyde kendskab til det kristne budskab, spørger Jens Smedegaard Andersen

Minister Manu Sareen tilhører det Radikale Venstre, hvis politiske program det blandt andet er at få kirke og stat adskilt, skriver Jens Smedegaard Andersen
Minister Manu Sareen tilhører det Radikale Venstre, hvis politiske program det blandt andet er at få kirke og stat adskilt, skriver Jens Smedegaard Andersen. Foto: Aas, Erlend/NTB scanpix.

MINISTER FOR ligestilling og kirke Manu Sareen (R) fortalte i et interview i Kristeligt Dagblad den 23. november, at hans forhold til folkekirkens kristendom er den tvivlende troende, et moderne udtryk, der udmærker sig ved uklarhed, fordi det dækker fra en ganske lille tro og stor tvivl til det modsatte og efterlader uvished om, hvorvidt der er tale om en stabil tilstand, eller om den fra tid til anden flytter sig imellem yderpunkterne. Ministerens andre udtalelser i interviewet drejede sig ikke om det grundlæggende i den kristne tro.

LÆS OGSÅ:Jeg vil være en engel for dig

Ministeren tilhører Radikale Venstre, hvis politiske program det blandt andet er at få folkekirke og stat adskilt.

MINISTEREN HAR ved forskellige lejligheder givet udtryk for sit forhold til folkekirken. Først da han offentligt op til valget i 2011 fortalte vælgerne, at han overvejede at melde sig ud af folkekirken.

Det har han ikke gentaget, efter at han blev valgt til Folketinget og blev minister, hvor han var med til straks at nedlægge Kirkeministeriet og inddrage statens administration af folkekirken under et ministerium, der blev betegnet Ministeriet for Ligestilling og Kirke, hvor ligestilling fik den fremtrædende plads med cirka 30 medarbejdere, hvor administrationen af folkekirken har cirka 100 medarbejdere.

Herefter erklærede ministeren offentligt, at han var chef for folkekirken, og gav hermed udtryk for, at han som verdslig politiker alene eller med et verdsligt politisk flertal i Folketinget også vedrørende trosanliggender har uindskrænket herredømme over folkekirken, som beskrives som en del af den verdslige statsadministration, hvor biskopper og præster så er underordnede medarbejdere, og de folkevalgte menighedsråd lokale underordnede administratorer.

Han har i overensstemmelse med regeringsgrundlaget oplyst, at hans mål er uden adskillelse af stat og kirke at tilvejebringe en ny styring af kirken, og et udvalg er nedsat for at fremkomme med forslag.

Han har modvilligt accepteret, at hans vilje til at indføre åremålsansættelse af biskopper må afvente resultatet vedrørende denne styring.

Han har tilkendegivet at ville nedlægge kirker, og han har nævnt tallet 200, uden at der foreligger retningslinjer for dette, og efter at være underkendt af en ministerkollega har han fastholdt dette suppleret med oplysning om, at der bør tilvejebringes retningslinjer, før dette sker. Han har tilkendegivet at ville lægge låg over antallet af præstestillinger for derved at spare på statens udgifter til lønninger.

BORGERNE VED, at nye styringsregler uanset disses indhold ikke kan ændre den bestående tilstand, hvorefter minister og et verdsligt folketingsflertal har den endelige beslutningskompetence, og en eventuel overførsel af kompetence til kirken altid må respektere dette.

På denne noget forvirrende baggrund sidder borgerne tilbage med væsentlige spørgsmål til ministeren om, hvad det egentlig er, han har i sinde, blandt andet:

Når ministeren først og fremmest er minister for ligestilling med en sekundær rolle som chef for statens ledelse af og herredømme over folkekirken, er målet da at tilstræbe størst mulig ligestilling mellem alle former for religionsudøvelse i Danmark herunder ateisternes i deres forhold til staten?

Når ministeren leder folkekirken uanset eventuelle nye styringsregler er det da hans helt overvejende målsætning at arbejde imod en servicekirke, der indgår i statens øvrige borgerservice, eller er målet en afgørende vægt på lokale kristne fællesskaber, der først og fremmest har til formål at tilbyde enhver kendskab til det kristne budskab som et holdbart livsgrundlag?

Jens Smedegaard Andersen, forhenværende dommer, Sofievej 9, Hellerup