Skabelse og tilintetgørelse, vækst og forfald. Det er det, det handler om i Josefine Klougarts nye værk. Og som altid er det øjnene, der suger verden ind, støber synerne om til krystalklare ord, der blidt som sne lægger sig hen over siderne. Kan man skære sig på sne? I Klougarts univers kan man. For også sne smelter jo og efterlader de mørkeste og mest foruroligende skjolder på papiret. Det er den vej, vi går.
Selv kalder Josefine Klougart sin Om mørke for en roman. Men snarere er det en gennemsigtig strøm af ord og stemninger, en stæreflok, der vender i luften, snart sort, snart hvidt. Et sted er der åbninger, hvor sammenhænge med lykkelig indsigt erkendes; et andet en mørk slugt, hvor det hele forsvinder i tab og smerte.
LÆS OGSÅ: Den erotiske bogbølge er måske bare et skvulp
I et tindrende øjesyn opleves livet som en perle, hvor alt lys er det samme, lyset fra øjet, lyset fra universet. Og vi hører, hvordan snedækket taler med himlen, som om de har en fælles viden, der hele tiden udveksles og på den måde holder dem sammen. Et sprog, der ikke behøver oversættelse, som et levende hegn, der forbinder to steder i verden.
Men få sider længere fremme græder det selvsamme øje, fordi det hele tiden mister noget, fordi verden hver dag går under som frugten, der rådner i skålen. Og der opstår et brændende ønske om at finde en balance, at læne sin kind mod verden. Blot et øjeblik.
Sådan pendulerer vi i dyb eksistentiel udsathed mellem enhed og splittelse, lys og mørke, mening og tomhed, alt imens tiden vugger udefinerbart frem og tilbage. Det vibrerende liv bliver som det levende hegn mellem marker, det stivnede som de menneskelige afstøbninger i Pompeji.
Også synsfeltet zoomer ind og ud synkront med øjets kamera. Kvinden og manden er i centrum. Men snart figurerer de som du og jeg, snart som manden og kvinden, snart som to mennesker, for i et stort midterparti blot at være figurer på et lærred.
Josefine Klougart (født 1985) er for længst kanoniseret og hele to gange er hun blevet indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Senest for Én af os sover fra 2012, hvor det æstetiske udtryk vel aldrig har været tættere på det sublime.
Men der er til alt held også et stillads, en helt konkret historie, der kan holde læseren fast. Vi forsvinder ikke i æstetik. I Om mørke er det narrative opløst i toner af dur og mol. Det betyder paradoksalt nok, at når hele sanseregistret inkluderes, lurer faren for eksklusion.
Derfor kan der være en poetisk drivkraft i, at Josefine Klougart endnu ikke har fået de store priser (de kommer!). For det er, som om hun stadig er på vej gennem landskabet, alene, søgende, seende. En forfatter, der venter på sit bjerg. På et sted at slå sin hakke ind.
Imens forskyder lagene sig og finder stadig nye former. Verden omskabes gennem øjnene. Og som læsere kan vi svimle nyde et sprog, der er så smukt, at det næsten er for meget. Kan man skære sig på sne? Ja, det kan man. Og man kan drukne.