Min jordemoder så mig ikke bare som et cpr-nummer

Flere fødesteder tilbyder gravide at føde med en kendt jordemoder. For 31-årige Mette Nordestgaard Kannevorff gav det en stor tryghed, at hun på forhånd kendte den jordemoder, som var med under hele fødslen

”Kirsten tog imod os klokken 3.30 om natten. Det gav mig en enorm tryghed. For jeg vidste, at hun kendte mig og mine bekymringer og ønsker til, hvordan jeg gerne ville have, at fødslen skulle foregå,” lyder det fra Mette Nordestgaard Kannevorff, der bor i Ringkøbing sammen med sin mand, Jeppe, og deres søn Christian på fem måneder. Hun fødte sin søn med hjælp fra en jordemoder, hun i forvejen kendte. –
”Kirsten tog imod os klokken 3.30 om natten. Det gav mig en enorm tryghed. For jeg vidste, at hun kendte mig og mine bekymringer og ønsker til, hvordan jeg gerne ville have, at fødslen skulle foregå,” lyder det fra Mette Nordestgaard Kannevorff, der bor i Ringkøbing sammen med sin mand, Jeppe, og deres søn Christian på fem måneder. Hun fødte sin søn med hjælp fra en jordemoder, hun i forvejen kendte. –. Foto: Jens Bach.

Den 8. juli klokken et om natten vågnede Mette med en murren i maven. Hun vidste godt, hvad de stigende mavesmerter handlede om. For hun var gået 10 dage over terminsdatoen. Men selvom det var første gang, hun skulle føde, var hun tryg ved alt det, der nu skulle til at ske de næste timer. For hun kendte på forhånd sin jordemoder Kirsten, som med stor sandsynlighed også var hende, der skulle hjælpe Mette og Jeppes dreng, Christian, til verden.

Mette, der bor i Ringkøbing og til daglig arbejder som økonomichef i Kitchn, havde nemlig sagt ja til et tilbud om at føde med en jordemoder fra kendt jordemoderordningen på Regionshospitalet Herning. Hun fik til første jordemoderkonsultation at vide, at Kirsten ville være hendes jordemoder op til fødslen, under fødslen og efter fødslen med mindre hun havde en anden fødsel på samme tid, men det var der ikke stor risiko for.

LÆS OGSÅ:
Gravide oplever færre komplikationer når de kender deres jordemoder

Mette havde også nogle konsultationer og fødselsforberedelse hos en jordemoderkollega, sådan at hun kendte og var tryg ved en anden jordemoder, hvis nu fødslen ikke kunne blive hos Kirsten.

Det var lige noget for mig. Det har været enormt tillidsskabende at have den samme jordemoder, som jeg på forhånd har talt fødslen igennem med. Hun lærte mig at kende og omvendt. Det gav en stærk fornemmelse af tillid, omsorg og nærvær. For min jordemoder så mig ikke bare som et cpr-nummer på computerskærmen, der blev kaldt frem. Hun reflekterede også over det, jeg sagde, og kom tilbage med feedback gangen efter, hvis hun havde gået og tænkt over det, siger hun og fortsætter:

Hun sagde også på forhånd til mig, at når fødslen gik i gang, kunne hun sagtens lige kigge over, hvis jeg havde brug for det. For hun bor også i Ringkøbing. Hun mente, at det var bedre at blive hjemme i trygge omgivelser så lang tid som muligt. Der tænkte jeg hold da op, sikke en service og nærvær. Det er jo nærmest helt venindeagtigt.

Efter en halv time, hvor Mette havde vandret rundt i stuen, og veerne blev længere og mere regelmæssige, besluttede hun sig for at vække sin mand. De blev hurtigt enige om, at det så ud til at gå stærkt, eftersom hun allerede havde regelmæssige veer, der varede op mod et minut. Så de besluttede sig for at ringe ind på fødegangen. Men de ringede ikke bare til den telefon, man normalt ringer til. De ringede direkte til Kirstens vagttelefon.

Vi snakkede sammen i 20 minutter, hvor hun registrerede mine veer. Hun syntes, at vi skulle skynde os at pakke vores sager og komme ind på sygehuset i Herning, for der var også en køretur på tre kvarter. Kirsten tog imod os klokken 3.30 om natten. Det gav mig en enorm tryghed. For jeg vidste, at hun kendte mig og mine bekymringer og ønsker til, hvordan jeg gerne ville have, at fødslen skulle foregå. Det havde jeg allerede vendt med hende. Jeg kunne bare læne mig tilbage og koncentrere mig om at føde. Jeg skulle ikke bruge mit krudt på noget som helst andet.

Mette havde på forhånd besluttet sig for, at hun helst ville undgå at få rygmarvs-blokade eller andre former for smertestillende. Og hun håbede ikke, at fødslen ville ende i akut kejsersnit. Hun ville helst føde så naturligt som muligt, så hun fik kun lagt nogle smertestillende saltvandsdråber og varmepakker på lænden. Det var aftalt på forhånd.

En ny evaluering af kendt jordemoderordningen viser da også, at der er færre rygmarvsbedøvelser hos de kvinder, der føder med en jordemoder, de på forvejen kender, end hos kvinder, der føder på den gængse måde. Og evalueringen viser også, at de gravide generelt er mere tilfredse, ligesom der er en tendens til, at færre får igangsat fødslen. Meget tyder også på, at antallet af kejsersnit daler, og at der er færre indgreb med sugekop, når en kendt jordemoder tager imod barnet. Alt sammen tilsyneladende fordi den fødende er mere tryg og rolig på grund af kontinuiteten ved at have en kendt jordemoder.

Mette har i dag svært ved at se nogle ulemper ved kendt jordemoderordningen, som findes på 16 ud af landets 24 fødesteder.

Jeg har slet ikke haft negative oplevelser med det. Det gav mig en stor ro, at jeg kendte min jordemoder og også hele tiden vidste, at der ikke ville komme en ukendt jordemoder og tage over, hvis nu der var vagtskifte. Det var Kirsten eller hendes kollega Lene, som var mine jordemødre. Men hvis nu kemien ikke havde været der mellem mig og Kirsten, havde det nok været svært. Men sådan var det slet ikke, siger Mette, der i dag er på barsel med Christian.

Klokken 7.30 om morgenen blev Christian født. Han havde behov for lidt støtte til vejrtrækningen, så den første dag var han indlagt på børneafdelingen. Den nye evaluering, som CFK Folkesundhed og Kvalitetsudvikling har foretaget for Region Midtjylland, viser da også, at der ikke er forskel på antallet af indlæggelser af nyfødte fra kendt jordemoderordningen og den gængse ordning.

Da den lille ny familie kom hjem fra sygehuset, lagde Kirsten vejen forbi deres hjem i Ringkøbing for at tage en efterfødselssnak med Mette og lave en høretest på Christian.

I dag er han fem måneder. Mette og Jeppe har ikke taget stilling til, om de skal have et barn mere. Men hvis de skal, er hun ikke i tvivl om, hvordan hun vil føde:

Så vil jeg meget gerne føde på samme måde igen, hvor jeg på forhånd kender den jordemoder, som er med til fødslen.