Fra folkets forlængede arm til demokratisk bremseklods. Egyptens militær er på mindre end tre år gået fra at spille den folkekære rolle som befolkningens redningsmand i opgøret mod tidligere præsident Hosni Mubarak, til en hær, der nu er forhadt blandt brede dele af befolkningen. Denne uges vedtagelse af et udkast til en ny forfatning øger både mistanken blandt islamister og sekulære om, at hæren er godt på vej til at etablere et autoritært styre, der næsten er identisk med Mubaraks tidligere styre.
Bare fem måneder efter hærens afsættelse af præsident Mohammed Mursi og Det Muslimske Broderskabs styre har mistroen over for hæren spredt sig til mange af de egyptere, der støttede hærens kup mod Mursi. Faktum er, at hærens kamp mod landets islamistiske netværk nu også har bredt sig til at være en begrænset offensiv mod bloggere, kvinder og demonstranter, der kræver demokratisering.
LÆS OGSÅ: Moderate egyptere presses fra begge sider
Forfatningsudkastet, der skal til folkeafstemning senere på måneden, bløder på den ene side op på en række rettigheder og forbedrer på denne måde den forfatning, Mohammed Mursi fik vedtaget for et år siden. På den anden side giver forfatningen hæren en række meget afgørende beføjelser som for eksempel retten til at udnævne landets forsvarsminister og retten til at retsforfølge og dømme civile ved militære domstole. Spørgsmålet om ytringsfrihed synes også at være et fortolkningsspørgsmål i den nye forfatning. Kladden opfordrer til oprettelse af et særlig råd, der skal sikre, at medier arbejder inden for professionelle rammer. Tolkningen af denne såkaldte professionalisme er naturligvis ikke den samme hos landets medier, som den er hos landets generaler.
I forfatningsudkastet er det heller ikke fastlagt hvilket af de to kommende valg, præsidentvalg eller parlamentsvalg, der skal afholdes først inden for de kommende 90 dage.
I øjeblikket synes hærens stærke mand general Abd al Fattah al-Sisi at positionere sig selv som mulig præsidentkandidat. I det tilfælde, at præsidentvalget udskrives før parlamentsvalget, kan al-Sisi sejre og sætte sig mindst lige så tungt på magten som både Mubarak og hans efterfølger Mursi. Præsidenten har ret til at udpege forsvarsminister, indenrigsminister og justitsminister. Skulle al-Sisi bane sig vej til den post, vil hæren stort set sidde på landets absolutte nøglepositioner på den politiske arena, og parlamentet vil i bredt omfang være neutraliseret og ude af stand til at vedtage love, der ikke accepteres af hæren.
Hærens interesse er at bevare den status quo-position, den havde under Mubarak, hvor hæren får lov til at bevare sine monopoler og meget omfattende forretninger, der gør hæren til en stat i staten. Men hæren ønsker også at bevare den nyskabte situation efter Mursis fald, hvor hæren har udnævnt sig selv til at være landets vogter mod islamisters politiske indflydelse.
Med de seneste udviklinger står hæren nu også over for nye kritiske røster fra den mere sekulære side af den politiske scene. I et land, hvor befolkningen allerede har set to autoritære præsidenter forsvinde og mobiliseret op imod 20 millioner demonstranter, bevæger hæren sig ud i en situation, hvor det bliver meget svært at skabe den form for stabilitet, der skal til for at redde Egypten fra økonomisk fallit og dagligt sikkerhedsmæssigt og politisk kaos.